Omhu uden kontrol

Før jeg sætter en linje, kan jeg påvirke meget. Jeg kan vælge papiret, gøre tuschen klar, tage et redskab, som jeg ved, hvordan det vil reagere. Jeg kan bestemme, hvor meget væske der bliver på det, hvordan jeg holder det, og hvor jeg sætter an. Så rører det papiret. Min hånd bevæger sig, redskabet giver efter eller forbliver stift, overfladen suger væske til sig. Ét sted bliver sporet bredere, et andet sted mister det tæthed. Med erfaring kan meget af det vurderes ganske godt. Ikke alt. Det betyder ikke, at linjen opstod tilfældigt. Jeg satte den. Men jeg besluttede ikke hver millimeter af den på forhånd.

Jo mere omhyggeligt jeg arbejder, desto lettere kan det føles, som om resultatet også må blive sådan, som jeg havde forestillet mig. Hvis jeg forbereder et redskab dårligt, og der derfor sker noget, jeg ville undgå, er det ikke en interessant form for åbenhed. Noget går bare galt. Men deraf følger ikke, at enhver afvigelse er en fejl.

Med tiden kan jeg lære mine materialer bedre at kende. Jeg ved nogenlunde, hvor meget et papir suger væske, eller hvordan en tusch opfører sig ved forskellig fortynding. Alligevel fjerner denne viden ikke det øjeblik, hvor noget faktisk sker. Måske interesserer et spor mig netop, når jeg ikke kan forudse det fuldt ud. Det uforudsigelige er derfor ikke automatisk værdifuldt. Men jeg må være opmærksom. Jeg fører redskabet, mens tryk, hastighed, vinkel og overflade virker samtidig. Først når bevægelsen har fundet sted, ser jeg rigtigt, hvad der er opstået.

Nogle gange bliver et område anderledes, end jeg havde forventet. Den første impuls kan være at rette det. Lidt mere tusch. En bevægelse mere. Jævne en kant lidt ud. Nogle gange er det rigtigt. Et værk bliver ikke bedre, bare fordi noget uplanlagt er sket. Men indimellem opdager jeg, når jeg ser igen, at grunden til, at jeg vil gribe ind, egentlig ikke er, at stedet ikke fungerer. Jeg vil gribe ind, fordi det ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Det er en anden grund.

Så står jeg med et enkelt spørgsmål: Forstyrrer afvigelsen værket? Eller forstyrrer den kun min plan? Det kan ikke afgøres på forhånd. Jeg kan først vurdere det, når jeg har noget foran mig. Måske er også dette øjeblik en del af det at arbejde omhyggeligt: ikke straks at korrigere, men først at se, hvad forandringen gør ved værket.

Selvfølgelig vil jeg kende mine materialer og forstå, hvorfor noget sker. Netop derfor kan jeg skelne mellem en afvigelse, der opstår i selve arbejdet, og en, der blot skyldes uopmærksomhed. Forestillingen om, at man i kunstnerisk arbejde bare skal »give slip«, rammer derfor ikke helt det, jeg mener. Jeg vil gerne være involveret uden at skulle kontrollere alt.

Jeg kan formulere en sætning omhyggeligt. Jeg kan være opmærksom på tonen, øjeblikket og på det, jeg ved om den anden. Alligevel kan jeg ikke helt styre, hvordan den bliver modtaget. Et henkastet ord kan virke stærkere, end jeg havde ventet. Noget, der var entydigt for mig, kan forstås anderledes af den anden. At jeg ikke fuldstændigt kan kontrollere denne virkning, fritager mig ikke for ansvaret for det, jeg har sagt. Hvis en sætning bliver modtaget anderledes, kan jeg lytte, spørge ind og om nødvendigt rette.

Jeg er involveret, men ikke alene. I samtalen er der et andet menneske. Når jeg maler, er der et materiale, som ikke bare følger det, jeg har forestillet mig. At jeg ikke kan bestemme alt, gør derfor ikke det, jeg selv gør, mindre vigtigt. Det ændrer snarere, hvad jeg må være opmærksom på.

Når jeg maler, ændrer spørgsmålet sig også efter en bevægelse. Ikke kun: Blev linjen, som jeg ville have den? Men også: Hvad er der nu sket med den i billedet? Ved det første spørgsmål er min tidligere forestilling stadig målestokken. Ved det andet må jeg forholde mig til noget, der nu faktisk er til stede. Måske fungerer linjen anderledes end planlagt, men den fungerer alligevel i billedet. Måske virker den forstyrrende. Måske ændrer den et andet sted, som før virkede selvfølgeligt. Så tager jeg den næste beslutning. Noget retter jeg. Noget fjerner jeg igen. Andet bliver.

En afvigelse er ikke automatisk interessant. Men på et tidspunkt består et værk ikke længere kun af det, jeg på forhånd havde tænkt om det. Jeg har gjort noget. Nu er der noget, som jeg må reagere på. Måske viser præcision sig nogle gange ganske enkelt i overhovedet at lægge mærke til denne forskel.

Det er ikke altid klart med det samme. Et spor, der stadig er vådt, ser anderledes ud end det samme spor nogle minutter senere. Tuschen trænger længere ind. En kant ændrer sig. Det, der umiddelbart efter bevægelsen ligner et problem, kan falde til ro. Eller også gør det ikke. Så kan jeg stadig gribe ind. Nogle gange ved jeg endnu ikke, mens et spor stadig er vådt, om jeg vil ændre noget. Jeg ser på det. Imens tørrer tuschen videre.