Category: Uncategorized

Sometimes I get caught up in a small detail when entering a new piece into my archive. The catalogue number, title and year are quickly recorded, and the dimensions rarely cause any trouble. But I sometimes spend longer on the materials. Is “ink on paper” enough, or should I record the exact type of paper? Do I need to mention that a sheet was trimmed by a few millimetres afterwards? These are small questions, but I would rather not have to take out every piece again just to check such details.

For framing, I need accurate dimensions. If I want to find out which works were made on a particular paper, its name helps. The catalogue number makes each piece easier to identify. For now, that is about all I need from my archive. Still, I sometimes spend a surprising amount of time making sure the entries are consistent.

The sheet in question may still be lying beside my computer. I can see where the ink has soaked more deeply into the fibres, how a shape changed as I worked, or where two areas meet differently from what I originally intended. None of this appears in the spreadsheet. When I later look for a particular work, the brief description is enough. Once I have it in front of me, entirely different details catch my attention.

I know this relationship between precision and selection from studying geography. A map, too, shows only part of what exists in a place. Paths and waterways appear as lines, while the shape of the land can be read from contour lines. A single tree at a fork in the path may be missing, even though it is a noticeable landmark when you are actually there. Nor can I necessarily tell what a path feels like underfoot or whether I will hear a stream before I see it. Such things can matter along the way without making the map inaccurate.

During my studies, I spent more time learning how maps are made: which details remain visible at a given scale, which symbols are used and how far spatial relationships need to be simplified. The contour lines have stayed with me in particular. They look so natural on paper that it is easy to forget how artificial their form really is. Out in the landscape, there are no lines marking regular intervals of elevation across a hillside. The differences in height are real; the lines belong to the map.

Something similar happens with my archive. The columns are there, I fill them in, and I can usually find what I am looking for. I rarely stop to wonder why I chose those particular categories. I could have arranged things quite differently. Materials could be described in greater detail, information about how a work came about could be added, or different types of paper could be recorded separately. That might help with some questions while making other searches more cumbersome.

It is only when a work is unusual that I notice what the existing system does not allow for. A combination of materials is difficult to fit into a short entry, or I want to record something for which there is no appropriate column. Sometimes I add a category. Most of the time I leave the structure as it is.

I don’t know, though, what will interest me in a few years. Perhaps I will want to trace how my use of particular materials has changed, or I will be looking at a group of works whose similarities I have not yet noticed. What I have already recorded is easy to compare. For anything else, I will have to look at the sheets again and hope I can still identify the details I am looking for.

I sometimes wonder how much the categories I have chosen shape what I look for. If I can sort the works by paper type, I may notice connections I would otherwise have missed. Other similarities are harder to find. They may only emerge when several sheets are laid out side by side.

Alongside the fixed fields, my archive has a column simply called “Notes”. For many works it stays empty. In other cases, I record something about how a piece came about, a feature of the paper, or a brief remark that did not fit into any of the other categories. The entries vary in length and are difficult to compare.

I have thought about organising these remarks more systematically. For now, I have left the field as it is. Occasionally, I come across a note I had long forgotten.

I skoven ændrer lyset sig efter blot få skridt. Over mig lukker løvtaget sig. Under det bliver det grønne mørkere. Jorden lugter fugtigt. Ét sted ligger duften af træ i luften, et andet sted noget jordagtigt, som jeg ikke kan sætte et mere præcist navn på.

Næsten med det samme er der noget velkendt. En duft minder mig om en anden skov. Lyset mellem bladene minder mig om en sti, jeg tidligere ofte gik ad. En bestemt tæthed i det grønne minder mig om et sted, hvis navn jeg ikke lige ville have kunnet nævne. Jeg er her, og samtidig dukker andre steder op. Det sker så hurtigt, at jeg for det meste knap lægger mærke til det.

Måske kommer jeg altid til et nyt sted med minder om andre steder. Jeg sammenligner. Jeg genkender noget. Det hjælper mig med at orientere mig. Duften minder mig om en anden skov. Alligevel hører den til her. Også lyset virker bekendt. Alligevel falder det her gennem netop disse blade. Måske lægger jeg netop mærke til forskellen, fordi ligheden er så nyttig. Så snart jeg kan sige: »Det er ligesom …«, kommer noget nærmere. Et nyt sted får et holdepunkt. Noget, jeg endnu ikke kender, forbindes med noget, der er velkendt for mig. Nogle gange er det præcis det, jeg har brug for.

Men jeg kunne også gå gennem en skov og næsten kun finde ting, der minder mig om noget andet. Så ville jeg have genkendt meget. Og måske alligevel have set meget lidt af dette sted. Minderne er faktisk en del af det, jeg sanser. Men de tilhører mig. Måske er der noget ved sådanne sammenligninger, der minder om det at oversætte. Noget nyt bringes tættere på det, jeg allerede kender.

Jeg lægger især mærke til det i samtaler. Nogen fortæller om noget, der er sket for dem, og mens de stadig taler, dukker der måske et minde fra mit eget liv op. Det kender jeg. Jeg har engang oplevet noget lignende. Det kan være en god sætning. Måske vil jeg sige: Jeg kan forstå noget af det. Du står ikke helt alene med det. Et minde fra mit eget liv kan skabe nærhed. Men det betyder ikke, at jeg har oplevet det samme. Måske overlapper to erfaringer kun ét sted. Måske var netop det, der var uvæsentligt for mig, afgørende for den anden. Så kan »Det kender jeg« påstå mere, end jeg egentlig ved.

Der findes erfaringer, jeg kan forstå noget af uden at have noget tilsvarende i mit eget liv. Jeg kan spørge og lytte. Jeg kan mærke, at noget er vigtigt, uden præcist at vide, hvordan det føles. Så er der i første omgang bare det, den anden har fortalt. Måske er det ikke så lidt.

Når jeg oversætter tekster, møder jeg denne forskel i en mere bogstavelig form. En sætning kan være korrekt oversat og alligevel få en anden bevægelse. En vending, der lyder henkastet på tysk, bliver måske tydeligere på engelsk. Et ord passer næsten, men trækker sætningen lidt længere i en retning, end jeg ønsker. Så hjælper det ikke altid at lægge sig tættere op ad originalen ord for ord. Nogle gange må en sætning ændre sig, for at noget af den kan bevares på det andet sprog. Det oplever jeg ikke automatisk som et tab. De to versioner behøver ikke at være helt ens. Måske er det nok, at de stadig hører sammen på de afgørende steder.

Når jeg maler, bliver det mindre bogstaveligt for mig. Jeg går ikke ind i skoven for senere at overføre den til et billede. Jeg kan se noget der, som bliver ved med at optage mig. En tæthed mellem grene. En bevægelse. Et sted, hvor lyset næsten ikke når jorden.

Senere står jeg foran et ark papir. Måske er der ikke længere noget af denne skov, man kan genkende.
Intet træ.
Ingen blade.
Ingen sti.
Og alligevel kan erfaringen have noget med værket at gøre. Måske lader jeg en flade være, hvor jeg ellers kunne have arbejdet videre, eller fører et redskab anderledes hen over papiret. Eller måske ændrer kun det øjeblik sig, hvor jeg beslutter ikke at tilføje mere.

Bagefter kunne jeg forsøge at skabe en præcis forbindelse. Denne linje kommer fra den gren. Denne mørke flade fra løvtaget. Dette hvide fra lyset imellem. Men ofte er forbindelsen ikke så entydig. Noget kan ændre mit arbejde uden senere at optræde som et selvstændigt element i det.

Hvis jeg absolut ville omsætte en iagttagelse til en billedlig pendant, måtte jeg på et tidspunkt fastlægge, hvad der var afgørende for mig ved den: formen, bevægelsen eller lyset. Men nogle gange ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle skille ud af den. Måske var duften og lyset lige så meget en del af det som et minde, der pludselig dukkede op – og noget, jeg slet ikke satte ord på. Måske er det nok, at det i en periode ændrede, hvad jeg var opmærksom på. En erfaring kan finde vej ind i et værk uden senere at kunne genkendes i det.

Noget behøver ikke at blive til noget andet for at kunne bestå. Senere ved jeg måske ikke længere, om en bestemt bevægelse stammer fra en iagttagelse i skoven, fra noget, jeg har læst, eller blot fra det, der skete på papiret i det øjeblik. Jeg kunne forsøge at rekonstruere oprindelsen. Det hjælper mig som regel ikke meget. Mere interessant er det, at noget kan blive tilbage uden at bevare sin oprindelige form. På papiret kan det ikke længere spores entydigt tilbage. Noget kom med. Nogle gange ved jeg ikke mere end det.

In the forest, the light changes after only a few steps. The canopy closes above me. Beneath it, the green grows darker. The ground smells damp. In one place the air smells of wood; somewhere else there is an earthy smell I cannot name more precisely.

Almost at once, something feels familiar. A smell reminds me of another forest. The light between the leaves reminds me of a path I used to walk often. A certain density in the green reminds me of a place whose name I could not have given straight away. I am here, and at the same time other places surface. It happens so quickly that I usually barely notice it.

Perhaps I always enter a new place carrying memories of other places with me. I compare. I recognise something. It helps me find my bearings. The smell reminds me of another forest. And yet it belongs to this one. The light, too, seems familiar. And yet it is falling here, through these leaves. Perhaps I notice this difference precisely because similarity is so useful. As soon as I can say, “This is like …”, something comes closer. A new place gains a point of reference. Something I do not yet know becomes connected to something familiar. Sometimes that is exactly what I need.

But I could also walk through a forest and find almost nothing but things that remind me of something else. Then I would have recognised a great deal. And perhaps still have seen very little of this place. The memories really are part of my perception. But they belong to me. Perhaps something similar happens in comparisons like these and in translation. Something new is brought close to what I already know.

I notice this especially in conversations. Someone tells me about something that happened to them, and while they are still speaking, a memory of my own may surface. I know what that is like. Something similar happened to me once. That can be a good thing to say. Perhaps what I mean is: I can understand some of it. You are not entirely alone in this. A memory of my own can create a sense of closeness. But it does not mean that I have experienced the same thing. Perhaps two experiences overlap at only one point. Perhaps the very thing that was incidental to me was decisive for the other person. Then “I know what that is like” can claim more than I actually know.

There are experiences I can understand to some extent without having anything comparable in my own life. I can ask and listen. I can recognise that something matters without knowing exactly what it feels like. Then, for the moment, what remains is simply what the other person has told me. Perhaps that is not so little after all.

When translating texts, I encounter this difference in a more literal way. A sentence can be translated correctly and still acquire a different movement. A phrase that sounds casual in German may become more explicit in English. A word almost fits, yet pulls the sentence a little further in one direction than I want. Then it does not always help to follow the original more closely, word by word. Sometimes a sentence has to change so that something of it can remain in the other language. I do not automatically experience that as a loss. The two versions do not have to match exactly. Perhaps it is enough if they still belong together at the points that matter.

In painting, this becomes less literal for me. I do not go into the forest in order to translate it into an image later. I may see something there that stays with me. A density between branches. A movement. A place where the light barely reaches the ground.

Later I stand in front of a sheet of paper. Perhaps nothing of that forest is recognisable anymore.
No tree.
No leaves.
No path.
And yet the experience may have something to do with the work. Perhaps I leave an area alone where I might otherwise have worked on it, or move a tool differently across the paper. Or perhaps only the moment changes at which I decide not to add anything more.

Afterwards, I could try to establish a precise connection. This line comes from that branch. This dark area from the canopy. This white from the light between them. But the connection is often not that clear-cut. Something can change my work without later appearing in it as an element of its own.

If I insisted on turning an observation into a visual equivalent, at some point I would have to decide what was essential to me about it: the form, the movement, or the light. But sometimes I do not even know what I would separate out from it. Perhaps the smell and the light belonged to it just as much as a memory that suddenly surfaced – and something I never named at all. Perhaps it is enough that it shifted my attention for a while. An experience can find its way into a work without later being recognisable in it.

Something does not have to become something else in order to remain. Later, I may no longer know whether a particular movement came from an observation in the forest, from something I had read, or simply from what was happening on the paper at that moment. I could try to reconstruct its origin. Most of the time, that does not help me much. More interesting is that something can remain without retaining its original form. On the paper, it can no longer be traced back unambiguously. Something came with me. Sometimes that is all I know.

Im Wald verändert sich nach wenigen Schritten das Licht.
Über mir schließt sich das Blätterdach. Darunter wird das Grün dunkler. Der Boden riecht feucht. An einer Stelle liegt der Geruch von Holz in der Luft, an einer anderen etwas Erdiges, das ich nicht genauer benennen kann.

Fast sofort ist da etwas Vertrautes.
Ein Geruch erinnert mich an einen anderen Wald. Das Licht zwischen den Blättern an einen Weg, den ich früher oft gegangen bin. Eine bestimmte Dichte im Grün an einen Ort, dessen Namen ich nicht sofort hätte nennen können. Ich bin hier, und gleichzeitig tauchen andere Orte auf. Das geschieht so schnell, dass ich es meistens kaum bemerke.

Vielleicht betrete ich einen neuen Ort immer auch mit Erinnerungen an andere Orte. Ich vergleiche. Ich erkenne etwas wieder. Das hilft mir, mich zu orientieren. Der Geruch erinnert mich an einen anderen Wald. Trotzdem gehört er zu diesem hier. Auch das Licht kommt mir bekannt vor. Es fällt trotzdem hier durch diese Blätter. Vielleicht fällt mir dieser Unterschied gerade deshalb auf, weil Ähnlichkeit so hilfreich ist. Sobald ich sagen kann: „Das ist wie …“, rückt etwas näher. Ein neuer Ort bekommt einen Bezugspunkt. Etwas, das ich noch nicht kenne, verbindet sich mit etwas, das mir vertraut ist. Manchmal ist das genau das, was ich brauche.

Aber ich könnte auch durch einen Wald gehen und fast nur Dinge finden, die mich an etwas anderes erinnern. Dann hätte ich viel erkannt. Und vielleicht trotzdem wenig von diesem Ort gesehen. Die Erinnerungen gehören tatsächlich zu meiner Wahrnehmung. Aber sie gehören zu mir. Vielleicht geschieht bei solchen Vergleichen etwas Ähnliches wie beim Übersetzen. Etwas Neues rückt in die Nähe dessen, was ich bereits kenne.

Ich merke das besonders in Gesprächen.
Jemand erzählt von etwas, das ihm passiert ist, und noch während er spricht, taucht bei mir vielleicht eine eigene Erinnerung auf. Ich kenne das. Mir ist einmal etwas Ähnliches passiert. Das kann ein guter Satz sein. Vielleicht möchte ich damit sagen: Ich kann etwas davon nachvollziehen. Du bist damit nicht ganz allein. Eine eigene Erinnerung kann Nähe schaffen. Aber sie sagt noch nicht, dass ich dasselbe erlebt habe. Vielleicht überschneiden sich zwei Erfahrungen nur an einer Stelle. Vielleicht war genau das, was für mich nebensächlich war, für den anderen entscheidend. Dann kann „Das kenne ich“ mehr behaupten, als ich eigentlich weiß.

Es gibt Erfahrungen, bei denen ich etwas nachvollziehen kann, ohne dafür ein Gegenstück in meinem eigenen Leben zu haben. Ich kann fragen und zuhören. Ich kann merken, dass etwas wichtig ist, ohne genau zu wissen, wie es sich anfühlt. Dann bleibt zunächst einfach das, was der andere erzählt hat. Vielleicht ist das gar nicht so wenig.

Beim Übersetzen von Texten begegnet mir dieser Unterschied auf eine wörtlichere Weise. Ein Satz kann korrekt übersetzt sein und trotzdem eine andere Bewegung bekommen. Eine Wendung, die im Deutschen beiläufig klingt, wird im Englischen vielleicht deutlicher. Ein Wort passt fast, zieht den Satz aber etwas weiter in eine Richtung, als ich möchte.

Dann hilft es nicht immer, Wort für Wort näher an die Ausgangsfassung zu rücken. Manchmal muss sich ein Satz verändern, damit in der anderen Sprache etwas von ihm erhalten bleibt. Das empfinde ich nicht automatisch als Verlust. Die beiden Fassungen müssen nicht deckungsgleich sein. Vielleicht reicht es, wenn sie an entscheidenden Stellen noch zueinander gehören.

Beim Malen wird das für mich weniger wörtlich. Ich gehe nicht in den Wald, um ihn später in ein Bild zu übertragen. Ich kann dort etwas sehen, das mich beschäftigt. Eine Dichte zwischen Zweigen. Eine Bewegung. Eine Stelle, an der das Licht kaum auf den Boden kommt.

Später stehe ich vor einem Blatt.
Vielleicht ist von diesem Wald nichts mehr zu erkennen.
Kein Baum.
Keine Blätter.
Kein Weg.
Und trotzdem kann die Erfahrung etwas mit der Arbeit zu tun haben. Vielleicht lasse ich eine Fläche anders stehen oder bewege ein Werkzeug anders über das Papier. Oder es verändert sich nur der Moment, in dem ich entscheide, nichts mehr hinzuzufügen.

Ich könnte nachträglich versuchen, eine genaue Verbindung herzustellen. Diese Linie kommt von jenem Ast. Diese dunkle Fläche vom Blätterdach. Dieses Weiß von dem Licht dazwischen. Aber so eindeutig verläuft es oft nicht. Etwas kann meine Arbeit verändern, ohne später als eigenes Element darin aufzutauchen.

Wenn ich eine Beobachtung unbedingt in eine bildliche Entsprechung verwandeln wollte, müsste ich irgendwann festlegen, was daran für mich entscheidend war: die Form, die Bewegung oder das Licht.

Aber manchmal weiß ich gar nicht, was ich daraus herauslösen sollte. Vielleicht gehörten der Geruch und das Licht ebenso dazu wie eine Erinnerung, die plötzlich auftauchte – und etwas, das ich gar nicht benannt habe. Vielleicht reicht es, dass es meine Aufmerksamkeit für eine Weile verändert hat.

Eine Erfahrung kann in eine Arbeit eingehen, ohne darin später wiedererkennbar zu sein. Etwas muss nicht zu etwas anderem werden, damit es bleiben kann.

Später weiß ich vielleicht nicht mehr, ob eine bestimmte Bewegung aus einer Beobachtung im Wald stammt, aus etwas Gelesenem oder einfach aus dem, was in diesem Moment auf dem Papier passiert ist. Ich könnte versuchen, den Ursprung zu rekonstruieren. Meist hilft mir das nicht viel. Interessanter ist, dass etwas geblieben sein kann, ohne seine ursprüngliche Form zu behalten. Auf dem Blatt lässt es sich nicht mehr eindeutig zurückverfolgen.
Etwas ist mitgekommen.
Mehr weiß ich manchmal nicht.

Manchmal bleibe ich beim Eintragen einer neuen Arbeit in mein Werkarchiv an einer Kleinigkeit hängen. Werknummer, Titel und Jahr sind schnell erfasst, auch die Maße bereiten normalerweise keine Schwierigkeiten. Bei der Materialangabe überlege ich dagegen gelegentlich länger. Reicht „Tusche auf Papier“, oder sollte ich die genaue Papiersorte festhalten? Muss ich vermerken, dass ein Blatt nachträglich um wenige Millimeter beschnitten wurde? Es sind unscheinbare Fragen, aber ich möchte später nicht jedes Bild hervorholen müssen, um solche Einzelheiten nachzusehen.

Für eine Rahmung brauche ich verlässliche Maße. Wenn ich herausfinden möchte, welche Werke auf einem bestimmten Papier entstanden sind, hilft mir dessen Bezeichnung. Die Nummer wiederum erleichtert die eindeutige Zuordnung. Viel mehr verlange ich zunächst nicht von meinem Archiv. Trotzdem verbringe ich mitunter erstaunlich viel Zeit damit, die Einträge einheitlich zu halten.

Dabei kann das betreffende Blatt noch neben meinem Rechner liegen. Ich sehe, wo die Tusche unterschiedlich tief in die Fasern eingezogen ist, wie sich eine Form während des Arbeitens verändert hat oder wo zwei Flächen anders aufeinandertreffen als ursprünglich beabsichtigt. Von solchen Dingen erzählt die Tabellenzeile nichts. Wenn ich später nach einem bestimmten Werk suche, genügt mir die knappe Beschreibung. Sobald ich es vor mir habe, interessieren mich wieder ganz andere Einzelheiten.

Aus meinem Geographiestudium kenne ich dieses Verhältnis zwischen Genauigkeit und Auswahl. Auch eine Karte zeigt nur einen Teil dessen, was an einem Ort vorhanden ist. Wege und Gewässer erscheinen als Linien, Geländeformen lassen sich an Höhenlinien erkennen. Ein einzelner Baum an einer Abzweigung kann fehlen, obwohl er vor Ort ein auffälliger Orientierungspunkt ist. Ebenso wenig erfahre ich unbedingt, wie sich ein Weg unter meinen Füßen anfühlt oder ob ich einen Bach schon höre, bevor ich ihn sehe. Solche Dinge können unterwegs wichtig werden, ohne dass die Darstellung deshalb ungenau wäre.

Während des Studiums habe ich mich ausführlicher damit beschäftigt, wie Karten entstehen: welche Einzelheiten bei einem bestimmten Maßstab noch erkennbar sind, welche Zeichen verwendet werden und wie stark man räumliche Verhältnisse vereinfachen muss. Besonders die Höhenlinien sind mir in Erinnerung geblieben. Sie erscheinen auf dem Papier so selbstverständlich, dass man leicht vergisst, wie künstlich ihre Form eigentlich ist. Im Gelände gibt es keine Striche, die einen Hang in regelmäßigen Höhenabständen durchziehen. Die Höhenunterschiede sind vorhanden, die Linien gehören zur Karte.

Mit meinem Werkarchiv geht es mir ähnlich. Die Spalten sind vorhanden, ich fülle sie aus und finde meistens, wonach ich suche. Warum ich ausgerechnet diese Kategorien gewählt habe, frage ich mich selten. Dabei hätte ich vieles anders einteilen können. Materialien ließen sich genauer unterscheiden, Angaben zur Entstehung ergänzen oder verschiedene Papierarten gesondert erfassen. Für manche Fragen wäre das hilfreich, für andere würde es die Suche nur umständlicher machen.

Erst bei einer ungewöhnlichen Arbeit fällt mir auf, was die vorhandene Ordnung nicht berücksichtigt. Eine Materialkombination lässt sich schlecht in einem kurzen Eintrag zusammenfassen, oder ich möchte eine Besonderheit festhalten, für die keine passende Spalte vorgesehen ist. Manchmal ergänze ich eine Kategorie. Meistens lasse ich die Ordnung, wie sie ist.

Allerdings weiß ich nicht, was mich in einigen Jahren interessieren wird. Vielleicht möchte ich dann nachvollziehen, wie sich meine Verwendung bestimmter Materialien verändert hat, oder ich beschäftige mich mit einer Werkgruppe, deren Gemeinsamkeiten mir heute noch nicht auffallen. Was bereits erfasst ist, kann ich leicht vergleichen. Bei allem anderen muss ich die Blätter erneut ansehen und hoffen, dass sich die gesuchten Einzelheiten noch feststellen lassen.

Gelegentlich frage ich mich, wie sehr die vorhandenen Kategorien auch meine Suche beeinflussen. Wenn ich die Werke nach Papierarten sortieren kann, fallen mir möglicherweise Zusammenhänge auf, die ich sonst übersehen hätte. Andere Gemeinsamkeiten lassen sich nicht so einfach finden. Sie ergeben sich vielleicht erst, wenn mehrere Blätter nebeneinanderliegen.

Neben den festen Angaben gibt es in meinem Archiv eine Spalte, die einfach „Notizen“ heißt. Bei vielen Arbeiten bleibt sie leer. In anderen Fällen halte ich dort etwas zur Entstehung fest, eine Besonderheit des Papiers oder einen kurzen Hinweis, den ich keiner anderen Kategorie zuordnen konnte. Die Einträge sind unterschiedlich ausführlich und lassen sich kaum miteinander vergleichen.

Ich habe schon überlegt, diese Bemerkungen genauer zu ordnen. Bisher ist es bei dem freien Feld geblieben. Manchmal finde ich darin eine Notiz wieder, an die ich längst nicht mehr gedacht hatte.

On Visibility and the Gaze of Others

I have an image in front of me, and at some point I realise that I do not want to add anything more, so I put it aside.

Maybe it leans against a wall for a few days. Maybe it disappears among other works.

During that time, hardly anyone knows it exists.

Sometimes no one but me.

Still, it does not feel unfinished to me.

The ink has dried. The decisions have been made.

Something that was previously only a possibility is now actually there.

And yet something changes as soon as another person stands in front of it.

Not on the paper.

But around the image.

Someone stops at a part I barely noticed.

Maybe they ask about the title.

Maybe they say nothing at all.

From that moment on, someone else knows about the work.

That cannot be undone.

I am therefore less interested in whether an image needs a viewer.

The question has become more complicated for me.

What was already there before someone else saw it?

And what only comes with that gaze?

Before Anyone Knows About It

When a work is finished, I know many things that no one else can later see.

I know what the paper looked like before. I remember the first mark and sometimes even the point where I almost stopped.

This knowledge is not hidden in the image.

It simply belongs to how it came into being.

Another person does not know this path.

They encounter only what is now in front of them.

Perhaps this is one of the reasons why showing a work can seem as natural as a next step.

With some images, once they are finished, the question of when I will show them arises almost automatically.

Not necessarily because I need approval.

More as if showing them belonged to the natural continuation of what began in the studio.

Perhaps sometimes it does.

But “afterwards” is not the same as “in order for it to become complete.”

A piece of music makes this difference especially clear to me.

Someone can play alone. The last note ends. No one listened.

The fact that no one was there does not change the fact that it was played.

With an image, it is similar and at the same time more difficult.

Because an image remains.

Someone can still encounter it later.

Another Person’s Gaze

With this encounter, something new actually comes into being.

A work that stands quietly among others in the studio can have a different effect in an exhibition space. Someone sees a connection I did not see, or asks a question that would never have occurred to me.

From then on, there is an encounter that did not exist before.

If no one else has seen the work, these traces of another person’s perception are not there.

Perhaps that is one reason why visibility can so easily be confused with value.

What is seen produces reactions.

What gets no reaction can quickly seem as if there was less there.

But at first, this only says something about who knew about it.

Not about what happened.

I notice this difference too in works that remain in the archive for a long time.

Not every one of them is meant to stay there.

Some I want to show, or see again one day in another context.

But that does not make the time before that empty.

The work is already there.

My Own Gaze

Of course my works have a witness.

Me.

That sounds almost too obvious.

I was there.

I saw the work come into being.

Why does another person’s gaze still feel different?

Perhaps because my own gaze is never entirely separate from the act of making it.

I know the decisions. I know which part could have been different. I see not only the image, but also some of what came before.

Another person is not given this history along with it.

Their gaze begins later.

Perhaps that is precisely why it sometimes feels like confirmation.

Something that until then existed only within my own circle moves beyond it.

But I do not quite like the word “confirmation” either.

It sounds as if the work had been waiting for a judgement.

It does not have to.

Perhaps the difference lies elsewhere.

My own gaze belongs to the making of the work.

Another person’s gaze opens a relationship that was not there before.

When Something Becomes Visible

I want other people to encounter my works.

That is precisely why I am interested in what happens in the moment when they leave their own space.

An image that is exhibited or passed on enters contexts that I cannot fully determine.

In an exhibition, it stands beside other works. Perhaps later someone lives with it and connects something with it that had nothing to do with how it came into being.

This relationship only arises then.

Before that, it was not there.

But that does not mean the image itself was missing before.

This is a small difference, and perhaps that is exactly why it stays with me.

A work can gain something through another person’s gaze that I cannot give it myself.

It can also remain unshown for a while.

Unshown and incomplete are not the same thing.

When No One Is Looking

When I put a finished work aside, I do not always know who will see it later.

That remains open.

What is not open is the moment when I stopped.

At some point, the final mark was made.

After that, many things can happen.

Another person may see something in it that I missed.

The work may be given a new place or become connected with a memory that is not mine.

Perhaps that is why I do not always want to show a finished work immediately.

Not to hide it.

More to avoid forgetting this difference.

Someone else can come later.

That changes something.

But it is not the beginning.

Om synlighed og andres blik

Jeg har et billede foran mig, og på et tidspunkt mærker jeg, at jeg ikke vil tilføje mere, så jeg stiller det til side.

Måske står det lænet op ad en væg i nogle dage. Måske forsvinder det mellem andre værker.

I den tid er der næsten ingen, der ved, at det findes.

Nogle gange ingen andre end mig.

Alligevel oplever jeg det ikke som ufærdigt.

Tuschen er tørret. Beslutningerne er truffet.

Noget, der før kun var en mulighed, er nu faktisk til stede.

Og alligevel ændrer noget sig, så snart et andet menneske står foran det.

Ikke på papiret.

Men omkring billedet.

Nogen hæfter sig ved et sted, som jeg næsten ikke havde lagt mærke til.

Måske spørger de til titlen.

Måske siger de slet ingenting.

Fra det øjeblik ved en anden, at værket findes.

Det kan ikke gøres ugjort.

Derfor er jeg mindre optaget af, om et billede har brug for en betragter.

For mig er spørgsmålet blevet mere kompliceret.

Hvad var der allerede, før en anden så det?

Og hvad kommer først til med dette blik?

Før nogen ved det

Når et værk er færdigt, ved jeg meget, som ingen andre senere kan se.

Jeg ved, hvordan papiret så ud før. Jeg husker det første spor og nogle gange også, hvor jeg næsten var stoppet.

Denne viden er ikke skjult i billedet.

Den hører bare til dets tilblivelse.

En anden kender ikke denne vej, men møder kun det, der nu er foran sig.

Måske er det en af grundene til, at det at vise et værk kan virke så selvfølgeligt som et næste skridt.

Når nogle billeder er færdige, opstår spørgsmålet om, hvornår jeg vil vise dem, næsten automatisk.

Ikke nødvendigvis fordi jeg har brug for andres accept.

Mere som om det at vise dem hørte til den naturlige fortsættelse af det, der begyndte i atelieret.

Måske gør det nogle gange også.

Men “bagefter” er ikke det samme som “for at det bliver fuldstændigt”.

Et musikstykke gør denne forskel særligt tydelig for mig.

Man kan spille alene. Den sidste tone slutter. Ingen har lyttet.

At ingen var der, ændrer ikke på, at det blev spillet.

Med et billede er det på samme måde og samtidig sværere.

For et billede bliver tilbage.

Det kan stadig møde nogen senere.

En andens blik

Med dette møde opstår der faktisk noget nyt.

Et værk, der står stille mellem andre i atelieret, kan virke anderledes i et udstillingsrum. Nogen ser en forbindelse, jeg ikke har set, eller stiller et spørgsmål, jeg aldrig selv ville være kommet på.

Fra da af er der et møde, som ikke var der før.

Hvis ingen andre har set værket, er disse spor af en andens blik ikke der.

Måske er det en af grundene til, at synlighed så let kan forveksles med værdi.

Det, der bliver set, skaber reaktioner.

Det, der ikke får nogen reaktion, kan hurtigt komme til at virke, som om der var mindre dér.

Men det siger i første omgang kun noget om, hvem der vidste om det.

Ikke om, hvad der skete.

Jeg lægger også mærke til denne forskel ved værker, der bliver længe i arkivet.

Ikke alle skal blive der.

Nogle vil jeg gerne vise eller på et tidspunkt se igen i en anden sammenhæng.

Men derfor er tiden før ikke tom.

Værket er allerede der.

Mit eget blik

Selvfølgelig har mine værker et vidne.

Mig.

Det lyder næsten for indlysende.

Jeg var der.

Jeg så værket blive til.

Hvorfor føles en andens blik alligevel anderledes?

Måske fordi mit eget blik aldrig er helt adskilt fra handlingen.

Jeg kender beslutningerne. Jeg ved, hvor noget kunne være blevet anderledes. Jeg ser ikke kun billedet, men også noget af det, der gik forud.

En anden får ikke denne forhistorie med.

Den andens blik begynder senere.

Måske føles det netop derfor nogle gange som en bekræftelse.

Noget, der indtil da kun fandtes i min egen kreds, træder ud.

Men ordet “bekræftelse” bryder jeg mig heller ikke helt om.

Det lyder, som om værket indtil da havde ventet på en dom.

Det behøver det ikke.

Måske ligger forskellen et andet sted.

Mit eget blik hører til værkets tilblivelse.

En andens blik åbner en relation, der ikke var der før.

Når noget bliver synligt

Jeg vil gerne have, at mine værker møder andre.

Netop derfor interesserer det mig, hvad der sker i det øjeblik, de forlader deres eget rum.

Et billede, der bliver udstillet eller givet videre, kommer ind i sammenhænge, som jeg ikke helt kan bestemme.

På en udstilling står det ved siden af andre værker. Måske lever nogen senere med det og forbinder noget med det, som intet havde med dets tilblivelse at gøre.

Denne relation opstår først da.

Før var den der ikke.

Men derfor manglede selve billedet ikke før.

Det er en lille forskel, og måske optager den mig netop derfor.

Et værk kan gennem en andens blik få noget, som jeg ikke selv kan give det.

Det kan også forblive uden at blive vist i et stykke tid.

At et værk ikke er vist, er ikke det samme som, at det er ufuldstændigt.

Når ingen ser

Når jeg stiller et færdigt værk til side, ved jeg ikke altid, hvem der senere vil se det.

Det står åbent.

Det, der ikke står åbent, er det øjeblik, hvor jeg stoppede.

På et tidspunkt var det sidste spor sat.

Derefter kan meget ske.

En anden kan se noget i det, som jeg overså.

Værket kan få et nyt sted eller blive forbundet med et minde, der ikke er mit.

Måske vil jeg derfor ikke altid vise et færdigt værk med det samme.

Ikke for at skjule det.

Snarere for ikke at glemme denne forskel.

En anden kan komme til senere.

Det ændrer noget.

Men det er ikke begyndelsen.

Von Sichtbarkeit und dem Blick der anderen

Ich habe ein Bild vor mir, merke irgendwann, dass ich nichts mehr hinzufügen möchte, und stelle es zur Seite.

Vielleicht lehnt es für einige Tage an einer Wand. Vielleicht verschwindet es zwischen anderen Arbeiten.

In dieser Zeit weiß kaum jemand, dass es existiert.

Manchmal niemand außer mir.

Trotzdem empfinde ich es nicht als unfertig.

Die Tusche ist getrocknet. Die Entscheidungen sind getroffen. Etwas, das vorher nur eine Möglichkeit war, ist nun tatsächlich vorhanden.

Und doch verändert sich etwas, sobald ein anderer Mensch davorsteht.

Nicht am Papier.

Aber um das Bild herum.

Jemand bleibt an einer Stelle hängen, die ich kaum beachtet hatte. Vielleicht fragt er nach dem Titel. Vielleicht sagt er gar nichts.

Von diesem Moment an weiß jemand anderes von der Arbeit.

Das lässt sich nicht wieder ungeschehen machen.

Mich beschäftigt deshalb weniger, ob ein Bild einen Betrachter braucht. Die Frage ist für mich komplizierter geworden.

Was war schon da, bevor jemand anderes es gesehen hat?

Und was kommt erst mit diesem Blick hinzu?

Bevor jemand davon weiß

Bei einer fertigen Arbeit kenne ich vieles, was später niemand sehen kann.

Ich weiß, wie das Papier vorher aussah. Ich erinnere mich an die erste Spur und manchmal noch daran, an welcher Stelle ich beinahe aufgehört hätte.

Dieses Wissen ist nicht im Bild versteckt.

Es gehört einfach zu seiner Entstehung.

Ein anderer Mensch kennt diesen Weg nicht.

Er begegnet nur dem, was jetzt vor ihm ist.

Vielleicht ist das einer der Gründe, warum das Zeigen einer Arbeit so selbstverständlich wie ein nächster Schritt wirken kann.

Bei manchen Bildern entsteht nach dem Fertigstellen fast automatisch die Frage, wann ich sie zeigen werde.

Nicht unbedingt, weil ich Zustimmung brauche.

Eher, als gehörte das Zeigen zur natürlichen Fortsetzung dessen, was im Atelier begonnen hat.

Vielleicht tut es das manchmal auch.

Aber „danach“ ist nicht dasselbe wie „damit es vollständig wird“.

Ein Musikstück macht diesen Unterschied für mich besonders deutlich.

Jemand kann allein spielen. Der letzte Ton endet. Niemand hat zugehört.

Dass niemand dabei war, ändert nichts daran, dass es gespielt wurde.

Bei einem Bild ist es ähnlich und gleichzeitig schwieriger.

Denn ein Bild bleibt.

Es kann später noch jemandem begegnen.

Der Blick eines anderen

Mit dieser Begegnung entsteht tatsächlich etwas Neues.

Eine Arbeit, die im Atelier still zwischen anderen steht, kann in einem Ausstellungsraum anders wirken. Jemand sieht eine Verbindung, die ich nicht gesehen habe, oder stellt eine Frage, auf die ich selbst nie gekommen wäre.

Von da an gibt es eine Begegnung, die vorher nicht existierte.

Wo niemand anderes die Arbeit gesehen hat, fehlen diese Spuren fremder Wahrnehmung.

Vielleicht liegt darin ein Grund, weshalb Sichtbarkeit so leicht mit Wert verwechselt werden kann.

Was gesehen wird, erzeugt Reaktionen.

Was keine Reaktion bekommt, kann schnell so wirken, als sei dort weniger gewesen.

Dabei sagt das zunächst nur etwas darüber, wer davon wusste.

Nicht darüber, was geschehen ist.

Ich merke diesen Unterschied auch bei Arbeiten, die lange im Archiv bleiben.

Nicht jede davon soll dort bleiben. Manche möchte ich zeigen oder irgendwann in einem anderen Zusammenhang wiedersehen.

Aber deshalb ist die Zeit davor nicht leer.

Die Arbeit ist bereits da.

Der eigene Blick

Natürlich gibt es bei meinen Arbeiten einen Zeugen.

Mich.

Das klingt fast zu offensichtlich.

Ich war da.

Ich habe die Arbeit entstehen sehen.

Warum fühlt sich der Blick eines anderen trotzdem anders an?

Vielleicht, weil mein eigener Blick nie ganz von der Handlung getrennt ist.

Ich kenne die Entscheidungen. Ich weiß, welche Stelle anders hätte werden können. Ich sehe nicht nur das Bild, sondern auch einiges von dem, was davor lag.

Ein anderer Mensch bekommt diese Vorgeschichte nicht mitgeliefert.

Sein Blick beginnt später.

Vielleicht wirkt er gerade deshalb manchmal wie eine Bestätigung.

Etwas, das bisher nur in meinem eigenen Kreis existierte, tritt hinaus.

Aber auch das Wort „Bestätigung“ gefällt mir nicht ganz.

Es klingt, als hätte die Arbeit vorher auf ein Urteil gewartet.

Das muss sie nicht.

Vielleicht liegt der Unterschied woanders.

Der eigene Blick gehört zur Entstehung.

Der fremde Blick eröffnet eine Beziehung, die vorher nicht da war.

Wenn etwas sichtbar wird

Ich möchte, dass meine Arbeiten anderen begegnen.

Gerade deshalb interessiert mich, was in dem Moment geschieht, in dem sie den eigenen Raum verlassen.

Ein Bild, das ausgestellt oder weitergegeben wird, gerät in Zusammenhänge, die ich nicht vollständig bestimmen kann.

In einer Ausstellung steht es neben anderen Arbeiten. Vielleicht lebt später jemand damit und verbindet etwas damit, das mit seiner Entstehung nichts zu tun hatte.

Diese Beziehung entsteht erst dann.

Vorher war sie nicht da.

Aber vorher fehlte deshalb nicht das Bild.

Das ist ein kleiner Unterschied, und vielleicht beschäftigt er mich gerade deshalb.

Eine Arbeit kann durch einen fremden Blick etwas bekommen, das ich ihr selbst nicht geben kann.

Sie kann auch eine Zeitlang ungezeigt bleiben.

Ungezeigt und unvollständig sind nicht dasselbe.

Wenn niemand hinsieht

Wenn ich eine fertige Arbeit zur Seite stelle, weiß ich nicht immer, wer sie später sehen wird.

Das ist offen.

Was nicht offen ist, ist der Moment, an dem ich aufgehört habe.

Irgendwann war die letzte Spur gesetzt.

Danach kann vieles geschehen.

Ein anderer Mensch kann etwas darin sehen, das mir entgangen ist. Die Arbeit kann einen neuen Ort bekommen oder mit einer Erinnerung verbunden werden, die nicht meine ist.

Vielleicht möchte ich eine fertige Arbeit deshalb nicht immer sofort zeigen.

Nicht, um sie zu verbergen.

Eher um diesen Unterschied nicht zu vergessen.

Jemand anderes kann später hinzukommen.

Das verändert etwas.

Aber es ist nicht der Anfang.

On a Branch, Moss, and the Way We See What Is Useful

Today in the forest, I picked up a branch.

It was already lying on the ground. I had not broken it from the tree, and at first there seemed to be no reason not to take it with me.

I did not want to collect it or keep it at home.

I wanted to paint with it.

The broken tip, the rough fibres, perhaps a place where the wood might catch as I dragged it across the paper – I imagined what kind of mark might come from it. A branch like this cannot be guided like a brush. It takes up ink unevenly, scratches across the paper, skips, or leaves something where you do not expect it.

For a moment, I was already seeing it as a tool.

Then I saw the moss.

It had spread across a large part of the wood. I held the branch in my hand for a little longer and finally put it back on the forest floor.

Not because I suddenly knew that this particular branch was indispensable in this particular place.

I did not know that.

But my first description was no longer enough.

The branch was not simply lying there.

Something was living on it.

Of course I had seen moss before. I had probably noticed the green on this branch from the beginning as well.

But I had been looking very closely at something else: the tip, the length, the broken parts – at what might be useful to me.

That interests me more than the decision to put the branch back.

Because I had not looked at it superficially.

Quite the opposite.

I had looked at it carefully.

Only my attention had already been shaped by a possible use.

A Tool

When I paint, I sometimes look especially for things that were not meant to be painting tools.

A brush is made for this. Its shape and resistance are suited to bringing paint or ink onto a surface.

A branch is not shaped for this purpose.

Its tip is broken. Fibres stick out. The wood may give under pressure or scratch more strongly than expected. What happens on the paper can only partly be controlled.

That is exactly what interests me about it.

I wanted to use the branch precisely because it does not react like a tool made for this purpose.

And yet, the moment I picked it up, I had already quite clearly turned it into one.

I was looking for something that would resist my control, and still I first saw mainly its possible function for me.

Then there was the moss.

It was simply there.

What I saw in the branch changed nothing about the fact that moss had already been growing on it for some time.

What was just becoming a tool for me had long been a place for other life.

The branch remained interesting to me as a painting tool. But I could no longer see it only in that way.

This moment interests me.

The moment when something lies in front of me and I decide, almost without noticing, what it is.

No Longer Needed

The branch was separated from the tree.

Perhaps that was the most important reason why it first seemed available to me.

I had not broken anything off. The tree would not be harmed if I took it with me. The branch was no longer connected to it.

In my mind, this almost automatically became:

The branch is no longer needed.

Only later did I notice how narrow that sentence really was.

What I meant was:

The tree no longer needs it.

That was all.

The idea that something was “no longer needed” had taken only one relationship into account.

Moss had already spread across the wood. What had once been part of the tree had not simply become a meaningless remnant.

I could not judge what its absence from this particular place would have changed.

But what I had first seen in it was no longer enough.

“Broken off” said something about the branch’s relationship to the tree.

“Available” was something I had added myself.

Since then, I have wondered how often something like this happens.

We rarely encounter things without ideas about what we might do with them. Sometimes the possibility of using something is enough, and it pushes everything else into the background.

That does not have to be wrong.

Still, something strange happened with the branch.

Before I had even decided to take it with me, I had already seen a possible mark on the paper.

In my imagination, it had already become part of an image.

And at first, the moss had not been part of it.

Before the Decision

Perhaps that is exactly why Robin Wall Kimmerer’s Gathering Moss fascinated me so much.

Not only because she writes about mosses that are easily overlooked. While reading, it became clearer to me how much can happen within a small area that is barely noticeable from my height.

What at first looks like nothing more than a green patch on dark wood reveals itself, on closer inspection, as something in its own right.

I cannot claim to see the forest from the perspective of moss.

I cannot do that.

But my perspective does not decide what relationships something is already part of.

I also thought of Kimmerer’s The Serviceberry. What interests me there is less a rule about what may be taken. More the question of what already precedes my taking something.

What do I see – and what do I overlook – when something seems available to me?

And perhaps even more importantly:

What have I already decided while I believe I am merely looking?

With the branch, the answer was quite concrete.

I had looked at its form, its surface, its broken tip.

I had looked closely.

And still, at first, I had mainly seen myself in it:

my hand,

the ink,

the paper,

the possible mark.

Without such ideas, probably none of my works would begin. Something catches my attention because I see a possibility in it.

I do not want to lose that impulse.

Perhaps I simply do not want to give it the last word immediately every time.

When I put the branch back on the ground, hardly anything about the branch itself had changed.

The moss had been there before and was still there afterwards.

At first I had seen a possible painting tool.

Now I also saw a piece of dead wood with moss living on it.

The first way of seeing it was not wrong because of that. But something had been added.

Perhaps next time I do not want to ask immediately whether I can use something.

Or at least not only that.

Sometimes it is enough to delay the decision for a moment.

To leave something where it is for a little longer.

And to decide a little later what it is for.

Om en gren, mos og blikket på det brugbare

I dag samlede jeg en gren op i skoven.

Den lå allerede på jorden. Jeg havde ikke brækket den af træet, og til at begynde med syntes der ikke at være noget i vejen for at tage den med.

Jeg ville ikke samle på den eller have den liggende derhjemme.

Jeg ville male med den.

Den knækkede spids, de ru fibre, måske et sted, hvor træet ville hænge fast, når jeg trak det hen over papiret – jeg forestillede mig, hvilket spor der kunne opstå. En sådan gren kan ikke føres som en pensel. Den optager tusch ujævnt, skraber hen over papiret, springer over eller efterlader noget dér, hvor man ikke venter det.

For et øjeblik så jeg den allerede som et redskab.

Så så jeg mosset.

Det havde bredt sig over en stor del af træet. Jeg holdt grenen i hånden lidt endnu og lagde den til sidst tilbage på skovbunden.

Ikke fordi jeg pludselig vidste, at netop denne gren på netop dette sted var uundværlig.

Det vidste jeg ikke.

Men min første beskrivelse slog ikke længere til.

Grenen lå ikke bare der.

Der levede noget på den.

Selvfølgelig havde jeg også set mos før. Jeg havde formentlig også lagt mærke til det grønne på denne gren fra begyndelsen.

Men jeg havde set meget nøje på noget andet: spidsen, længden, de knækkede steder – på det, der kunne være brugbart for mig.

Det optager mig mere end beslutningen om til sidst at lægge grenen tilbage.

For jeg havde ikke set overfladisk på den.

Tværtimod.

Jeg havde set nøje på den.

Men min opmærksomhed var allerede styret af, hvad den kunne bruges til.

Et redskab

Når jeg maler, leder jeg nogle gange netop efter ting, der ikke er tænkt som maleredskaber.

En pensel er lavet til netop det. Dens form og modstand er tilpasset til at lægge maling eller tusch på en flade.

En gren er ikke formet til dette formål.

Dens spids er knækket. Fibre stikker ud. Træet giver måske efter under tryk eller kradser kraftigere end forventet. Det, der sker på papiret, kan kun delvist kontrolleres.

Det er netop det, der interesserer mig ved den.

Jeg ville bruge grenen netop fordi den ikke reagerer som et redskab, der er lavet til formålet.

Og alligevel havde jeg, i det øjeblik jeg samlede den op, allerede meget tydeligt gjort den til netop det.

Jeg ledte efter noget, der ydede modstand mod min kontrol, og alligevel så jeg først og fremmest grenens mulige funktion for mig.

Så var der mosset.

Det var bare der.

Det, jeg så i grenen, ændrede ikke på, at der for længst voksede mos på den.

Det, der netop kunne blive et redskab for mig, havde længe været et sted for andet liv.

Grenen var stadig interessant for mig som maleredskab. Men jeg kunne ikke længere kun se den sådan.

Det øjeblik interesserer mig.

Det øjeblik, hvor noget ligger foran mig, og jeg næsten umærkeligt afgør, hvad det er.

Ikke længere brug for

Grenen var skilt fra træet.

Måske var det den vigtigste grund til, at den i første omgang forekom mig tilgængelig.

Jeg havde ikke brækket noget af. Træet ville ikke tage skade af, at jeg tog grenen med. Den var ikke længere forbundet med det.

I mit hoved blev det næsten helt af sig selv til:

Der er ikke længere brug for grenen.

Først senere gik det op for mig, hvor snæver den sætning egentlig var.

Jeg mente:

Træet har ikke længere brug for den.

Det var alt.

Forestillingen om, at der “ikke længere var brug for” noget, tog kun højde for én eneste relation.

Men mosset havde for længst bredt sig over træet. Det, der engang havde været en del af træet, var ikke bare blevet til en betydningsløs rest.

Hvad det ville have ændret, hvis grenen ikke lå netop dér, kunne jeg ikke vurdere.

Men det, jeg først havde set i den, slog ikke længere til.

“Brækket af” sagde noget om grenens forhold til træet.

“Tilgængelig” havde jeg selv føjet til.

Siden da har jeg spurgt mig selv, hvor ofte sådan noget sker.

Vi møder sjældent ting uden forestillinger om, hvad vi kunne gøre med dem. Nogle gange er en mulig anvendelse nok til at skubbe alt andet i baggrunden.

Det behøver ikke at være forkert.

Alligevel skete der noget mærkeligt med grenen.

Allerede inden jeg havde besluttet at tage den med, havde jeg set et muligt spor på papiret.

I min forestilling var den allerede blevet en del af et billede.

Og mosset havde til at begynde med ikke været med i det.

Før beslutningen

Måske var det netop derfor, Robin Wall Kimmerers Das Sammeln von Moos fængslede mig så meget.

Ikke kun fordi hun skriver om mosser, som let bliver overset. Mens jeg læste, blev det tydeligere for mig, hvor meget der kan foregå på en lille flade, som næsten ikke falder i øjnene fra min højde.

Det, der først bare ligner en grøn plet på mørkt træ, viser sig ved nærmere betragtning som noget i sig selv.

Jeg kan derfor ikke påstå, at jeg ser skoven fra mossets perspektiv.

Det kan jeg ikke.

Men mit perspektiv afgør heller ikke, hvilke relationer noget allerede indgår i.

Jeg kom også til at tænke på Kimmerers Die Großzügigkeit der Felsenbirne. Det, der interesserer mig dér, er mindre en regel for, hvad man må tage. Snarere spørgsmålet om, hvad der allerede går forud for, at jeg tager noget.

Hvad ser jeg – og hvad overser jeg – når noget virker tilgængeligt for mig?

Og måske endnu vigtigere:

Hvad har jeg allerede besluttet, mens jeg tror, at jeg bare ser?

Med grenen var svaret ganske konkret.

Jeg havde betragtet dens form, dens overflade, dens knækkede spids.

Jeg havde set nøje efter.

Og alligevel havde jeg i første omgang mest set mig selv i den:

min hånd,

tuschen,

papiret,

det mulige spor.

Uden sådanne forestillinger ville jeg formentlig ikke begynde på nogen af mine værker. Noget fanger min opmærksomhed, fordi jeg ser en mulighed i det.

Jeg vil ikke af med den impuls.

Måske vil jeg bare ikke altid give den det sidste ord med det samme.

Da jeg lagde grenen tilbage på jorden, havde næsten intet ved selve grenen ændret sig.

Mosset var der før og også bagefter.

Først havde jeg set et muligt maleredskab.

Nu så jeg også et stykke dødt ved, som mosset levede på.

Det første blik var derfor ikke forkert. Men der var i mellemtiden kommet noget til.

Måske vil jeg derfor næste gang ikke straks spørge, om jeg kan bruge noget.

Eller i hvert fald ikke kun det.

Nogle gange er det nok at udskyde beslutningen et øjeblik.

At lade noget blive liggende lidt længere dér, hvor det er.

Og lidt senere beslutte, hvad det er til for.