At lade noget stå uoversat

I skoven ændrer lyset sig efter blot få skridt. Over mig lukker løvtaget sig. Under det bliver det grønne mørkere. Jorden lugter fugtigt. Ét sted ligger duften af træ i luften, et andet sted noget jordagtigt, som jeg ikke kan sætte et mere præcist navn på.

Næsten med det samme er der noget velkendt. En duft minder mig om en anden skov. Lyset mellem bladene minder mig om en sti, jeg tidligere ofte gik ad. En bestemt tæthed i det grønne minder mig om et sted, hvis navn jeg ikke lige ville have kunnet nævne. Jeg er her, og samtidig dukker andre steder op. Det sker så hurtigt, at jeg for det meste knap lægger mærke til det.

Måske kommer jeg altid til et nyt sted med minder om andre steder. Jeg sammenligner. Jeg genkender noget. Det hjælper mig med at orientere mig. Duften minder mig om en anden skov. Alligevel hører den til her. Også lyset virker bekendt. Alligevel falder det her gennem netop disse blade. Måske lægger jeg netop mærke til forskellen, fordi ligheden er så nyttig. Så snart jeg kan sige: »Det er ligesom …«, kommer noget nærmere. Et nyt sted får et holdepunkt. Noget, jeg endnu ikke kender, forbindes med noget, der er velkendt for mig. Nogle gange er det præcis det, jeg har brug for.

Men jeg kunne også gå gennem en skov og næsten kun finde ting, der minder mig om noget andet. Så ville jeg have genkendt meget. Og måske alligevel have set meget lidt af dette sted. Minderne er faktisk en del af det, jeg sanser. Men de tilhører mig. Måske er der noget ved sådanne sammenligninger, der minder om det at oversætte. Noget nyt bringes tættere på det, jeg allerede kender.

Jeg lægger især mærke til det i samtaler. Nogen fortæller om noget, der er sket for dem, og mens de stadig taler, dukker der måske et minde fra mit eget liv op. Det kender jeg. Jeg har engang oplevet noget lignende. Det kan være en god sætning. Måske vil jeg sige: Jeg kan forstå noget af det. Du står ikke helt alene med det. Et minde fra mit eget liv kan skabe nærhed. Men det betyder ikke, at jeg har oplevet det samme. Måske overlapper to erfaringer kun ét sted. Måske var netop det, der var uvæsentligt for mig, afgørende for den anden. Så kan »Det kender jeg« påstå mere, end jeg egentlig ved.

Der findes erfaringer, jeg kan forstå noget af uden at have noget tilsvarende i mit eget liv. Jeg kan spørge og lytte. Jeg kan mærke, at noget er vigtigt, uden præcist at vide, hvordan det føles. Så er der i første omgang bare det, den anden har fortalt. Måske er det ikke så lidt.

Når jeg oversætter tekster, møder jeg denne forskel i en mere bogstavelig form. En sætning kan være korrekt oversat og alligevel få en anden bevægelse. En vending, der lyder henkastet på tysk, bliver måske tydeligere på engelsk. Et ord passer næsten, men trækker sætningen lidt længere i en retning, end jeg ønsker. Så hjælper det ikke altid at lægge sig tættere op ad originalen ord for ord. Nogle gange må en sætning ændre sig, for at noget af den kan bevares på det andet sprog. Det oplever jeg ikke automatisk som et tab. De to versioner behøver ikke at være helt ens. Måske er det nok, at de stadig hører sammen på de afgørende steder.

Når jeg maler, bliver det mindre bogstaveligt for mig. Jeg går ikke ind i skoven for senere at overføre den til et billede. Jeg kan se noget der, som bliver ved med at optage mig. En tæthed mellem grene. En bevægelse. Et sted, hvor lyset næsten ikke når jorden.

Senere står jeg foran et ark papir. Måske er der ikke længere noget af denne skov, man kan genkende.
Intet træ.
Ingen blade.
Ingen sti.
Og alligevel kan erfaringen have noget med værket at gøre. Måske lader jeg en flade være, hvor jeg ellers kunne have arbejdet videre, eller fører et redskab anderledes hen over papiret. Eller måske ændrer kun det øjeblik sig, hvor jeg beslutter ikke at tilføje mere.

Bagefter kunne jeg forsøge at skabe en præcis forbindelse. Denne linje kommer fra den gren. Denne mørke flade fra løvtaget. Dette hvide fra lyset imellem. Men ofte er forbindelsen ikke så entydig. Noget kan ændre mit arbejde uden senere at optræde som et selvstændigt element i det.

Hvis jeg absolut ville omsætte en iagttagelse til en billedlig pendant, måtte jeg på et tidspunkt fastlægge, hvad der var afgørende for mig ved den: formen, bevægelsen eller lyset. Men nogle gange ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle skille ud af den. Måske var duften og lyset lige så meget en del af det som et minde, der pludselig dukkede op – og noget, jeg slet ikke satte ord på. Måske er det nok, at det i en periode ændrede, hvad jeg var opmærksom på. En erfaring kan finde vej ind i et værk uden senere at kunne genkendes i det.

Noget behøver ikke at blive til noget andet for at kunne bestå. Senere ved jeg måske ikke længere, om en bestemt bevægelse stammer fra en iagttagelse i skoven, fra noget, jeg har læst, eller blot fra det, der skete på papiret i det øjeblik. Jeg kunne forsøge at rekonstruere oprindelsen. Det hjælper mig som regel ikke meget. Mere interessant er det, at noget kan blive tilbage uden at bevare sin oprindelige form. På papiret kan det ikke længere spores entydigt tilbage. Noget kom med. Nogle gange ved jeg ikke mere end det.