Category: Uncategorized

Katten havde ikke dræbt musen.

Den lå på den nøgne sten med kroppen strakt frem. Den løb ikke væk. Den gav ingen lyd fra sig.

Næsten intet bevægede sig.

Kun med få sekunders mellemrum løftede den ganske kort hovedet. Også hovedet var strakt langt frem, spændt. Så sank det ned på stenen igen. Det var sådan, jeg kunne se, at den stadig levede.

Fra da af var der kun sekunder.

Intet ved dens stilling lignede hvile for mig. Kroppen lå blotlagt på stenen, spændt fremad. Den flygtede ikke, søgte ikke skjul. Efter nogle sekunder igen dette korte løft af hovedet. Om det var smerte, angst, åndenød eller noget andet, kunne jeg ikke vide. For mig så det ud, som om kroppen stadig forsøgte at komme ud af noget, den ikke længere kunne komme ud af.

Jeg husker ikke mine tanker i nogen klar rækkefølge. Kun hvor meget der var på én gang i de få sekunder. Kan den stadig komme sig? Kan jeg redde den? Skal jeg gøre noget?

Hvis jeg skulle handle, måtte det gå hurtigt. Hvert sekund, jeg brugte på beslutningen, var også endnu et sekund, den måtte være i denne tilstand.

Hovedet løftede sig igen.

Kort.

Så sank det tilbage.

Jeg så ingen anden bevægelse.

Jeg kunne ikke vente, til jeg var sikker, og så handle. Efter få sekunder troede jeg ikke længere, at jeg kunne redde dens liv. Jeg troede kun, at jeg kunne påvirke, hvor længe denne tilstand ville vare.

Jeg lagde en pose over den. Hvorfor præcis ved jeg ikke længere. Måske havde jeg i det øjeblik brug for noget mellem den, mig og det, der lige skulle ske.

Der var ikke tid til flere tanker.

Så slog jeg én gang.

Da jeg fjernede posen igen, havde kroppen ændret sig. Musen lå ikke længere strakt frem, men på siden, let krummet indad. Hovedet var ikke længere krampagtigt trukket frem. Spændingen var forsvundet fra dens ansigt. Luft slap ud. Pelsen lå stille.

Hovedet løftede sig ikke igen.

Det, der rystede mig så meget, var denne synlige forskel. Lige før den fremadspændte krop, det korte løft af hovedet. Så denne anden stilling. På siden, let krummet indad. Ansigtet ikke længere under den samme spænding.

Det, jeg få sekunder før havde oplevet som kroppens kamp, var forbi.

Jeg havde dræbt den.

At det ramte mig så hårdt, hænger også sammen med, at jeg ellers prøver at gøre det stik modsatte.

Hvis der er en bille i huset, slår jeg den ikke ihjel. Heller ikke hvis den er bittelille. Jeg tager den forsigtigt op og tager den med udenfor. Og »at tage den med udenfor« betyder for mig ikke at kaste den et tilfældigt sted. Jeg sætter den ned udenfor, på jorden, et sted der virker egnet.

Jeg kan tage fejl. Jeg kan ikke kende dens verden. Men jeg bliver forsigtig. Det er det samme med sommerfugle. Med små insekter, hvis navne jeg ikke kender. Med fugle. Med mus. Især når katten har fanget dem.

Så bliver det svært at sige, at naturen nok skal ordne det. Selvfølgelig jager en kat. Selvfølgelig jager dyr andre dyr. Skader og død fandtes længe før mennesker begyndte at tænke over, om noget var moralsk rigtigt eller forkert.

Men når en fugl lige foran mig forsøger at komme fri af en kats tænder, ser jeg ingen fødekæde.

Jeg ser denne fugl, der prøver at komme væk.

Og jeg prøver at redde den.

Selv når jeg graver, er det sådan. Dukker der en orm op i den blottede jord, flytter spaden sig lidt til siden. Et par centimeter måske.

For haven betyder de næsten ingenting.

For ormen kan de betyde alt.

I lang tid tænkte jeg ikke på det som etik. Det var bare noget, jeg gjorde.

Noget lever.

Så er jeg forsigtig.

Netop dér begynder et større spørgsmål for mig.

Hvad ændrer sig, når mennesket ikke længere står alene i centrum for vores blik?

I første omgang forbavsende lidt. Jeg kan fortsætte med at grave. Jeg kan bo, spise, bruge veje, fremstille ting, bevæge mig. Ormen kræver ikke, at jeg lægger spaden fra mig.

Men så snart jeg ser den, er det, jeg selv er i gang med, ikke længere det eneste, der er til stede. Et dyr lever sit eget liv. Det bevæger sig gennem denne jord uafhængigt af, hvad jeg har tænkt mig at gøre med min have.

Måske fremstår endda selve jorden lidt anderledes for mig. For mig er den noget, jeg vil grave i. For ormen er den stedet, hvor den lever.

Jeg vil stadig grave. Jeg kan bare ikke længere lade, som om mit forehavende er det eneste, der tæller på dette sted.

I det store billede er det netop dette, der let går tabt.

Vi har brug for mad, boliger, arbejde. Mennesker vil forsørge deres familier, tjene penge, bygge noget op. Virksomheder vil vokse, stater vil udvikle deres økonomi. Alt det er ikke svært at forstå.

Derfor synes jeg også, det er for bekvemt at forklare menneskers ødelæggelse af naturen med ondskab eller grådighed. Selvfølgelig findes der grådighed. Men ofte er grundene mere hverdagslige.

Og alligevel står der på et tidspunkt en skov, og vi ser tømmer. Jord bliver til byggegrund. En flod bliver til vandreserve eller energikilde. Dyr bliver til føde. Et insekt kaldes et skadedyr, når det står i vejen for vores interesser, og nyttigt, når det gør noget for os.

Selv når vi taler om beskyttelse, taler vi ofte om, hvad naturen yder: Skove lagrer kulstof, insekter bestøver afgrøder, vådområder beskytter bebyggelser. Alt det er sandt. Men nogle gange spørger jeg mig selv, om vi dermed ikke igen ender hos os selv.

Billen på min hånd behøver ikke at yde noget for mig. Ofte ved jeg ikke engang, hvilken slags bille det er.

Den er ikke til for min skyld.

Jeg sætter den udenfor.

Måske forskyder centrum sig en smule på den måde. Ikke sådan, at mennesket pludselig bliver betydningsløst. Og heller ikke sådan, at en orm og et menneske betyder det samme i enhver situation.

Jeg vil jo stadig grave.

Men så snart jeg ser ormen, står mit forehavende ikke længere alene.

For mig findes der ikke utøj. Allerede selve ordet gør et dyr til noget, der først og fremmest generer os.

Nogle gange tænker jeg, at meget allerede afgøres dér: i det, vi overhovedet ser, før vi handler.

Med en skov er det på samme måde. Hvis den kun er en tømmerbestand, åbner det for andre beslutninger, end hvis jeg først ser, hvad der lever der. Noget begynder allerede med ordene. De er med til at afgøre, hvad vi overhovedet stadig kan se.

Jeg er vegetar.

Ikke fordi jeg tror, at det stiller mig uden for disse sammenhænge. Også mit liv kræver areal, energi, materialer og mad. Jeg bor et sted, bruger veje, forbruger ting og har virkninger, som jeg sandsynligvis aldrig vil lægge mærke til.

Et liv uden følger forekommer mig umuligt. Men det betyder ikke for mig, at forskelle bliver betydningsløse. Hvis jeg kan undgå en skade, bliver den ikke ligegyldig, bare fordi jeg ikke kan undgå andre skader.

Det er igen den samme lille bevægelse som med ormen: Det handler ikke om aldrig at røre jorden, men om at sætte spaden et par centimeter ved siden af, når jeg ser den.

Hvorfor skulle jeg ikke gøre det?

Derfor kom jeg også til at tænke på Japan og Miyazaki.

Jeg mærker selv, hvor hurtigt jeg romantiserer Japan. Som om der engang havde eksisteret denne anden, harmoniske verden, som jeg leder efter. Selvfølgelig passer det ikke. Også dér blev skove ryddet, malm udvundet, dyr dræbt, landskaber forandret.

Alligevel interesserer jeg mig for forestillinger, hvor en skov, et bjerg eller en flod ikke blot fremstår som noget adskilt fra mennesket.

Det, der optager mig ved Miyazakis film, er, at naturen aldrig kun er baggrund. Og heller ikke bare det gode. Menneskene kan heller ikke entydigt placeres på den rigtige eller den forkerte side.

I Prinsesse Mononoke optager Lady Eboshi mig især. Hun giver udstødte et sted. Hun skaber arbejde og beskyttelse. Hendes bevæggrunde er ikke entydigt dårlige.

Det gør alligevel ikke ødelæggelsen af skoven mindre.

Det har jeg sværere ved at holde ud end en fortælling med entydige skyldige.

En familie skal have mad. Et fællesskab vil overleve. Mennesker har brug for plads, træ, jern.

For mig begynder vanskeligheden allerede tidligere: dér, hvor menneskelige hensyn helt selvfølgeligt tillægges hele vægten, og alt andet på et tidspunkt blot bliver til materiale.

Heller ikke længslen efter en tidligere tilstand løser det. Efter et sted, der endnu ikke var berørt af os. Efter en tid, før vi var viklet ind i det.

Måske har dette sted aldrig eksisteret.

Og måske er det heller ikke den verden, jeg længes efter.

Jeg vil ikke leve i en verden, hvor mennesker ikke rører ved noget. Jeg graver i jorden. Jeg bor i et hus. Jeg bruger veje. Jeg spiser. Jeg har en kat.

Jeg står ikke foran en glasrude, bag hvilken naturen udspiller sig.

Jeg er i den.

Jeg længes efter noget andet.

Efter en nænsom måde at være her på.

En måde, hvorpå jeg kan være her og bruge ting uden kun at se alt fra mit eget ståsted.

Med ormen er det ikke kompliceret. Jeg ser den, og spaden går til siden. Med billen er en forsigtig hånd nogle gange nok. Med fuglen håber jeg at komme i tide.

Det er små ting. Men de begynder med, at jeg opdager: Der lever noget andet her, uafhængigt af mig.

Man ser noget, bliver mere forsigtig, og noget lever videre.

Så tænker jeg på musen igen.

På hovedet, strakt frem. På de få sekunder. På kroppen bagefter, på siden og let krummet indad.

Denne gang var der ikke længere nogen spade, jeg kunne flytte et par centimeter til siden. Ingen dør, jeg kunne åbne. Ingen kat, jeg kunne tage et endnu uskadt dyr fra.

Skaden var allerede sket.

Og jeg fandt ikke længere noget, jeg kunne gøre, som ville bevare alt det, jeg ønskede at bevare.

Det er dét, jeg hænger fast i. Ikke i, at omsorg skulle have været forkert. Ikke engang nødvendigvis i, at jeg skulle have handlet forkert. Men i, at der denne gang ikke længere var noget, jeg kunne gøre, som virkelig føltes nænsomt.

Og jeg havde ikke tid til at tænke længe over det.

Jeg havde sekunder.

Hvordan lever man videre, når selv så meget opmærksomhed og omsorg ikke kan forhindre, at noget går tabt?

Jo mere nøje jeg ser, desto mere får jeg øje på af det, der allerede sker. Det, der før var baggrund, træder pludselig frem som noget i sig selv.

Med musen kunne jeg i hvert fald ikke gemme mig bag ordet natur.

Den lå lige foran mig.

Måske er det også en del af problemet med nogle overordnede begreber. Areal. Bestand. Ressource. Skadedyr. Natur. De kan samle noget under ét, indtil det enkelte næsten ikke længere kan ses.

Så bliver mange ting lettere at sige.

Katte jager nu engang. Orme bliver såret, når man graver. Veje bliver bygget. Mennesker vil have økonomisk fremgang.

Hver af disse sætninger kan være sand på et eller andet niveau. Men noget ved dem er ikke længere nok for mig, så snart jeg står direkte over for det.

Jeg ved ikke, om opmærksomhed gør verden bedre. Den beskytter mig ikke mod at komme for sent. Og den betyder ikke, at jeg altid forstår, hvad et andet levende væsen har brug for.

Nogle gange er der ikke længere nogen måde at bevare alt på.

Det kan jeg ikke forlige mig med: at forsigtighed nogle gange alligevel ikke er nok.

At der nogle gange ikke er nogen nænsom mulighed tilbage.

Men jeg vil ikke lade det få mig til at se mindre nøje.

Måske ligger der en dag igen en orm i den blottede jord.

Jeg vil ikke lægge spaden fra mig.

Men jeg vil se den.

Og bevægelsen vil ændre sig.

Kun et par centimeter.

Alligevel.

The cat had not killed the mouse.

It lay on the bare stone, its body stretched forward. It did not run away. It made no sound.

Almost nothing moved.

Every few seconds it lifted its head for a moment. Its head, too, was stretched far forward, tense. Then it sank back onto the stone. That was how I knew it was still alive.

From then on, there were only seconds.

Nothing about its posture looked like rest to me. Its body lay exposed on the stone, stretched forward. It did not flee or seek cover. After a few seconds, that brief lifting of the head again. Whether it was pain, fear, shortness of breath, or something else, I could not know. To me it looked as though the body was still trying to escape something it could no longer escape.

I do not remember my thoughts in any clear sequence. Only how much there was, all at once, in those few seconds. Could it still recover? Could I save it? Did I have to do something?

If I was going to act, I had to be quick. Every second I took to decide was another second it had to remain in that state.

Its head lifted again.

Briefly.

Then it sank back.

I saw no other movement.

I could not wait until I was certain before acting. After a few seconds I no longer believed I could save its life. I believed only that I could influence how long this state would last.

I put a bag over it. I no longer know exactly why. Perhaps in that moment I needed something between it, me, and what was about to happen.

There was no time for more thought.

Then I struck once.

When I removed the bag again, the body had changed. The mouse was no longer stretched forward but lay on its side, slightly curled inward. Its head was no longer pulled rigidly forward. The tension had left its face. Air escaped. Its fur lay still.

Its head did not lift again.

What shook me so much was this visible difference. A moment before, the body stretched forward, the brief lifting of the head. Then this other posture. On its side, slightly curled inward. The face no longer under the same tension.

What I had perceived seconds earlier as the body’s struggle was over.

I had killed it.

Part of why it affected me so strongly is that I usually try to do exactly the opposite.

If there is a beetle in the house, I do not kill it. Even if it is tiny. I pick it up carefully and take it outside. And for me, “taking it outside” does not mean throwing it somewhere. I set it down outdoors, on the ground, in a place that seems suitable to me.

I may be wrong. I cannot know its world. But I become cautious. It is the same with butterflies. With small insects whose names I do not know. With birds. With mice. Especially when the cat has caught them.

Then it becomes difficult to say that nature will sort it out. Of course a cat hunts. Of course animals hunt other animals. Injury and death existed long before humans began to think about whether something was morally right or wrong.

But when a bird right in front of me is trying to get free from a cat’s teeth, I do not see a food chain.

I see this bird trying to get away.

And I try to save it.

Even when I am digging, it is like this. If a worm appears in the exposed earth, the spade moves a little to the side. A few centimetres, perhaps.

For the garden, those few centimetres mean almost nothing.

For the worm, they can mean everything.

For a long time, I did not think of this as ethics. It was simply something I did.

Something is alive.

So I am careful.

This is exactly where a larger question begins for me.

What changes when our perception no longer centres only on human beings?

Surprisingly little at first. I can keep digging. I can live, eat, use roads, make things, move around. The worm does not ask me to put down the spade.

But as soon as I see it, what I am doing is no longer the only thing there. An animal is living its own life. It moves through this earth independently of what I intend to do with my garden.

Perhaps even the earth itself appears a little different to me then. To me it is something I want to dig in. To the worm it is the place where it lives.

I still want to dig. But I can no longer pretend that what I intend is the only thing that matters in this place.

On a larger scale, that is precisely what is easy to lose sight of.

We need food, homes, work. People want to feed their families, earn money, build something. Companies want to grow, states want economic progress. None of that is difficult to understand.

That is also why I find it too easy to say that people destroy nature simply out of malice or greed. Of course greed exists. But often the reasons are more ordinary.

And yet at some point there is a forest, and we see timber. Land becomes building land. A river becomes a water reserve or a source of energy. Animals become food. An insect is called a pest when it conflicts with our interests, and useful when it does something for us.

Even when we talk about protection, we often speak about what nature does for us: forests store carbon, insects pollinate crops, wetlands protect settlements. All of that is true. But sometimes I wonder whether this does not bring us back to ourselves once again.

The beetle on my hand does not have to do anything for me. Often I do not even know what kind of beetle it is.

It is not there for me.

I put it outside.

Perhaps the centre shifts a little because of that. Not so that human beings suddenly become insignificant. And not so that a worm and a human being have the same significance in every situation.

I still want to dig.

But as soon as I see the worm, my plan no longer stands alone.

For me, there is no such thing as vermin. The word itself turns an animal first and foremost into something that bothers us.

Sometimes I think a great deal is already decided there: in what we see in the first place, before we act.

It is similar with a forest. If it is only a stock of timber, different decisions become possible than if I first see what lives there. Some things begin with the words themselves. They help determine what we are still able to see.

I am a vegetarian.

Not because I think that places me outside these relationships. My life, too, needs land, energy, materials and food. I live somewhere, use roads, consume things, and have impacts that I will probably never notice.

A life without consequences seems impossible to me. But that does not mean that differences become meaningless. If I can avoid one harm, it does not become irrelevant simply because I cannot avoid other harms.

It is the same small movement as with the worm: not leaving the earth untouched altogether, but moving the spade a few centimetres aside when I see it.

Why would I not do that?

That is also why I thought of Japan and Miyazaki.

I notice how quickly I romanticise Japan. As if this other, harmonious world I am looking for had once existed there. Of course that is not true. Forests were cleared there too, ore was mined, animals were killed, landscapes were changed.

Even so, I am interested in ideas in which a forest, a mountain, or a river does not appear merely as something separate from human beings.

What stays with me in Miyazaki’s films is that nature is never merely background. Nor is it simply good. Nor can the people in them be placed neatly on the right or wrong side.

In Princess Mononoke, Lady Eboshi interests me in particular. She gives outcasts a place. She provides work and protection. Her motives are not simply bad.

The forest is no less destroyed for all that.

I find that harder to bear than a story with clearly identifiable culprits.

A family has to be fed. A community wants to survive. People need space, wood, iron.

For me, the difficulty begins earlier: where human reasons are given all the weight as a matter of course and everything else eventually becomes mere material.

Nor does longing for an earlier state solve it. For a place untouched by us. For a time before our entanglement.

Perhaps such a place never existed.

And perhaps that is not really the world I long for either.

I do not want to live in a world in which people touch nothing. I dig the earth. I live in a house. I use roads. I eat. I keep a cat.

I am not standing in front of a pane of glass with nature unfolding behind it.

I am in it.

I long for something else.

For there to be a gentle way.

A way for me to be here and use things without viewing everything only from where I stand.

When it comes to the worm, it is not complicated. I see it, and the spade moves aside. With the beetle, a careful hand is sometimes enough. With the bird, I hope to get there in time.

They are small things. But they begin with my noticing: there is something else living here, independently of me.

You see something, become more careful, and something stays alive.

Then I think of the mouse again.

Of the head stretched forward. Of those few seconds. Of the body afterwards, on its side and slightly curled inward.

With the mouse, there was no longer a spade I could move a few centimetres to the side. No door I could open. No cat from which I could take an animal that was still uninjured.

The harm had already been done.

And I could no longer find anything I could do that would preserve everything I wanted to preserve.

This is what I get stuck on. Not that care would have been wrong. Not even necessarily that I had acted wrongly. But that this time there was nothing left I could do that still truly felt gentle.

And I had no time to think about it for long.

I had seconds.

How do you go on living when no amount of attention and care can prevent something from being lost?

The more closely I look, the more of what is already happening comes into view. What was background before suddenly stands before me in its own right.

With the mouse, at least, I could not hide behind the word nature.

It lay directly in front of me.

Perhaps this is also part of the problem with some broad terms. Area. Stock. Resource. Pest. Nature. They can gather things together until the individual within them can barely be seen.

Then many things become easier to say.

Cats hunt. Worms get injured when we dig. Roads get built. People want economic progress.

Each of these sentences may be true on some level. But something about them is no longer enough for me once I am standing directly in front of it.

I do not know whether attention makes the world better. It does not protect me from arriving too late. And it does not mean that I always understand what another living being needs.

Sometimes there is no longer any way to preserve everything.

I cannot come to terms with that: that even being careful is sometimes not enough.

That sometimes no gentle way remains.

But I do not want that to teach me to look less closely.

Perhaps one day there will again be a worm in the exposed earth.

I will not put down the spade.

But I will see it.

And the movement will change.

Only a few centimetres.

Even so.

Die Katze hatte die Maus nicht getötet.

Sie lag auf dem nackten Stein, den Körper nach vorn gestreckt. Sie lief nicht weg. Sie gab keinen Laut von sich.

Fast nichts bewegte sich.

Nur alle paar Sekunden hob sie ganz kurz den Kopf. Auch er war weit nach vorn gestreckt, angespannt. Dann sank er wieder auf den Stein. Daran erkannte ich, dass sie noch lebte.

Von da an waren es nur Sekunden.

Nichts an ihrer Haltung sah für mich nach Ruhe aus. Der Körper lag offen auf dem Stein, nach vorn gespannt. Sie floh nicht, suchte keine Deckung. Nach einigen Sekunden wieder dieses kurze Heben des Kopfes. Ob es Schmerz war, Angst, Atemnot oder etwas anderes, konnte ich nicht wissen. Für mich sah es aus, als versuche dieser Körper noch aus etwas herauszukommen, aus dem er nicht mehr herauskonnte.

Ich erinnere mich nicht an eine saubere Reihenfolge meiner Gedanken. Nur daran, wie viel in diesen wenigen Sekunden gleichzeitig da war. Kann sie sich noch erholen? Kann ich sie retten? Muss ich etwas tun?

Wenn ich handeln würde, musste es schnell gehen. Jede Sekunde, die ich mir für die Entscheidung nahm, war auch eine weitere Sekunde dieses Zustands für sie.

Der Kopf hob sich wieder.

Kurz.

Dann sank er zurück.

Mehr Bewegung sah ich nicht.

Ich konnte nicht erst sicher werden und dann handeln. Nach wenigen Sekunden glaubte ich nicht mehr, dass ich ihr Leben retten konnte. Ich glaubte nur noch, beeinflussen zu können, wie lange dieser Zustand andauern würde.

Ich legte eine Tüte über sie. Warum genau, weiß ich heute nicht mehr. Vielleicht brauchte ich in diesem Augenblick etwas zwischen ihr, mir und dem, was gleich geschehen würde.

Für mehr Gedanken war keine Zeit.

Dann schlug ich einmal zu.

Als ich die Tüte wieder wegnahm, hatte sich der Körper verändert. Die Maus lag nicht mehr nach vorn gestreckt da, sondern auf der Seite, leicht nach innen genommen. Der Kopf war nicht mehr krampfhaft nach vorn gezogen. Die Spannung war aus ihrem Gesicht verschwunden. Luft entwich. Das Fell lag ruhig.

Der Kopf hob sich nicht wieder.

Was mich daran so erschütterte, war dieser sichtbare Unterschied. Eben noch der nach vorn gespannte Körper, das kurze Heben des Kopfes. Dann diese andere Haltung. Seitlich, leicht nach innen. Das Gesicht nicht mehr unter derselben Spannung.

Was ich Sekunden zuvor als einen Kampf des Körpers wahrgenommen hatte, war vorbei.

Ich hatte sie getötet.

Dass mich das so traf, hängt auch damit zusammen, dass ich sonst versuche, genau das Gegenteil zu tun.

Wenn ein Käfer im Haus ist, töte ich ihn nicht. Auch wenn er winzig ist. Ich nehme ihn vorsichtig auf und bringe ihn hinaus. Und „hinausbringen“ bedeutet für mich nicht, ihn irgendwohin zu werfen. Ich setze ihn draußen ab, auf den Boden, an eine Stelle, die mir geeignet erscheint.

Ich kann mich dabei irren. Ich kann seine Welt nicht kennen. Aber ich werde vorsichtig. Mit Schmetterlingen ist es genauso. Mit kleinen Insekten, deren Namen ich nicht kenne. Mit Vögeln. Mit Mäusen. Besonders wenn die Katze sie hat.

Dann wird der Satz, die Natur werde es schon richten, schwierig. Natürlich jagt eine Katze. Natürlich jagen Tiere andere Tiere. Verletzung und Tod gab es lange bevor Menschen darüber nachdachten, ob etwas moralisch richtig oder falsch sei.

Aber wenn unmittelbar vor mir ein Vogel versucht, aus den Zähnen einer Katze zu kommen, sehe ich keine Nahrungskette.

Ich sehe diesen Vogel, der wegzukommen versucht.

Und ich versuche, ihn zu retten.

Selbst beim Graben ist es so. Taucht in der geöffneten Erde ein Wurm auf, geht der Spaten ein Stück daneben. Ein paar Zentimeter vielleicht.

Für den Garten bedeuten sie fast nichts.

Für den Wurm können sie alles bedeuten.

Ich habe darüber lange nicht als Ethik nachgedacht. Es war eher etwas, das ich tat.

Etwas lebt.

Also vorsichtig.

Genau dort beginnt für mich eine größere Frage.

Was verändert sich, wenn nicht mehr nur der Mensch im Mittelpunkt unserer Wahrnehmung steht?

Zunächst erstaunlich wenig. Ich kann weiter graben. Ich kann wohnen, essen, Wege benutzen, Dinge herstellen, mich bewegen. Der Wurm verlangt nicht, dass ich den Spaten aus der Hand lege.

Aber sobald ich ihn sehe, ist da nicht mehr nur das, was ich gerade vorhabe. Da lebt ein Tier sein eigenes Leben. Es bewegt sich durch diese Erde unabhängig davon, was ich mit meinem Garten vorhabe.

Vielleicht ist es sogar die Erde selbst, die dann ein wenig anders vor mir liegt. Für mich ist sie etwas, in dem ich graben will. Für den Wurm ist sie der Ort, in dem er lebt.

Ich will trotzdem graben. Nur kann ich nicht mehr so tun, als wäre mein Vorhaben das Einzige, was an dieser Stelle zählt.

Im Großen geht genau das leicht verloren.

Wir brauchen Nahrung, Wohnungen, Arbeit. Menschen wollen ihre Familie ernähren, Geld verdienen, etwas aufbauen. Unternehmen wollen wachsen, Staaten wirtschaftlich vorankommen. Das alles ist nicht schwer zu verstehen.

Auch deshalb finde ich die Erklärung, Menschen zerstörten Natur eben aus Bosheit oder Gier, zu bequem. Natürlich gibt es Gier. Aber oft sind die Gründe gewöhnlicher.

Und trotzdem steht irgendwann dort ein Wald, und wir sehen Holz. Aus Boden wird Bauland. Ein Fluss wird zur Wasserreserve oder zur Energiequelle. Tiere werden Nahrung. Ein Insekt wird als Schädling bezeichnet, wenn es unseren Interessen entgegensteht, und als nützlich, wenn es etwas für uns tut.

Selbst beim Schutz reden wir oft darüber, was Natur leistet: Wälder speichern Kohlenstoff, Insekten bestäuben Nahrung, Feuchtgebiete schützen Siedlungen. All das stimmt. Aber manchmal frage ich mich, ob wir damit nicht wieder bei uns selbst landen.

Der Käfer auf meiner Hand muss nichts für mich leisten. Oft weiß ich nicht einmal, was für ein Käfer es ist.

Er ist nicht für mich da.

Ich setze ihn hinaus.

Vielleicht verschiebt sich die Mitte dadurch ein wenig. Nicht so, dass der Mensch plötzlich bedeutungslos wäre. Und auch nicht so, dass ein Wurm und ein Mensch in jeder Situation dasselbe bedeuten.

Ich will ja trotzdem graben.

Aber sobald ich den Wurm sehe, ist mein Vorhaben nicht mehr allein.

Für mich gibt es kein Ungeziefer. Schon das Wort macht aus einem Tier zuerst etwas, das uns stört.

Manchmal denke ich, dass sich darin schon sehr viel entscheidet: in dem, was wir überhaupt sehen, bevor wir handeln.

Bei einem Wald ist es ähnlich. Wenn er nur Holzbestand ist, lässt das andere Entscheidungen zu, als wenn ich zuerst sehe, was dort lebt. Manches fängt schon bei den Worten an. Sie entscheiden mit darüber, was wir überhaupt noch sehen.

Ich bin Vegetarier.

Nicht weil ich glaube, dadurch außerhalb dieser Zusammenhänge zu stehen. Auch mein Leben braucht Fläche, Energie, Materialien und Nahrung. Ich wohne irgendwo, benutze Straßen, verbrauche Dinge und hinterlasse Wirkungen, von denen ich viele wahrscheinlich nie bemerken werde.

Ein Leben ohne Folgen scheint mir unmöglich. Aber daraus folgt für mich nicht, dass Unterschiede bedeutungslos werden. Wenn ich einen Schaden vermeiden kann, wird er nicht dadurch egal, dass ich andere Schäden nicht vermeiden kann.

Es ist wieder dieselbe kleine Bewegung wie beim Wurm: nicht die Erde nie zu berühren, sondern ein paar Zentimeter daneben zu gehen, wenn ich ihn sehe.

Warum sollte ich es nicht tun?

Deshalb musste ich auch an Japan und an Miyazaki denken.

Ich merke selbst, wie schnell ich Japan romantisiere. Als hätte es dort einmal diese andere, harmonische Welt gegeben, nach der ich suche. Natürlich stimmt das nicht. Auch dort wurden Wälder gerodet, Erz gewonnen, Tiere getötet, Landschaften verändert.

Trotzdem interessieren mich Vorstellungen, in denen ein Wald, ein Berg oder ein Fluss nicht nur als etwas außerhalb des Menschen erscheint.

An Miyazakis Filmen beschäftigt mich, dass Natur darin nie nur Hintergrund ist. Und auch nicht einfach das Gute. Die Menschen lassen sich dort ebenso wenig eindeutig in richtig und falsch sortieren.

Bei Prinzessin Mononoke beschäftigt mich Lady Eboshi besonders. Sie gibt Ausgestoßenen einen Platz. Sie schafft Arbeit und Schutz. Ihre Gründe sind nicht einfach schlecht.

Der Wald wird dadurch trotzdem nicht weniger zerstört.

Das ist für mich schwerer auszuhalten als eine Geschichte mit eindeutigen Schuldigen.

Eine Familie muss ernährt werden. Eine Gemeinschaft möchte überleben. Menschen brauchen Raum, Holz, Eisen.

Schwierig wird es für mich schon früher: dort, wo menschliche Gründe so selbstverständlich das ganze Gewicht bekommen und alles andere irgendwann nur noch Material wird.

Auch die Sehnsucht nach einem früheren Zustand löst das nicht. Nach einem Ort vor unserer Berührung. Nach einer Zeit vor unserer Verstrickung.

Vielleicht hat es diesen Ort nie gegeben.

Und vielleicht ist das auch gar nicht die Welt, nach der ich mich sehne.

Ich möchte nicht in einer Welt leben, in der Menschen nichts berühren. Ich grabe Erde um. Ich wohne in einem Haus. Ich benutze Straßen. Ich esse. Ich halte eine Katze.

Ich stehe nicht vor einer Glasscheibe, hinter der sich Natur abspielt.

Ich bin darin.

Ich sehne mich nach etwas anderem.

Danach, dass es eine sanfte Möglichkeit geben möge.

Dass ich da sein und Dinge nutzen kann, ohne alles nur von mir aus zu betrachten.

Beim Wurm ist es nicht kompliziert. Ich sehe ihn, und der Spaten geht zur Seite. Beim Käfer reicht manchmal eine vorsichtige Hand. Beim Vogel hoffe ich, rechtzeitig zu kommen.

Es sind kleine Dinge. Aber sie beginnen damit, dass ich merke: Da lebt unabhängig von mir noch etwas.

Man sieht etwas, wird vorsichtiger, und etwas lebt weiter.

Dann denke ich wieder an die Maus.

An den nach vorn gespannten Kopf. An die wenigen Sekunden. An den Körper danach, seitlich und leicht nach innen genommen.

Bei ihr gab es keinen Spaten mehr, den ich ein paar Zentimeter zur Seite bewegen konnte. Keine Tür, die ich öffnen konnte. Keine Katze, der ich ein noch unverletztes Tier abnehmen konnte.

Der Schaden war bereits geschehen.

Und ich fand keine Handlung mehr, bei der alles erhalten blieb, was ich erhalten wollte.

Daran bleibe ich hängen. Nicht daran, dass Fürsorge falsch gewesen wäre. Nicht einmal unbedingt daran, dass ich falsch gehandelt hätte. Sondern daran, dass es diesmal nichts mehr gab, was ich tun konnte und das sich noch wirklich wie Schonung angefühlt hätte.

Und ich hatte keine Zeit, lange darüber nachzudenken.

Ich hatte Sekunden.

Wie lebt man weiter, wenn noch so viel Aufmerksamkeit und Fürsorge nicht verhindern können, dass etwas verloren geht?

Je genauer ich hinsehe, desto mehr bemerke ich von dem, was ohnehin geschieht. Was vorher Hintergrund war, steht plötzlich einzeln vor mir.

Bei der Maus konnte ich mich jedenfalls nicht hinter dem Wort Natur verstecken.

Sie lag unmittelbar vor mir.

Vielleicht ist das auch ein Teil des Problems mit manchen großen Wörtern. Fläche. Bestand. Ressource. Schädling. Natur. Sie können etwas zusammenfassen, bis das Einzelne darin kaum noch zu sehen ist.

Dann lässt sich vieles leichter sagen.

Katzen jagen eben. Beim Graben werden Würmer verletzt. Straßen werden gebaut. Menschen wollen wirtschaftlich vorankommen.

Jeder dieser Sätze mag auf irgendeiner Ebene stimmen. Aber etwas daran reicht mir nicht mehr, sobald ich direkt davorstehe.

Ich weiß nicht, ob Aufmerksamkeit die Welt besser macht. Sie schützt mich nicht davor, zu spät zu kommen. Und sie bedeutet nicht, dass ich immer verstehe, was ein anderes Wesen braucht.

Manchmal gibt es keine Möglichkeit mehr, bei der alles erhalten bleibt.

Damit komme ich nicht klar: dass Vorsicht manchmal trotzdem nicht reicht.

Dass manchmal keine sanfte Möglichkeit mehr übrig ist.

Aber ich möchte daraus nicht lernen, weniger hinzusehen.

Vielleicht liegt irgendwann wieder ein Wurm in der geöffneten Erde.

Ich werde den Spaten nicht aus der Hand legen.

Aber ich werde ihn sehen.

Und die Bewegung wird sich verändern.

Nur ein paar Zentimeter.

Trotzdem.

Før jeg sætter en linje, kan jeg påvirke meget. Jeg kan vælge papiret, gøre tuschen klar, tage et redskab, som jeg ved, hvordan det vil reagere. Jeg kan bestemme, hvor meget væske der bliver på det, hvordan jeg holder det, og hvor jeg sætter an. Så rører det papiret. Min hånd bevæger sig, redskabet giver efter eller forbliver stift, overfladen suger væske til sig. Ét sted bliver sporet bredere, et andet sted mister det tæthed. Med erfaring kan meget af det vurderes ganske godt. Ikke alt. Det betyder ikke, at linjen opstod tilfældigt. Jeg satte den. Men jeg besluttede ikke hver millimeter af den på forhånd.

Jo mere omhyggeligt jeg arbejder, desto lettere kan det føles, som om resultatet også må blive sådan, som jeg havde forestillet mig. Hvis jeg forbereder et redskab dårligt, og der derfor sker noget, jeg ville undgå, er det ikke en interessant form for åbenhed. Noget går bare galt. Men deraf følger ikke, at enhver afvigelse er en fejl.

Med tiden kan jeg lære mine materialer bedre at kende. Jeg ved nogenlunde, hvor meget et papir suger væske, eller hvordan en tusch opfører sig ved forskellig fortynding. Alligevel fjerner denne viden ikke det øjeblik, hvor noget faktisk sker. Måske interesserer et spor mig netop, når jeg ikke kan forudse det fuldt ud. Det uforudsigelige er derfor ikke automatisk værdifuldt. Men jeg må være opmærksom. Jeg fører redskabet, mens tryk, hastighed, vinkel og overflade virker samtidig. Først når bevægelsen har fundet sted, ser jeg rigtigt, hvad der er opstået.

Nogle gange bliver et område anderledes, end jeg havde forventet. Den første impuls kan være at rette det. Lidt mere tusch. En bevægelse mere. Jævne en kant lidt ud. Nogle gange er det rigtigt. Et værk bliver ikke bedre, bare fordi noget uplanlagt er sket. Men indimellem opdager jeg, når jeg ser igen, at grunden til, at jeg vil gribe ind, egentlig ikke er, at stedet ikke fungerer. Jeg vil gribe ind, fordi det ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Det er en anden grund.

Så står jeg med et enkelt spørgsmål: Forstyrrer afvigelsen værket? Eller forstyrrer den kun min plan? Det kan ikke afgøres på forhånd. Jeg kan først vurdere det, når jeg har noget foran mig. Måske er også dette øjeblik en del af det at arbejde omhyggeligt: ikke straks at korrigere, men først at se, hvad forandringen gør ved værket.

Selvfølgelig vil jeg kende mine materialer og forstå, hvorfor noget sker. Netop derfor kan jeg skelne mellem en afvigelse, der opstår i selve arbejdet, og en, der blot skyldes uopmærksomhed. Forestillingen om, at man i kunstnerisk arbejde bare skal »give slip«, rammer derfor ikke helt det, jeg mener. Jeg vil gerne være involveret uden at skulle kontrollere alt.

Jeg kan formulere en sætning omhyggeligt. Jeg kan være opmærksom på tonen, øjeblikket og på det, jeg ved om den anden. Alligevel kan jeg ikke helt styre, hvordan den bliver modtaget. Et henkastet ord kan virke stærkere, end jeg havde ventet. Noget, der var entydigt for mig, kan forstås anderledes af den anden. At jeg ikke fuldstændigt kan kontrollere denne virkning, fritager mig ikke for ansvaret for det, jeg har sagt. Hvis en sætning bliver modtaget anderledes, kan jeg lytte, spørge ind og om nødvendigt rette.

Jeg er involveret, men ikke alene. I samtalen er der et andet menneske. Når jeg maler, er der et materiale, som ikke bare følger det, jeg har forestillet mig. At jeg ikke kan bestemme alt, gør derfor ikke det, jeg selv gør, mindre vigtigt. Det ændrer snarere, hvad jeg må være opmærksom på.

Når jeg maler, ændrer spørgsmålet sig også efter en bevægelse. Ikke kun: Blev linjen, som jeg ville have den? Men også: Hvad er der nu sket med den i billedet? Ved det første spørgsmål er min tidligere forestilling stadig målestokken. Ved det andet må jeg forholde mig til noget, der nu faktisk er til stede. Måske fungerer linjen anderledes end planlagt, men den fungerer alligevel i billedet. Måske virker den forstyrrende. Måske ændrer den et andet sted, som før virkede selvfølgeligt. Så tager jeg den næste beslutning. Noget retter jeg. Noget fjerner jeg igen. Andet bliver.

En afvigelse er ikke automatisk interessant. Men på et tidspunkt består et værk ikke længere kun af det, jeg på forhånd havde tænkt om det. Jeg har gjort noget. Nu er der noget, som jeg må reagere på. Måske viser præcision sig nogle gange ganske enkelt i overhovedet at lægge mærke til denne forskel.

Det er ikke altid klart med det samme. Et spor, der stadig er vådt, ser anderledes ud end det samme spor nogle minutter senere. Tuschen trænger længere ind. En kant ændrer sig. Det, der umiddelbart efter bevægelsen ligner et problem, kan falde til ro. Eller også gør det ikke. Så kan jeg stadig gribe ind. Nogle gange ved jeg endnu ikke, mens et spor stadig er vådt, om jeg vil ændre noget. Jeg ser på det. Imens tørrer tuschen videre.

Before I put down a line, there is a great deal I can influence. I can choose the paper, prepare the ink, pick up a tool I know how will behave. I can decide how much liquid remains on it, how I hold it, and where I begin. Then it touches the paper. My hand moves, the tool yields or remains rigid, the surface absorbs liquid. In one place the mark grows wider; in another it loses density. With experience, much of this can be judged fairly well. Not everything. That does not mean the line came about by chance. I made it. But I did not decide every millimetre of it in advance.

The more carefully I work, the easier it is to feel that the result, too, should turn out exactly as I imagined. If I prepare a tool badly and something happens that I wanted to avoid, that is not an interesting kind of openness. Some things simply go wrong. But it does not follow that every deviation is a mistake.

Over time, I can get to know my materials better. I know roughly how readily a paper absorbs liquid, or how an ink behaves at different dilutions. Even so, this knowledge does not eliminate the moment when something actually happens. Perhaps a mark interests me precisely when I cannot fully anticipate it. What is unpredictable is not automatically valuable. But I have to remain attentive. I guide the tool while pressure, speed, angle and surface act at the same time. I only see the full result once the movement has taken place.

Sometimes a passage turns out differently from what I expected. The first impulse can be to correct it. A little more ink. A second movement. Even out an edge slightly. Sometimes that is right. A work does not become better simply because something unplanned has happened. But occasionally, on a second look, I realise that the reason I want to intervene is not that the passage does not work. I want to intervene because it did not turn out as I had intended. That is a different reason.

That leaves me with a simple question: Does the deviation disrupt the work? Or does it only disrupt my plan? That cannot be decided beforehand. I can only judge it once I have something in front of me. Perhaps this moment, too, is part of working carefully: not correcting immediately, but first seeing what the change does to the work.

Of course I want to know my materials and understand why something happens. That is precisely what allows me to distinguish between a deviation that arises from the work itself and one that comes simply from inattention. The idea that artistic work is simply a matter of “letting go” therefore does not quite capture it for me. I want to remain involved without having to control everything.

I can formulate a sentence carefully. I can pay attention to tone, timing, and what I know about the other person. Even so, I cannot fully determine how it will be received. A casual word can have more force than I expected. Something that was clear to me can be understood differently by the other person. The fact that I cannot completely control that effect does not take away my responsibility for what I said. If a sentence lands differently than I intended, I can listen, ask, and correct it if necessary.

I am involved, but I am not alone. In a conversation there is another person. In painting, there is material that does not simply conform to what I have in mind. The fact that I cannot determine everything does not make what I do any less important. It changes, rather, what I need to pay attention to.

In painting, too, the question changes after a movement. Not only: Did the line turn out as I wanted? But also: What has happened to it now, in the image? In the first question, my previous idea remains the measure. In the second, I have to engage with something that now actually exists. Perhaps the line works differently from what I intended and still works in the image. Perhaps it gets in the way. Perhaps it changes another area that had seemed settled before. Then I decide what to do next. Some things I correct. Some I remove again. Others remain.

A deviation is not automatically interesting. But at some point a work no longer consists only of what I had thought about it beforehand. I have done something. Now something is there, and I have to respond to it. Perhaps precision sometimes lies simply in noticing this distinction at all.

That is not always immediately clear. A mark that is still wet looks different from the same mark a few minutes later. The ink continues to soak in. An edge changes. What looks like a problem immediately after the movement may settle. Or it may not. Then I can still intervene. Sometimes, while a mark is still wet, I do not yet know whether I will change anything. I look at it. The ink keeps drying as I do.

Bevor ich eine Linie setze, kann ich vieles beeinflussen.

Ich kann das Papier auswählen, die Tusche vorbereiten, ein Werkzeug nehmen, dessen Verhalten ich kenne. Ich kann entscheiden, wie viel Flüssigkeit daran bleibt, wie ich es halte und wo ich ansetze.

Dann berührt es das Papier.
Meine Hand bewegt sich, das Werkzeug gibt nach oder bleibt steif, die Oberfläche nimmt Flüssigkeit auf. An einer Stelle wird die Spur breiter, an einer anderen verliert sie an Dichte. Vieles davon lässt sich mit Erfahrung ziemlich gut einschätzen.

Nicht alles.
Das bedeutet nicht, dass die Linie zufällig entstanden ist. Ich habe sie gesetzt. Aber ich habe nicht jeden Millimeter von ihr vorher beschlossen. Je sorgfältiger ich arbeite, desto eher scheint auch das Ergebnis so werden zu müssen, wie ich es mir vorgestellt habe.

Wenn ich ein Werkzeug schlecht vorbereite und deshalb etwas geschieht, das ich vermeiden wollte, ist das keine interessante Offenheit. Manches geht einfach schief. Aber daraus folgt nicht, dass jede Abweichung ein Fehler ist.

Mit der Zeit kann ich meine Materialien besser kennenlernen. Ich weiß ungefähr, wie stark ein Papier Flüssigkeit aufnimmt oder wie sich eine Tusche bei unterschiedlicher Verdünnung verhält. Trotzdem hebt dieses Wissen den Moment nicht auf, in dem etwas tatsächlich geschieht.

Vielleicht interessiert mich eine Spur gerade dann, wenn ich sie nicht vollständig vorausberechnen kann. Das Unberechenbare ist deshalb nicht automatisch wertvoll. Aber ich muss aufmerksam bleiben.

Ich führe das Werkzeug, während Druck, Geschwindigkeit, Winkel und Oberfläche gleichzeitig wirken. Was daraus entsteht, sehe ich erst ganz, nachdem die Bewegung stattgefunden hat. Manchmal ist eine Stelle dann anders geworden, als ich sie erwartet hatte. Der erste Impuls kann sein, sie zu korrigieren. Noch etwas Tusche. Eine zweite Bewegung. Eine Kante etwas ausgleichen.

Manchmal ist das richtig. Eine Arbeit wird nicht besser, nur weil etwas ungeplant geschehen ist. Aber gelegentlich merke ich beim zweiten Blick, dass ich gar nicht deshalb eingreifen möchte, weil die Stelle nicht funktioniert.

Ich möchte eingreifen, weil sie nicht so geworden ist, wie ich sie vorgesehen hatte. Das ist ein anderer Grund. Dann interessiert mich eine einfache Frage:

Stört die Abweichung die Arbeit? Oder stört sie nur meinen Plan?

Das lässt sich vorher nicht entscheiden. Ich kann es erst prüfen, wenn etwas vor mir liegt.

Vielleicht gehört deshalb auch dieser Moment zur Sorgfalt: nicht sofort zu korrigieren, sondern zunächst zu sehen, was die Veränderung mit der Arbeit macht.

Natürlich möchte ich meine Materialien kennen und verstehen, warum etwas geschieht. Gerade dadurch kann ich unterscheiden, ob eine Abweichung aus dem Arbeiten entsteht oder nur aus Unachtsamkeit.

Die Vorstellung, man müsse beim künstlerischen Arbeiten einfach „loslassen“, trifft es für mich deshalb nicht ganz. Ich möchte beteiligt bleiben, ohne deshalb alles beherrschen zu müssen.

Ich kann einen Satz sorgfältig formulieren. Ich kann auf den Ton achten, auf den Moment und darauf, was ich über den anderen weiß.

Trotzdem kann ich nicht vollständig bestimmen, wie er ankommt. Ein beiläufiges Wort kann stärker wirken, als ich erwartet habe. Etwas, das für mich eindeutig war, kann beim anderen anders verstanden werden.

Dass ich diese Wirkung nicht vollständig kontrollieren kann, nimmt mir nicht die Verantwortung für das, was ich gesagt habe. Wenn ein Satz anders ankommt, kann ich zuhören, nachfragen und gegebenenfalls korrigieren. Ich bin beteiligt, aber nicht allein.

Im Gespräch ist da ein anderer Mensch. Beim Malen ein Material, das nicht einfach meiner Vorstellung folgt.

Dass ich nicht alles bestimmen kann, macht mein eigenes Tun deshalb nicht weniger wichtig. Es verändert eher, worauf ich achten muss. Nach einer Bewegung verändert sich auch beim Malen die Frage. Nicht nur: Ist die Linie so geworden, wie ich sie wollte? Sondern auch: Was ist mit ihr jetzt im Bild geschehen?

Bei der ersten Frage bleibt meine vorherige Vorstellung der Maßstab. Bei der zweiten muss ich mich mit etwas beschäftigen, das inzwischen tatsächlich vorhanden ist.

Vielleicht funktioniert die Linie anders als vorgesehen und trotzdem im Bild. Vielleicht stört sie. Vielleicht verändert sie eine andere Stelle, die vorher noch selbstverständlich schien. Dann entscheide ich weiter. Manches korrigiere ich. Manches nehme ich wieder weg. Anderes bleibt. Eine Abweichung ist nicht automatisch interessant. Aber eine Arbeit besteht irgendwann nicht mehr nur aus dem, was ich vorher über sie gedacht habe.

Ich habe etwas getan. Jetzt ist etwas da, auf das ich reagieren muss.
Vielleicht zeigt sich Genauigkeit manchmal einfach darin, diesen Unterschied überhaupt zu bemerken.

Das ist nicht immer sofort klar.
Eine noch feuchte Spur sieht anders aus als dieselbe Spur einige Minuten später. Die Tusche zieht weiter ein. Eine Kante verändert sich. Was unmittelbar nach der Bewegung wie ein Problem aussieht, kann sich beruhigen.

Oder auch nicht. Dann kann ich immer noch eingreifen. Manchmal weiß ich bei einer noch feuchten Spur noch nicht, ob ich etwas ändern werde.

Ich sehe sie an.
Die Tusche trocknet währenddessen weiter.

Wenn ich heute eine ältere Arbeit hervorhole, fällt mir manchmal etwas darin auf, das mir inzwischen vertraut vorkommt. Vielleicht ist es eine Linie oder eine bestimmte Bewegung. Der Gedanke kommt schnell: Da war es also schon. Als hätte ich gerade eine frühe Spur von etwas gefunden, das später deutlicher geworden ist.

Aber damals konnte ich das nicht wissen.
Die späteren Arbeiten gab es noch nicht. Vielleicht war mir an diesem Bild etwas ganz anderes wichtig. Vielleicht habe ich genau die Stelle, die mir heute auffällt, kaum beachtet.

Erst heute fällt sie auf. Weil ich inzwischen weiß, was danach kam. Das macht die Ähnlichkeit nicht weniger wirklich. Zwischen einer früheren und einer späteren Arbeit kann tatsächlich eine Verbindung bestehen. Nur konnte ich diese Verbindung damals noch nicht sehen. Es gab das Spätere noch nicht.

Heute kann ich mehrere Arbeiten nebeneinanderlegen. Wiederholungen werden sichtbar. Manches taucht in späteren Arbeiten wieder auf, anderes nicht. Etwas, das damals vielleicht einfach ausprobiert wurde, kann im Rückblick wie ein Anfang aussehen. Das Spätere verändert nicht, was geschehen ist. Aber es verändert, was darin auffällt. Vielleicht ist das eine Eigenart des Rückblicks. Er sieht mehr. Und manchmal sieht er dadurch auch eindeutiger.

Aus der Gegenwart heraus lassen sich Entwicklungen beschreiben, die während ihres Entstehens viel weniger klar waren. Was geblieben ist, bekommt mehr Gewicht, weil ich seine Fortsetzung kenne. Andere Möglichkeiten treten zurück, obwohl sie damals noch offen waren. Der Zusammenhang, den ich heute sehe, muss deshalb nicht falsch sein. Er gehört nur zu einem Blickpunkt, den es früher noch nicht gab.

„Eigentlich wollte ich schon immer dorthin.“ Vielleicht stimmt dieser Satz vollkommen. Und trotzdem klingt er anders, wenn man bereits weiß, wo jemand angekommen ist. Eine Entscheidung, die damals neben mehreren anderen Möglichkeiten stand, erscheint später vielleicht selbstverständlich. Eine Begegnung bekommt Gewicht. Ein Interesse wirkt plötzlich wie ein früher Hinweis auf etwas, das erst Jahre später wichtig wurde.

Das alles kann tatsächlich zusammengehören. Nur war damals noch offen, welche dieser Möglichkeiten sich fortsetzen würde. Wir können die Vergangenheit nicht noch einmal mit demselben Nichtwissen betrachten, das wir damals hatten.

Sobald ich weiß, was später geschehen ist, lässt sich dieses Wissen nicht einfach abschalten. Bei einer älteren Arbeit ist es genauso. Ich weiß heute, was nach ihr kam. Mein damaliger Blick wusste es nicht. Deshalb macht für mich ein kleiner Unterschied inzwischen viel aus.

Ich kann sagen: Hier begann etwas.
Oder: Hier erkenne ich heute einen Anfang.
Der zweite Satz lässt mehr von dem Moment übrig, wie er damals gewesen sein könnte.
Er behauptet nicht, dass in der frühen Arbeit bereits alles enthalten war, was später daraus entstand. Er sagt nur, dass ich von heute aus eine Verbindung sehe.

Vielleicht ist das genauer.
Dass eine Entscheidung später Folgen hatte, bedeutet schließlich nicht, dass sie mit Blick auf diese Folgen getroffen wurde. Etwas kann zufällig begonnen haben und später wichtig werden. Eine kleine Entscheidung kann Folgen haben, die in diesem Moment noch gar nicht absehbar waren.

Das macht den späteren Zusammenhang nicht weniger real.
Aber es lässt dem Früheren seine Offenheit. Gerade die geht im Rückblick leicht verloren. Denn heute weiß ich, welche Möglichkeit tatsächlich weiterging. Damals gab es daneben noch andere.

Wenn ich später davon erzähle, liegen zwei Formulierungen oft erstaunlich nah beieinander.
Das war eine Arbeit, in der ich heute etwas wiedererkenne. Das war der Moment, in dem alles begann. Oder: Danach ging es in diese Richtung. Darauf lief es hinaus. Die Sätze unterscheiden sich nur wenig. Aber sie sehen die Vergangenheit nicht auf dieselbe Weise.
Der zweite kennt das Ende schon.
Vielleicht wirken abgeschlossene Entwicklungen deshalb oft klarer als das, was gerade geschieht. Bei einer älteren Arbeit kann ich sehen, was später wieder auftauchte. Bei einer Arbeit, die heute vor mir liegt, fehlt dieses Wissen. Die Gegenwart ist weniger ordentlich.

Ich kann etwas ausprobieren und nicht wissen, ob es einmalig bleibt. Eine kleine Veränderung kann sich später als wichtig erweisen oder völlig verschwinden. Im Moment lässt sich das nicht entscheiden.

Trotzdem entsteht schnell der Wunsch, etwas einzuordnen. Hier beginnt eine neue Richtung. Vielleicht stimmt das. Vielleicht auch nicht. Solche Sätze können helfen. Sie machen etwas, das gerade noch offen ist, für einen Moment greifbarer. Aber manchmal kommen sie ein wenig früh.

Ich muss heute noch nicht wissen, welche Rolle eine Arbeit später einmal spielen wird. Der Rückblick kann Verbindungen sichtbar machen, die im einzelnen Moment kaum zu erkennen waren. Darin liegt seine Stärke. Nur bedeutet die Linie, die ich heute ziehen kann, nicht, dass sie damals die einzige mögliche war.

Vielleicht erkenne ich in dieser Arbeit in einigen Jahren einen Anfang. Vielleicht wirkt sie dann wie eine Ausnahme, oder mir fällt etwas daran auf, das ich heute kaum beachte. Vielleicht bekommt sie später überhaupt keine besondere Stellung.

Heute ist sie keines davon.

Sie liegt einfach vor mir.

Når jeg i dag finder et ældre værk frem, lægger jeg nogle gange mærke til noget i det, som nu virker velkendt. Måske er det en linje eller en bestemt bevægelse. Tanken kommer hurtigt: Så det var der allerede. Som om jeg netop havde fundet et tidligt spor af noget, der senere blev tydeligere.

Men dengang kunne jeg ikke vide det. De senere værker fandtes endnu ikke. Måske var noget helt andet vigtigt for mig i dette billede. Måske lagde jeg knap mærke til netop det sted, som fanger mit blik i dag. Først i dag lægger jeg mærke til det. Fordi jeg nu ved, hvad der kom bagefter. Det gør ikke ligheden mindre virkelig. Der kan faktisk være en forbindelse mellem et tidligere og et senere værk. Jeg kunne bare ikke se den forbindelse dengang. Det, der kom senere, fandtes endnu ikke.

I dag kan jeg lægge flere værker ved siden af hinanden. Gentagelser bliver synlige. Noget dukker op igen i senere værker, andet gør ikke. Noget, der dengang måske bare blev afprøvet, kan i tilbageblik ligne en begyndelse. Det senere ændrer ikke, hvad der skete. Men det ændrer, hvad der træder frem i det. Måske er det en særegenhed ved tilbageblikket. Det ser mere. Og nogle gange får det også tingene til at fremstå mere entydige. Fra nutiden kan man beskrive udviklinger, der var langt mindre tydelige, mens de opstod. Det, der blev ved, får større vægt, fordi jeg kender fortsættelsen. Andre muligheder træder i baggrunden, selv om de dengang stadig var åbne. Den sammenhæng, jeg ser i dag, behøver derfor ikke at være forkert. Den hører blot til et ståsted, som endnu ikke fandtes dengang.

»Jeg har egentlig altid villet derhen.« Måske er den sætning helt sand. Og alligevel lyder den anderledes, når man allerede ved, hvor nogen er endt. En beslutning, der dengang var én blandt flere muligheder, kan senere virke selvindlysende. Et møde får vægt. En interesse ligner pludselig et tidligt tegn på noget, der først blev vigtigt flere år senere. Alt det kan faktisk høre sammen. Men dengang var det stadig åbent, hvilken af disse muligheder der ville udvikle sig videre.

Vi kan ikke se på fortiden igen med den samme uvidenhed, vi havde dengang. Når jeg først ved, hvad der skete senere, kan den viden ikke bare slås fra. Sådan er det også med et ældre værk. I dag ved jeg, hvad der kom efter det. Da jeg så på det dengang, vidste jeg det ikke.

Derfor betyder en lille forskel meget for mig i dag. Jeg kan sige: Her begyndte noget. Eller: Her genkender jeg i dag en begyndelse. Den anden sætning bevarer mere af øjeblikket, sådan som det kan have været dengang. Den påstår ikke, at det tidlige værk allerede rummede alt det, der senere voksede ud af det. Den siger blot, at jeg fra mit ståsted i dag ser en forbindelse. Måske er det mere præcist.

At en beslutning senere fik følger, betyder trods alt ikke, at den blev truffet med disse følger for øje. Noget kan begynde tilfældigt og senere blive vigtigt. En lille beslutning kan få følger, som slet ikke kunne forudses i det øjeblik. Det gør ikke den senere sammenhæng mindre virkelig. Men det lader det tidligere beholde sin åbenhed. Netop den går let tabt i tilbageblikket. For i dag ved jeg, hvilken mulighed der faktisk udviklede sig videre. Dengang fandtes der også andre muligheder.

Når jeg senere fortæller om det, ligger to formuleringer ofte overraskende tæt på hinanden. Det var et værk, hvor jeg i dag genkender noget. Det var øjeblikket, hvor det hele begyndte. Eller: Derefter gik det i denne retning. Det var dét, det hele førte frem imod. Sætningerne adskiller sig kun lidt. Men de ser ikke på fortiden på samme måde. Den anden kender allerede slutningen.

Måske er det derfor, et forløb ofte virker tydeligere, når det er afsluttet, end mens det stadig er i gang. I et ældre værk kan jeg se, hvad der senere dukkede op igen. Når et værk ligger foran mig i dag, har jeg ikke den viden. Nutiden er mindre velordnet. Jeg kan prøve noget uden at vide, om det bliver en engangsforeteelse. En lille ændring kan senere vise sig at være vigtig eller forsvinde helt. I øjeblikket kan det ikke afgøres.

Alligevel opstår der hurtigt et ønske om at placere det i en sammenhæng. Her begynder en ny retning. Måske passer det. Måske ikke. Sådanne sætninger kan hjælpe. For et øjeblik gør de noget, der stadig er åbent, mere håndgribeligt. Men nogle gange kommer de lidt for tidligt. Jeg behøver ikke allerede i dag vide, hvilken rolle et værk en dag vil få.

Tilbageblikket kan gøre forbindelser synlige, som knap kunne ses i det enkelte øjeblik. Det er dets styrke. Men den linje, jeg kan trække i dag, betyder ikke, at den var den eneste mulige dengang. Måske genkender jeg om nogle år en begyndelse i dette værk. Måske vil det da virke som en undtagelse, eller jeg vil lægge mærke til noget ved det, som jeg næsten ikke ser i dag. Måske får det senere slet ingen særlig plads. I dag er det ikke noget af det. Det ligger bare foran mig.

When I take out an older work today, I sometimes notice something in it that has since become familiar to me. Perhaps it is a line or a particular movement. The thought comes quickly: So it was already there. As if I had just found an early trace of something that later became more distinct.

But at the time I could not have known that. The later works did not yet exist. Perhaps something entirely different mattered to me in this picture. Perhaps I barely noticed the very part that catches my eye today. I notice it only now. Because now I know what came afterwards. That does not make the resemblance any less real. There can indeed be a connection between an earlier and a later work. I simply could not see that connection then. What came later did not yet exist.

Today I can place several works side by side. Repetitions become visible. Some things reappear in later works, others do not. Something that may simply have been tried out at the time can look, in retrospect, like a beginning. What came later does not change what happened. But it changes what stands out in it. Perhaps that is a peculiarity of looking back. It sees more. And sometimes it makes things look more definite. Looking back from the present, it is possible to describe developments that were far less clear while they were taking shape. What remained carries more weight because I know how it continued. Other possibilities recede, even though they were still open at the time. The connection I see today need not be wrong because of that. It simply belongs to a vantage point that did not yet exist then.

“I had always wanted to get there.” Perhaps that sentence is completely true. And yet it sounds different once you already know where someone ended up. A decision that was one among several possibilities at the time may later seem obvious. An encounter acquires weight. An interest suddenly looks like an early sign of something that would not become important until years later. All of that may genuinely belong together. Only, at the time, it was still open which of those possibilities would develop further.

We cannot look at the past again with the same lack of knowledge we had then. Once I know what happened later, I cannot simply switch that knowledge off. It is the same with an older work. Today I know what came after it. My view of it then did not include that knowledge.

That is why a small distinction now matters a great deal to me. I can say: Something began here. Or: Today I recognise a beginning here. The second sentence leaves more of that moment intact, as it may have been then. It does not claim that the early work already contained everything that later grew out of it. It says only that, from where I stand today, I see a connection. Perhaps that is more precise.

After all, the fact that a decision later had consequences does not mean it was made with those consequences in mind. Something can begin by chance and later become important. A small decision can have consequences that were not yet foreseeable at that moment. That does not make the later connection any less real. But it lets the earlier moment retain its openness. That is exactly what is easily lost in retrospect. Because today I know which possibility actually developed further. At the time, there were other possibilities alongside it.

When I talk about it later, two ways of putting it can sound surprisingly similar. That was a work in which I now recognise something. That was the moment when everything began. Or: After that, things went in this direction. That was where it was all heading. The sentences differ only slightly. But they do not look at the past in the same way. The second already knows the ending.

Perhaps that is why a development often looks clearer once it is complete than while it is still unfolding. In an older work, I can see what reappeared later. With a work lying in front of me today, I do not have that knowledge. The present is less orderly. I can try something without knowing whether it will remain a one-off. A small change may later prove important or disappear entirely. For now, there is no way to tell.

Even so, the urge to place it in a larger pattern arises quickly. A new direction begins here. Perhaps that is true. Perhaps not. Such sentences can help. For a moment, they make something that is still open easier to grasp. But sometimes they come a little too soon. I do not need to know today what role a work will one day play.

Looking back can reveal connections that were barely visible in any single moment. That is its strength. But the line I can draw today does not mean it was the only line that could have been drawn then. Perhaps in a few years I will recognise a beginning in this work. Perhaps it will then look like an exception, or I will notice something in it that I barely notice today. Perhaps later it will hold no special place at all. Today it is none of those things. It simply lies in front of me.

Jeg hænger indimellem fast i en lille detalje, når jeg registrerer et nyt værk i mit værkarkiv. Værknummer, titel og årstal er hurtigt på plads, og målene giver som regel heller ingen problemer. Materialeangivelsen får mig derimod nogle gange til at tøve. Er »tusch på papir« nok, eller bør jeg notere den præcise papirtype? Skal jeg notere, at et ark senere er blevet beskåret med et par millimeter? Det er små spørgsmål, men jeg vil helst slippe for senere at skulle finde hvert enkelt værk frem for at kontrollere den slags detaljer.

Når jeg skal have et værk indrammet, har jeg brug for præcise mål. Vil jeg vide, hvilke værker der er lavet på en bestemt slags papir, hjælper betegnelsen mig. Værknummeret gør det lettere at finde frem til det rigtige. Mere forventer jeg i første omgang ikke af mit arkiv. Alligevel bruger jeg af og til forbavsende lang tid på at få registreringerne til at være ensartede.

Arket kan stadig ligge ved siden af computeren, mens jeg skriver oplysningerne ind. Jeg kan se, hvor tuschen er trængt dybere ind i fibrene, hvordan en form ændrede sig under arbejdet, eller hvor to flader mødes anderledes, end jeg oprindelig havde tænkt. Intet af det står i tabellen. Når jeg senere leder efter et bestemt værk, er den korte beskrivelse nok. Så snart jeg har det foran mig, er det helt andre detaljer, der optager mig.

Fra mit geografistudium kender jeg forholdet mellem præcision og udvælgelse. Et kort viser også kun en del af det, der findes på et sted. Veje og vandløb bliver til linjer, og terrænets former kan aflæses af højdekurverne. Et enkelt træ ved en vejdeling kan mangle, selv om det er et tydeligt pejlemærke, når man står der. Jeg kan heller ikke nødvendigvis se på kortet, hvordan stien føles under fødderne, eller om jeg kan høre et vandløb, før jeg får øje på det. Sådanne ting kan være vigtige undervejs, uden at kortet af den grund er upræcist.

På studiet beskæftigede jeg mig mere indgående med, hvordan kort bliver til: hvilke detaljer der kan skelnes i en bestemt målestok, hvilke symboler man bruger, og hvor meget de rumlige forhold må forenkles. Højdekurverne husker jeg særligt godt. På papiret virker de så selvfølgelige, at man let glemmer, hvor kunstig deres form egentlig er. I terrænet findes der ingen streger, som markerer bestemte højdeniveauer på en skråning. Højdeforskellene findes, men stregerne hører kortet til.

Med mit værkarkiv er det på samme måde. Kolonnerne er der, jeg udfylder dem og finder som regel det, jeg leder efter. Hvorfor jeg lige valgte disse kategorier, tænker jeg sjældent over. Jeg kunne have inddelt oplysningerne på mange andre måder. Materialerne kunne beskrives mere detaljeret, jeg kunne tilføje oplysninger om tilblivelsen eller registrere forskellige papirtyper hver for sig. Til nogle formål ville det være nyttigt, til andre blot gøre søgningen mere besværlig.

Først når et værk skiller sig ud, opdager jeg, hvad der mangler i mit system. En kombination af materialer er vanskelig at sammenfatte i en kort post, eller jeg vil gerne gemme en særlig oplysning, som der ikke er nogen passende kolonne til. Nogle gange tilføjer jeg en kategori. Som regel lader jeg opbygningen være, som den er.

Jeg ved dog ikke, hvad der vil interessere mig om nogle år. Måske vil jeg undersøge, hvordan min brug af bestemte materialer har ændret sig, eller se nærmere på en gruppe værker med fællestræk, jeg endnu ikke har fået øje på. Det, jeg allerede har registreret, er let at sammenligne. Vil jeg undersøge noget andet, må jeg finde arkene frem igen og håbe, at jeg stadig kan genkende de detaljer, jeg leder efter.

Af og til spekulerer jeg på, hvor meget de valgte kategorier styrer det, jeg leder efter. Når jeg kan sortere værkerne efter papirtype, opdager jeg måske sammenhænge, jeg ellers ville have overset. Andre ligheder er sværere at finde. Måske træder de først frem, når flere ark ligger ved siden af hinanden.

Ved siden af de faste oplysninger har mit arkiv en kolonne, der ganske enkelt hedder »Noter«. For mange værker står den tom. Andre gange skriver jeg noget om tilblivelsen, en særlig egenskab ved papiret eller en kort bemærkning, som ikke passer ind i nogen af de andre kategorier. Noterne er meget forskellige i længde og vanskelige at sammenligne.

Jeg har overvejet at inddele noterne mere systematisk. Indtil videre har jeg ladet feltet være, som det er. Af og til støder jeg på en note, jeg for længst havde glemt.