Tag: 1

  • The Density of Small Things

    On Spaces Between, Transformation and Material

    My work often begins before I even think of an image.

    Sometimes my gaze lingers on a broken edge, the way a
    fibre runs, or the small shadow a leaf casts on the ground.
    Then I keep looking.

    When I look at a stone, I wonder how long it took to take
    on this form. What I see is only a moment in a much
    longer process of change.

    It is rarely the large things that draw me first. More often, it
    is something the eye might easily pass over — a trace at the
    edge or the distance between two forms.

    When I keep looking, nothing seems simply to be there. A
    surface can suggest what has acted upon it. Much of what I
    see then seems to be as it is only for a while.

    I have been looking this way for a long time.

    In my early sketches, the object was often only the
    beginning. I was more interested in what happened around
    it: how two forms affected one another and how an area
    changed as soon as something appeared within it.

    Empty space was never truly empty to me.

    A form does not end at its contour. It casts a shadow,
    obscures something or alters the space around it. The area
    left open is no longer the same afterwards.

    At the time, I probably could not have put it this way. I
    only knew that I was drawn to these spaces between. Today
    I can see that they still appear in my work.

    Later I realised that something similar held my attention in
    poetry and music.

    Over time, I began to pay closer attention to how
    something comes into being, changes and continues to
    have an effect.

    What the Earth Keeps
    In one of my poems, I tried to come closer to this thought:

    Darkness fades
    Light dies away


    Form falls apart


    Ash gives back
    what the earth has kept


    Nothing returns
    as it was


    When I read these lines, I do not think only of art.

    No form remains as it is forever. Some things change
    suddenly; others so slowly that I hardly notice. What
    changes never becomes exactly what it was before.

    Ash gives something back, but it restores nothing. The
    earth receives what returns to it and transforms it.

    For me, then, the earth holds something like memory. It
    keeps nothing as it was, yet what loses its form can
    continue to have an effect—as matter, trace or memory.

    We, too, are part of this change. Our bodies are made of
    the same substances as the world around us. Encounters
    with people, places and things do not leave us entirely
    unchanged.

    Some of this can be seen in my images: in broken edges
    and fading areas. I am interested in the moment when a
    form is just becoming visible or is already beginning to
    dissolve.

    For me, a note draws life from what came before it and
    from the silence that follows. In an image, the paper left
    bare carries something of that silence. It leaves room for
    light and stillness.

    Sometimes an image gains density precisely when very little
    happens in it.

    Only later did I realise that this way of seeing extended
    beyond my work.

    Perhaps that was one of the reasons I studied geography.
    From early on, I was interested in more than how a place
    looked. I wanted to understand why something lay, stood
    or grew exactly where it did, and how it had come to be
    that way. I was also interested in how it affected its
    surroundings.

    During my studies, I learned to look even more closely.
    Soil, water and climate could not be separated from one
    another. Landscapes were shaped by both geological
    processes and human intervention. The longer I studied a
    place, the more connections became apparent.

    Not in Isolation
    When I look at a tree, I rarely see just the tree.

    I think of the soil its roots lie in, the water it absorbs, and
    the light its leaves turn towards. Fungi, animals and the air
    around it are also part of its life.

    The tree, in turn, shapes its surroundings. It provides
    shade, keeps the soil moist for longer and itself becomes a
    place for other forms of life.

    A leaf absorbs light. Later, it falls to the ground, loses its
    form and becomes part of the soil from which something
    else can grow.

    Even a stone changes—only so slowly that we hardly
    notice. Water, pressure, heat and cold are at work on it.
    Because we cannot see this happening, it seems
    unchanging.

    Yet even a stone is only this particular stone for a while.

    I am moved by how much one thing depends on another.
    Not all of this is peaceful. There is protection and mutual
    support, but also disease, predation, displacement and
    death.

    A storm can destroy in a few hours what has taken years to
    grow. Later, something else may grow in the same soil, but
    new growth does not undo the loss.

    And yet, sometimes there is something I could almost call
    perfection. I do not mean a flawless order. I marvel at how
    much is interconnected, even though I understand only a
    small part of it.

    The more closely I look, the more clearly I realise how little
    I can grasp. For me, there is a sense of awe in that.

    I am not thinking only of animals and plants. Light alters
    surfaces, water finds its way, and traces of pressure and
    time remain in the rock. Fire dissolves forms and changes a
    place.

    Much of this happens without us, and yet we live in the
    midst of it. We affect it and are ourselves shaped by it.

    Later, I encountered texts and traditions that sharpened my
    way of seeing and helped me find clearer words for some
    of it.

    In Robin Wall Kimmerer’s Braiding Sweetgrass, I came across
    the Haudenosaunee Thanksgiving Address. In it, thanks are
    given not only to people but also to the earth, water, plants,
    animals, trees and winds. I am moved that human beings
    are not seen in isolation but as part of something larger.

    Shinto traditions have broadened my perspective in a
    different way. Kami can be associated with mountains,
    rocks, trees or waterfalls. Some of these places are revered
    as places where kami dwell. In this, I find a way of looking
    at the world not only from a human point of view.

    I did not grow up with these traditions. I approach them as
    a learner.

    Encountering them made it clearer to me that my attention
    does not stop with human beings.

    At the Worktable
    At the worktable, I look first at the paper.

    Each sheet has a tension of its own. Its fibres and
    absorbency help determine how the ink behaves on it.
    Even two sheets of the same type of paper can behave
    slightly differently.

    I put down a line and wait a moment. The ink sinks into
    the paper, gathers at an edge or spreads farther than
    expected. Elsewhere, the paper holds it back.

    The sheet expands and slowly begins to buckle, while the
    mark continues to change as it dries.

    I begin with an idea. Once the ink is on the paper, I have to
    look again. I may continue the line in a different way,
    remove some water or simply leave an area alone.

    At first, some things seem to have gone wrong: an area that
    has become too dark, a broken line or an edge that runs
    differently from what I had planned.

    I do not leave everything as it is. But sometimes, in a place
    like that, I discover something I had not seen before.

    As I work, I ask myself whether anything is really still
    missing from the image or whether I am continuing only
    because I feel uncertain.

    I often find it easier to add something than to stop.
    Even after I have stopped, light continues to work on the
    image. Light areas reflect it; black areas absorb it. Over
    time, light changes the surface itself.

    With Few Means
    Most of the time, I work with black and white. A single line
    or a single area can be enough, while much remains
    untouched.

    One more stroke can disturb the stillness of an image.
    What had seemed open only a moment before can
    suddenly feel too heavy or too closed. Sometimes the very
    line I expect so much from has almost no effect.

    After making an image that has become too pleasing, I
    become more cautious. If one area has overwhelmed
    everything else, I look for more space in the next work.
    Sometimes it is only through an unsuccessful image that I
    understand what I was actually looking for.

    In a small trace, water, pigment, paper, pressure and time
    come together. I cannot show everything that happens
    there. I probably do not want to.

    A dark area can hold the eye for a long time. Beside it, the
    untouched paper stands out more clearly.

    The empty space has to carry its weight as well.
    When I leave something out, I see the image differently. An
    edge becomes clearer, a trace emerges, and light falls
    differently on the paper.

    There is little sign of landscape in my images. I find nature
    instead in the way the material behaves: in how ink flows or
    stalls, and how a form grows denser or begins to dissolve
    again.

    When I write, I pay attention to something similar: the
    space between words. Some things become tangible
    precisely where I leave them partly unspoken.

    Perhaps that is why I keep returning to What the Earth Keeps.

  • Tætheden i det små

    Om mellemrum, forvandling og materiale

    Mit arbejde begynder ofte, før jeg overhovedet tænker på et
    billede.

    Nogle gange bliver mit blik hængende ved en brudt kant, en
    fibers forløb eller den lille skygge, et blad kaster på jorden.
    Så bliver jeg ved med at se.

    Når jeg ser på en sten, spørger jeg mig selv, hvor lang tid det
    har taget, før den fik denne form. Det, jeg ser, er kun et
    øjeblik i en forandring, der har været i gang meget længere.

    Det er sjældent de store ting, der først tiltrækker mig. Oftere
    er det noget, blikket let glider hen over – et spor ved kanten
    eller afstanden mellem to former.

    Når jeg bliver ved med at se, virker intet, som om det bare
    er der. På en overflade kan man ane, hvad der har påvirket
    den. Meget virker da, som om det kun er sådan for en tid.

    Sådan har jeg set længe.

    I mine tidlige skitser var genstanden ofte kun begyndelsen.
    Jeg var mere optaget af, hvad der skete omkring den:
    hvordan to former påvirkede hinanden, og hvordan en flade
    ændrede sig, så snart noget dukkede op i den.

    Det tomme var aldrig virkelig tomt for mig.

    En form ender ikke ved sin kontur. Den kaster en skygge,
    skjuler noget eller ændrer rummet omkring sig. Også den
    flade, der står fri, er bagefter ikke længere den samme.

    Dengang ville jeg nok ikke have kunnet sige det sådan. Jeg
    vidste kun, at disse mellemrum tiltrak mig. I dag kan jeg se,
    at de stadig dukker op i mit arbejde.

    Senere opdagede jeg, at noget lignende optog mig i lyrik og
    musik.

    Med tiden begyndte jeg at lægge stadig mere mærke til,
    hvordan noget opstår, forandrer sig og virker videre.

    Hvad jorden bevarer
    I et af mine digte har jeg forsøgt at nærme mig denne tanke:

    Mørket blegner
    Lyset svinder

    Formen går i opløsning.

    Aske giver tilbage
    det, jorden har bevaret

    Intet vender tilbage
    som det var

    Når jeg læser disse linjer, tænker jeg ikke kun på kunst.

    Ingen form forbliver, som den er, for altid. Noget forandrer
    sig pludseligt, andet så langsomt, at jeg næsten ikke lægger
    mærke til det. Det, der har forandret sig, bliver aldrig helt det
    samme igen.

    Aske giver noget tilbage, men genskaber intet. Jorden tager
    imod det, der vender tilbage til den, og forvandler det.

    For mig rummer jorden derfor en form for erindring. Den
    bevarer ikke noget uforandret, men det, der mister sin form,
    kan virke videre som stof, spor eller erindring.

    Vi er også en del af denne forandring. Vores kroppe består
    af de samme stoffer som verden omkring os. Møder med
    mennesker, steder og ting efterlader os ikke helt
    uforandrede.

    Noget af dette viser sig i mine billeder: i brudte kanter og
    falmende flader. Jeg er optaget af det øjeblik, hvor en form
    netop bliver synlig eller allerede begynder at opløses.

    For mig lever en tone af det, der lød før den, og af stilheden
    bagefter. I billedet bærer det uberørte papir noget af den
    stilhed. Det giver plads til lys og ro.

    Nogle gange bliver et billede fortættet, netop når der kun
    sker lidt i det.

    Først senere gik det op for mig, at jeg også uden for mit
    arbejde så tingene på en lignende måde.

    Måske var det en af grundene til, at jeg læste geografi.
    Allerede tidligt var jeg interesseret i mere end blot et steds
    udseende. Jeg ville forstå, hvorfor noget lå, stod eller
    voksede netop dér, og hvordan det var blevet sådan. Jeg var
    også interesseret i, hvordan det påvirkede sine omgivelser.

    Under studiet lærte jeg at se endnu nærmere efter. Jordbund,
    vand og klima kunne ikke adskilles fra hinanden. Landskaber
    var præget af både geologiske processer og menneskelige
    indgreb. Jo længere jeg beskæftigede mig med et sted, desto
    flere sammenhænge trådte frem.

    Ikke for sig selv
    Når jeg betragter et træ, ser jeg sjældent kun træet.

    Jeg tænker på jorden, hvor dets rødder ligger, på vandet, som
    træet optager, og på lyset, som dets blade vender sig mod.
    Svampe, dyr og luften omkring det er også en del af dets liv.

    Samtidig præger træet sine omgivelser. Det giver skygge,
    holder jorden fugtig længere og bliver selv et sted for andre
    livsformer.

    Et blad optager lys. Senere falder det til jorden, mister sin
    form og bliver en del af den jord, som noget andet kan vokse
    op af.

    Selv en sten forandrer sig – bare så langsomt, at vi knap nok
    bemærker det. Vand, tryk, varme og kulde påvirker den.
    Fordi vi ikke kan se det ske, virker den uforanderlig.

    Men også en sten er kun denne sten i et stykke tid.

    Det berører mig, hvor meget det ene afhænger af det andet.
    Men det er ikke alt sammen fredeligt. Der er beskyttelse og
    gensidig hjælp, men også sygdom, prædation, fortrængning
    og død.

    En storm kan på få timer ødelægge det, der har taget år om
    at vokse. Senere vokser der måske noget andet i den samme
    jord, men ny vækst gør ikke tabet ugjort.

    Og alligevel er der nogle gange noget, jeg næsten kunne kalde
    fuldkommenhed. Jeg mener ikke en fejlfri orden. Jeg
    forundres over, hvordan så meget hænger sammen, selv om
    jeg kun forstår en lille del af det.

    Jo mere nøje jeg ser efter, desto tydeligere bliver det for mig,
    hvor lidt jeg kan overskue. For mig ligger der en form for
    ærefrygt i det.

    Jeg tænker her ikke kun på dyr og planter. Lys forandrer
    overflader, vand finder vej, og spor af tryk og tid bliver
    tilbage i sten. Ild opløser former og forandrer et sted.

    Meget af dette sker uden os, og alligevel lever vi midt i det.
    Vi påvirker det og bliver selv præget af det.

    Senere lærte jeg tekster og traditioner at kende, som
    skærpede mit blik og hjalp mig med at sætte klarere ord på
    noget af det.

    I Robin Wall Kimmerers Braiding Sweetgrass blev jeg bekendt
    med Haudenosaunee-folkets takketale. I den går takken ikke
    kun til mennesker, men også til jorden, vandet, planterne,
    dyrene, træerne og vindene. Det berører mig, at mennesket
    her ikke betragtes isoleret, men ses som en del af en større
    sammenhæng.

    På en anden måde har shintotraditioner også udvidet mit
    perspektiv. Kami kan være knyttet til bjerge, klipper, træer
    eller vandfald. Nogle af disse steder æres som steder, hvor
    kami bor. Her finder jeg en måde at betragte verden på, som
    ikke kun tager udgangspunkt i mennesket.

    Jeg er ikke vokset op med disse traditioner. Jeg nærmer mig
    dem som én, der stadig lærer.
    Mødet med dem gjorde det tydeligere for mig, at min
    opmærksomhed ikke stopper ved mennesket.

    Ved arbejdsbordet
    Ved arbejdsbordet ser jeg først på papiret.

    Hvert ark har sin egen spænding. Dets fibre og sugeevne er
    med til at bestemme, hvordan tuschen opfører sig på det.
    Selv to ark af samme slags kan opføre sig lidt forskelligt.

    Jeg trækker en linje og venter et øjeblik. Tuschen trænger ind
    i papiret, samler sig ved en kant eller breder sig længere end
    forventet. Et andet sted holder papiret den tilbage.

    Arket udvider sig og begynder langsomt at bølge, mens
    sporet stadig ændrer sig under tørringen.

    Jeg begynder med en forestilling. Så snart tuschen er på
    papiret, må jeg se på det igen. Måske fører jeg linjen videre
    på en anden måde, fjerner lidt vand eller lader et område
    være i fred.

    Til at begynde med synes jeg, at noget er mislykket: et
    område, der er blevet for mørkt, en brudt linje eller en kant,
    der løber anderledes end planlagt.

    Jeg lader ikke alt stå. Men nogle gange opdager jeg netop på
    sådan et sted noget, jeg ikke havde set før.Mens jeg arbejder,
    spørger jeg mig selv, om der virkelig stadig mangler noget i
    billedet, eller om jeg kun fortsætter, fordi jeg er usikker.

    Det er ofte lettere for mig at tilføje noget end at stoppe.

    Selv efter at jeg er holdt op, bliver lyset ved med at påvirke
    billedet. Lyse områder sender det tilbage; sorte flader optager
    det. Med tiden forandrer lyset selve overfladen.

    Med få virkemidler
    Jeg arbejder for det meste med sort og hvid. En linje eller en
    flade kan være nok, mens meget forbliver urørt.

    Ét strøg mere kan forstyrre billedets ro. Det, der for et
    øjeblik siden virkede åbent, kan pludselig virke for tungt eller
    for lukket. Nogle gange bliver netop en linje, som jeg
    forventer meget af, næsten uden virkning.

    Efter et billede, der er blevet for tiltalende, bliver jeg mere
    forsigtig. Hvis en flade har overskygget alt andet, søger jeg
    mere luft i det næste billede. Nogle gange er det først gennem
    et mislykket billede, at jeg forstår, hvad jeg egentlig ledte
    efter.

    I et lille spor mødes vand, pigment, papir, tryk og tid. Jeg kan
    ikke vise alt det, der sker dér. Det er sandsynligvis heller ikke
    det, jeg ønsker.

    En mørk flade kan fastholde blikket længe. Ved siden af den
    træder det urørte papir tydeligere frem.

    Også tomrummet må bære.
    Når jeg undlader noget, ser jeg billedet anderledes. En kant
    bliver tydeligere, et spor træder frem, og lyset falder
    anderledes på papiret.

    Landskaber ses næsten ikke i mine billeder. Naturen finder
    jeg snarere i den måde, materialet opfører sig på: i hvordan
    tuschen flyder eller går i stå, og hvordan en form fortættes
    eller begynder at opløses igen.

    Når jeg skriver, lægger jeg mærke til noget lignende: rummet
    mellem ordene. Noget bliver mærkbart netop dér, hvor jeg
    ikke siger det helt ud.

    Måske er det derfor, jeg igen og igen vender tilbage til Hvad
    jorden bevarer.

  • Die Dichte des Kleinen

    Von Zwischenräumen, Verwandlung und Material

    Meine Arbeit beginnt oft, bevor ich überhaupt an ein Bild
    denke.

    Manchmal bleibt mein Blick an einer gebrochenen Kante
    hängen, am Verlauf einer Faser oder am kleinen Schatten
    eines Blatts auf dem Boden. Dann schaue ich länger hin.

    Bei einem Stein frage ich mich, wie lange es gedauert hat, bis
    er diese Form angenommen hat. Was ich sehe, ist nur ein
    Augenblick in einer viel längeren Veränderung.

    Es sind selten die großen Dinge, die mich zuerst anziehen.
    Meist ist es etwas, worüber der Blick leicht hinweggeht – eine
    Spur am Rand oder der Abstand zwischen zwei Formen.

    Wenn ich länger hinsehe, scheint nichts einfach nur da zu
    sein. An einer Oberfläche lässt sich erahnen, was auf sie
    eingewirkt hat. Vieles wirkt dann, als wäre es nur für eine
    Weile genau so.

    So schaue ich schon lange.

    In meinen frühen Skizzen war der Gegenstand oft nur der
    Anfang. Mich interessierte mehr, was um ihn herum
    geschah: wie zwei Formen aufeinander wirkten und wie sich
    eine Fläche veränderte, sobald etwas in ihr auftauchte.

    Das Leere war für mich nie wirklich leer.

    Eine Form endet nicht an ihrer Kontur. Sie wirft einen
    Schatten, verdeckt etwas oder verändert den Raum um sich
    herum. Auch die Fläche, die frei bleibt, ist danach nicht mehr
    dieselbe.

    Damals hätte ich das vermutlich nicht so sagen können. Ich
    wusste nur, dass mich diese Zwischenräume anzogen. Heute
    sehe ich, dass sie in meiner Arbeit noch immer auftauchen.

    Später merkte ich, dass mich in Lyrik und Musik etwas
    Ähnliches beschäftigte.

    Mit der Zeit achtete ich immer genauer darauf, wie etwas
    entsteht, sich wandelt und weiterwirkt.

    Was der Boden bewahrt
    In einem meiner Gedichte habe ich versucht, diesem
    Gedanken näherzukommen:

    Das Dunkle verblasst
    das Helle erlischt

    die Form zerfällt

    Asche gibt zurück
    was der Boden bewahrt

    nichts kehrt zurück
    wie es war.

    Wenn ich diese Zeilen lese, denke ich nicht nur an Kunst.

    Keine Form bleibt für immer so, wie sie ist. Manches
    verändert sich plötzlich, anderes so langsam, dass ich es
    kaum bemerke. Was sich verändert, wird nicht wieder genau
    das, was es einmal war.

    Die Asche gibt etwas zurück, stellt aber nichts wieder her.
    Der Boden nimmt auf, was in ihn zurückkehrt, und
    verwandelt es.

    Für mich hat der Boden deshalb etwas von Erinnerung. Er
    hält nichts unverändert fest, doch was seine Form verliert,
    kann als Stoff, Spur oder Erinnerung weiterwirken.

    Auch wir gehören zu diesem Wandel. Unsere Körper
    bestehen aus denselben Stoffen wie die Welt um uns herum.
    Begegnungen mit Menschen, Orten und Dingen lassen uns
    nicht ganz unverändert.

    Etwas davon zeigt sich in meinen Bildern: in gebrochenen
    Kanten und verblassenden Flächen. Mich interessiert der
    Augenblick, in dem eine Form gerade sichtbar wird oder
    schon beginnt, sich aufzulösen.

    Ein Ton lebt für mich von dem, was vor ihm erklungen ist,
    und von der Stille danach. Im Bild trägt das freie Papier
    etwas von dieser Stille. Es lässt Raum für Licht und Ruhe.
    Manchmal wird ein Bild gerade dann dicht, wenn nur wenig
    darin geschieht.

    Erst später fiel mir auf, dass ich auch außerhalb meiner
    Arbeit auf ähnliche Weise schaute.

    Vielleicht war das einer der Gründe, warum ich Geographie
    studierte. Schon früh interessierte mich nicht nur, wie ein
    Ort aussah. Ich wollte verstehen, warum etwas gerade dort
    lag, stand oder wuchs und wie es so geworden war. Mich
    interessierte auch, wie es auf seine Umgebung wirkte.

    Im Studium lernte ich, noch genauer hinzusehen. Boden,
    Wasser und Klima ließen sich nicht voneinander trennen.
    Landschaften waren sowohl von geologischen Prozessen als
    auch von menschlichen Eingriffen geprägt. Je länger ich
    mich mit einem Ort beschäftigte, desto mehr Verbindungen
    traten hervor.

    Nicht für sich allein
    Wenn ich einen Baum betrachte, sehe ich selten nur den
    Baum.

    Ich denke an den Boden, in dem seine Wurzeln liegen, an
    das Wasser, das er aufnimmt, und an das Licht, nach dem
    sich seine Blätter richten. Auch Pilze, Tiere und die Luft um
    ihn herum sind Teil seines Lebens.

    Zugleich prägt der Baum seine Umgebung. Er spendet
    Schatten, hält den Boden länger feucht und wird selbst zu
    einem Ort für anderes Leben.

    Ein Blatt nimmt Licht auf. Später fällt es zu Boden, verliert
    seine Form und wird Teil des Bodens, aus dem anderes
    wachsen kann.

    Auch ein Stein verändert sich – nur so langsam, dass wir es
    kaum bemerken. Wasser, Druck, Wärme und Kälte arbeiten
    an ihm. Weil wir das nicht sehen, erscheint er uns
    unveränderlich.

    Doch auch ein Stein ist nur für eine Weile genau dieser Stein.

    Mich berührt, wie sehr eines vom anderen abhängt. Dabei
    ist nicht alles friedlich. Es gibt Schutz und gegenseitige Hilfe,
    aber auch Krankheit, Fraß, Verdrängung und Tod.

    Ein Sturm kann in wenigen Stunden zerstören, was über
    Jahre gewachsen ist. Später wächst auf demselben Boden
    vielleicht etwas anderes, doch neues Wachstum macht den
    Verlust nicht ungeschehen.

    Und doch ist da manchmal etwas, das ich beinahe
    Vollkommenheit nennen möchte. Ich meine damit keine
    heile Ordnung. Ich staune darüber, wie vieles
    ineinandergreift, obwohl ich nur einen kleinen Teil davon
    verstehe.

    Je genauer ich hinsehe, desto deutlicher wird mir, wie wenig
    ich überblicke. Darin liegt für mich etwas von Ehrfurcht.

    Ich denke dabei nicht nur an Tiere und Pflanzen. Licht
    verändert Oberflächen, Wasser findet seine Wege, und im
    Gestein bleiben Spuren von Druck und Zeit. Feuer löst
    Formen auf und verändert einen Ort.

    Vieles davon geschieht ohne uns, und doch leben wir mitten
    darin. Wir wirken darauf ein und werden selbst davon
    geprägt.

    Später lernte ich Texte und Traditionen kennen, die meinen
    Blick schärften und mir halfen, manches klarer zu benennen.

    In Robin Wall Kimmerers Geflochtenes Süßgras begegnete mir
    die Dankesrede der Haudenosaunee. In ihr gilt der Dank
    nicht nur den Menschen, sondern auch der Erde, dem
    Wasser, den Pflanzen, den Tieren, den Bäumen und den
    Winden. Mich berührt, dass der Mensch darin nicht für sich
    allein steht, sondern als Teil eines größeren Zusammenhangs
    gesehen wird.

    Auf andere Weise haben auch shintōistische Traditionen
    meinen Blick erweitert. Kami können mit Bergen, Felsen,
    Bäumen oder Wasserfällen verbunden sein. Einige dieser
    Orte werden als Wohnstätten von Kami verehrt. Darin finde
    ich eine Möglichkeit, die Welt nicht nur vom Menschen her
    zu betrachten.

    Mit diesen Traditionen bin ich nicht aufgewachsen. Ich
    nähere mich ihnen als Lernender.

    Die Begegnung mit ihnen machte mir deutlicher, dass meine
    Aufmerksamkeit nicht beim Menschen endet.

    Am Arbeitstisch
    Am Arbeitstisch achte ich zuerst auf das Papier.

    Jeder Bogen hat eine eigene Spannung. Seine Fasern und
    seine Saugfähigkeit bestimmen mit, wie sich die Tusche
    darauf verhält. Selbst zwei Bögen derselben Sorte können
    sich etwas anders verhalten.

    Ich setze eine Linie und warte einen Moment. Die Tusche
    zieht in das Papier, sammelt sich an einer Kante oder breitet
    sich weiter aus als erwartet. An anderer Stelle hält das Papier
    sie zurück.

    Das Blatt dehnt sich, wellt sich langsam, und die Spur
    verändert sich noch beim Trocknen.

    Ich beginne mit einer Vorstellung. Sobald die Tusche auf
    dem Papier ist, muss ich neu hinsehen. Vielleicht führe ich
    die Linie anders weiter, nehme etwas Wasser weg oder lasse
    eine Stelle einfach in Ruhe.

    Zunächst halte ich manches für misslungen: eine zu dunkle
    Stelle, eine gebrochene Linie oder einen Rand, der anders
    verläuft als geplant.

    Nicht alles lasse ich stehen. Doch manchmal entdecke ich
    gerade in einer solchen Stelle etwas, das ich vorher nicht
    gesehen hatte.

    Beim Arbeiten frage ich mich, ob dem Bild wirklich noch
    etwas fehlt oder ob ich nur aus Unsicherheit weitermache.

    Noch etwas hinzuzufügen fällt mir oft leichter als
    aufzuhören.

    Auch wenn ich aufgehört habe, wirkt das Licht weiter. Helle
    Stellen werfen es zurück, schwarze Flächen nehmen es auf.
    Mit der Zeit verändert das Licht selbst die Oberfläche.

    Mit wenigen Mitteln
    Meist arbeite ich mit Schwarz und Weiß. Eine Linie oder eine
    Fläche kann genügen, während vieles unberührt bleibt.

    Ein Strich mehr kann die Ruhe des Bildes stören. Was eben
    noch offen war, wirkt plötzlich zu schwer oder zu
    geschlossen. Manchmal bleibt gerade eine Linie, von der ich
    mir viel verspreche, fast ohne Wirkung.

    Nach einem Bild, das mir zu gefällig geworden ist, werde ich
    vorsichtiger. Wenn eine Fläche alles andere erdrückt hat,
    suche ich in der nächsten Arbeit nach mehr Luft. Manchmal
    verstehe ich erst durch ein misslungenes Bild, wonach ich
    eigentlich gesucht habe.

    In einer kleinen Spur treffen Wasser, Pigment, Papier, Druck
    und Zeit zusammen. Ich kann nicht alles zeigen, was darin
    geschieht. Wahrscheinlich will ich das auch gar nicht.

    Eine dunkle Fläche kann den Blick lange binden. Daneben
    tritt das unberührte Papier deutlicher hervor.

    Auch die Leere muss tragen.
    Wenn ich etwas weglasse, sehe ich das Bild anders. Eine
    Kante wird deutlicher, eine Spur tritt hervor, und das Licht
    fällt anders auf das Papier.

    Landschaften sind in meinen Bildern kaum zu sehen. Natur
    finde ich eher im Verhalten des Materials: darin, wie Tusche
    fließt oder stockt und wie eine Form dichter wird oder sich
    wieder löst.

    Beim Schreiben achte ich auf etwas Ähnliches: auf den Raum
    zwischen den Wörtern. Manches wird gerade dort spürbar,
    wo ich es nicht vollständig ausspreche.

    Vielleicht kehre ich deshalb immer wieder zu Was der Boden
    bewahrt zurück.

  • Hvad jorden bevarer

    Det mørke falmer
    det lyse slukner

    formen opløses

    Asken giver tilbage
    hvad jorden bevarer

    intet vender tilbage
    som det var

  • Was der Boden bewahrt

    Das Dunkle verblasst
    das Helle erlischt


    die Form zerfällt

    Asche gibt zurück
    was der Boden bewahrt

    nichts kehrt zurück
    wie es war

  • What the Earth Keeps

    Darkness fades
    Light dies away

    Form falls apart.

    Ash gives back
    what the earth has kept.

    Nothing returns
    as it was.