Hvad noget er til for

Om en gren, mos og blikket på det brugbare

I dag samlede jeg en gren op i skoven.

Den lå allerede på jorden. Jeg havde ikke brækket den af træet, og til at begynde med syntes der ikke at være noget i vejen for at tage den med.

Jeg ville ikke samle på den eller have den liggende derhjemme.

Jeg ville male med den.

Den knækkede spids, de ru fibre, måske et sted, hvor træet ville hænge fast, når jeg trak det hen over papiret – jeg forestillede mig, hvilket spor der kunne opstå. En sådan gren kan ikke føres som en pensel. Den optager tusch ujævnt, skraber hen over papiret, springer over eller efterlader noget dér, hvor man ikke venter det.

For et øjeblik så jeg den allerede som et redskab.

Så så jeg mosset.

Det havde bredt sig over en stor del af træet. Jeg holdt grenen i hånden lidt endnu og lagde den til sidst tilbage på skovbunden.

Ikke fordi jeg pludselig vidste, at netop denne gren på netop dette sted var uundværlig.

Det vidste jeg ikke.

Men min første beskrivelse slog ikke længere til.

Grenen lå ikke bare der.

Der levede noget på den.

Selvfølgelig havde jeg også set mos før. Jeg havde formentlig også lagt mærke til det grønne på denne gren fra begyndelsen.

Men jeg havde set meget nøje på noget andet: spidsen, længden, de knækkede steder – på det, der kunne være brugbart for mig.

Det optager mig mere end beslutningen om til sidst at lægge grenen tilbage.

For jeg havde ikke set overfladisk på den.

Tværtimod.

Jeg havde set nøje på den.

Men min opmærksomhed var allerede styret af, hvad den kunne bruges til.

Et redskab

Når jeg maler, leder jeg nogle gange netop efter ting, der ikke er tænkt som maleredskaber.

En pensel er lavet til netop det. Dens form og modstand er tilpasset til at lægge maling eller tusch på en flade.

En gren er ikke formet til dette formål.

Dens spids er knækket. Fibre stikker ud. Træet giver måske efter under tryk eller kradser kraftigere end forventet. Det, der sker på papiret, kan kun delvist kontrolleres.

Det er netop det, der interesserer mig ved den.

Jeg ville bruge grenen netop fordi den ikke reagerer som et redskab, der er lavet til formålet.

Og alligevel havde jeg, i det øjeblik jeg samlede den op, allerede meget tydeligt gjort den til netop det.

Jeg ledte efter noget, der ydede modstand mod min kontrol, og alligevel så jeg først og fremmest grenens mulige funktion for mig.

Så var der mosset.

Det var bare der.

Det, jeg så i grenen, ændrede ikke på, at der for længst voksede mos på den.

Det, der netop kunne blive et redskab for mig, havde længe været et sted for andet liv.

Grenen var stadig interessant for mig som maleredskab. Men jeg kunne ikke længere kun se den sådan.

Det øjeblik interesserer mig.

Det øjeblik, hvor noget ligger foran mig, og jeg næsten umærkeligt afgør, hvad det er.

Ikke længere brug for

Grenen var skilt fra træet.

Måske var det den vigtigste grund til, at den i første omgang forekom mig tilgængelig.

Jeg havde ikke brækket noget af. Træet ville ikke tage skade af, at jeg tog grenen med. Den var ikke længere forbundet med det.

I mit hoved blev det næsten helt af sig selv til:

Der er ikke længere brug for grenen.

Først senere gik det op for mig, hvor snæver den sætning egentlig var.

Jeg mente:

Træet har ikke længere brug for den.

Det var alt.

Forestillingen om, at der “ikke længere var brug for” noget, tog kun højde for én eneste relation.

Men mosset havde for længst bredt sig over træet. Det, der engang havde været en del af træet, var ikke bare blevet til en betydningsløs rest.

Hvad det ville have ændret, hvis grenen ikke lå netop dér, kunne jeg ikke vurdere.

Men det, jeg først havde set i den, slog ikke længere til.

“Brækket af” sagde noget om grenens forhold til træet.

“Tilgængelig” havde jeg selv føjet til.

Siden da har jeg spurgt mig selv, hvor ofte sådan noget sker.

Vi møder sjældent ting uden forestillinger om, hvad vi kunne gøre med dem. Nogle gange er en mulig anvendelse nok til at skubbe alt andet i baggrunden.

Det behøver ikke at være forkert.

Alligevel skete der noget mærkeligt med grenen.

Allerede inden jeg havde besluttet at tage den med, havde jeg set et muligt spor på papiret.

I min forestilling var den allerede blevet en del af et billede.

Og mosset havde til at begynde med ikke været med i det.

Før beslutningen

Måske var det netop derfor, Robin Wall Kimmerers Das Sammeln von Moos fængslede mig så meget.

Ikke kun fordi hun skriver om mosser, som let bliver overset. Mens jeg læste, blev det tydeligere for mig, hvor meget der kan foregå på en lille flade, som næsten ikke falder i øjnene fra min højde.

Det, der først bare ligner en grøn plet på mørkt træ, viser sig ved nærmere betragtning som noget i sig selv.

Jeg kan derfor ikke påstå, at jeg ser skoven fra mossets perspektiv.

Det kan jeg ikke.

Men mit perspektiv afgør heller ikke, hvilke relationer noget allerede indgår i.

Jeg kom også til at tænke på Kimmerers Die Großzügigkeit der Felsenbirne. Det, der interesserer mig dér, er mindre en regel for, hvad man må tage. Snarere spørgsmålet om, hvad der allerede går forud for, at jeg tager noget.

Hvad ser jeg – og hvad overser jeg – når noget virker tilgængeligt for mig?

Og måske endnu vigtigere:

Hvad har jeg allerede besluttet, mens jeg tror, at jeg bare ser?

Med grenen var svaret ganske konkret.

Jeg havde betragtet dens form, dens overflade, dens knækkede spids.

Jeg havde set nøje efter.

Og alligevel havde jeg i første omgang mest set mig selv i den:

min hånd,

tuschen,

papiret,

det mulige spor.

Uden sådanne forestillinger ville jeg formentlig ikke begynde på nogen af mine værker. Noget fanger min opmærksomhed, fordi jeg ser en mulighed i det.

Jeg vil ikke af med den impuls.

Måske vil jeg bare ikke altid give den det sidste ord med det samme.

Da jeg lagde grenen tilbage på jorden, havde næsten intet ved selve grenen ændret sig.

Mosset var der før og også bagefter.

Først havde jeg set et muligt maleredskab.

Nu så jeg også et stykke dødt ved, som mosset levede på.

Det første blik var derfor ikke forkert. Men der var i mellemtiden kommet noget til.

Måske vil jeg derfor næste gang ikke straks spørge, om jeg kan bruge noget.

Eller i hvert fald ikke kun det.

Nogle gange er det nok at udskyde beslutningen et øjeblik.

At lade noget blive liggende lidt længere dér, hvor det er.

Og lidt senere beslutte, hvad det er til for.