Tætheden i det små

Om mellemrum, forvandling og materiale

Mit arbejde begynder ofte, før jeg overhovedet tænker på et
billede.

Nogle gange bliver mit blik hængende ved en brudt kant, en
fibers forløb eller den lille skygge, et blad kaster på jorden.
Så bliver jeg ved med at se.

Når jeg ser på en sten, spørger jeg mig selv, hvor lang tid det
har taget, før den fik denne form. Det, jeg ser, er kun et
øjeblik i en forandring, der har været i gang meget længere.

Det er sjældent de store ting, der først tiltrækker mig. Oftere
er det noget, blikket let glider hen over – et spor ved kanten
eller afstanden mellem to former.

Når jeg bliver ved med at se, virker intet, som om det bare
er der. På en overflade kan man ane, hvad der har påvirket
den. Meget virker da, som om det kun er sådan for en tid.

Sådan har jeg set længe.

I mine tidlige skitser var genstanden ofte kun begyndelsen.
Jeg var mere optaget af, hvad der skete omkring den:
hvordan to former påvirkede hinanden, og hvordan en flade
ændrede sig, så snart noget dukkede op i den.

Det tomme var aldrig virkelig tomt for mig.

En form ender ikke ved sin kontur. Den kaster en skygge,
skjuler noget eller ændrer rummet omkring sig. Også den
flade, der står fri, er bagefter ikke længere den samme.

Dengang ville jeg nok ikke have kunnet sige det sådan. Jeg
vidste kun, at disse mellemrum tiltrak mig. I dag kan jeg se,
at de stadig dukker op i mit arbejde.

Senere opdagede jeg, at noget lignende optog mig i lyrik og
musik.

Med tiden begyndte jeg at lægge stadig mere mærke til,
hvordan noget opstår, forandrer sig og virker videre.

Hvad jorden bevarer
I et af mine digte har jeg forsøgt at nærme mig denne tanke:

Mørket blegner
Lyset svinder

Formen går i opløsning.

Aske giver tilbage
det, jorden har bevaret

Intet vender tilbage
som det var

Når jeg læser disse linjer, tænker jeg ikke kun på kunst.

Ingen form forbliver, som den er, for altid. Noget forandrer
sig pludseligt, andet så langsomt, at jeg næsten ikke lægger
mærke til det. Det, der har forandret sig, bliver aldrig helt det
samme igen.

Aske giver noget tilbage, men genskaber intet. Jorden tager
imod det, der vender tilbage til den, og forvandler det.

For mig rummer jorden derfor en form for erindring. Den
bevarer ikke noget uforandret, men det, der mister sin form,
kan virke videre som stof, spor eller erindring.

Vi er også en del af denne forandring. Vores kroppe består
af de samme stoffer som verden omkring os. Møder med
mennesker, steder og ting efterlader os ikke helt
uforandrede.

Noget af dette viser sig i mine billeder: i brudte kanter og
falmende flader. Jeg er optaget af det øjeblik, hvor en form
netop bliver synlig eller allerede begynder at opløses.

For mig lever en tone af det, der lød før den, og af stilheden
bagefter. I billedet bærer det uberørte papir noget af den
stilhed. Det giver plads til lys og ro.

Nogle gange bliver et billede fortættet, netop når der kun
sker lidt i det.

Først senere gik det op for mig, at jeg også uden for mit
arbejde så tingene på en lignende måde.

Måske var det en af grundene til, at jeg læste geografi.
Allerede tidligt var jeg interesseret i mere end blot et steds
udseende. Jeg ville forstå, hvorfor noget lå, stod eller
voksede netop dér, og hvordan det var blevet sådan. Jeg var
også interesseret i, hvordan det påvirkede sine omgivelser.

Under studiet lærte jeg at se endnu nærmere efter. Jordbund,
vand og klima kunne ikke adskilles fra hinanden. Landskaber
var præget af både geologiske processer og menneskelige
indgreb. Jo længere jeg beskæftigede mig med et sted, desto
flere sammenhænge trådte frem.

Ikke for sig selv
Når jeg betragter et træ, ser jeg sjældent kun træet.

Jeg tænker på jorden, hvor dets rødder ligger, på vandet, som
træet optager, og på lyset, som dets blade vender sig mod.
Svampe, dyr og luften omkring det er også en del af dets liv.

Samtidig præger træet sine omgivelser. Det giver skygge,
holder jorden fugtig længere og bliver selv et sted for andre
livsformer.

Et blad optager lys. Senere falder det til jorden, mister sin
form og bliver en del af den jord, som noget andet kan vokse
op af.

Selv en sten forandrer sig – bare så langsomt, at vi knap nok
bemærker det. Vand, tryk, varme og kulde påvirker den.
Fordi vi ikke kan se det ske, virker den uforanderlig.

Men også en sten er kun denne sten i et stykke tid.

Det berører mig, hvor meget det ene afhænger af det andet.
Men det er ikke alt sammen fredeligt. Der er beskyttelse og
gensidig hjælp, men også sygdom, prædation, fortrængning
og død.

En storm kan på få timer ødelægge det, der har taget år om
at vokse. Senere vokser der måske noget andet i den samme
jord, men ny vækst gør ikke tabet ugjort.

Og alligevel er der nogle gange noget, jeg næsten kunne kalde
fuldkommenhed. Jeg mener ikke en fejlfri orden. Jeg
forundres over, hvordan så meget hænger sammen, selv om
jeg kun forstår en lille del af det.

Jo mere nøje jeg ser efter, desto tydeligere bliver det for mig,
hvor lidt jeg kan overskue. For mig ligger der en form for
ærefrygt i det.

Jeg tænker her ikke kun på dyr og planter. Lys forandrer
overflader, vand finder vej, og spor af tryk og tid bliver
tilbage i sten. Ild opløser former og forandrer et sted.

Meget af dette sker uden os, og alligevel lever vi midt i det.
Vi påvirker det og bliver selv præget af det.

Senere lærte jeg tekster og traditioner at kende, som
skærpede mit blik og hjalp mig med at sætte klarere ord på
noget af det.

I Robin Wall Kimmerers Braiding Sweetgrass blev jeg bekendt
med Haudenosaunee-folkets takketale. I den går takken ikke
kun til mennesker, men også til jorden, vandet, planterne,
dyrene, træerne og vindene. Det berører mig, at mennesket
her ikke betragtes isoleret, men ses som en del af en større
sammenhæng.

På en anden måde har shintotraditioner også udvidet mit
perspektiv. Kami kan være knyttet til bjerge, klipper, træer
eller vandfald. Nogle af disse steder æres som steder, hvor
kami bor. Her finder jeg en måde at betragte verden på, som
ikke kun tager udgangspunkt i mennesket.

Jeg er ikke vokset op med disse traditioner. Jeg nærmer mig
dem som én, der stadig lærer.
Mødet med dem gjorde det tydeligere for mig, at min
opmærksomhed ikke stopper ved mennesket.

Ved arbejdsbordet
Ved arbejdsbordet ser jeg først på papiret.

Hvert ark har sin egen spænding. Dets fibre og sugeevne er
med til at bestemme, hvordan tuschen opfører sig på det.
Selv to ark af samme slags kan opføre sig lidt forskelligt.

Jeg trækker en linje og venter et øjeblik. Tuschen trænger ind
i papiret, samler sig ved en kant eller breder sig længere end
forventet. Et andet sted holder papiret den tilbage.

Arket udvider sig og begynder langsomt at bølge, mens
sporet stadig ændrer sig under tørringen.

Jeg begynder med en forestilling. Så snart tuschen er på
papiret, må jeg se på det igen. Måske fører jeg linjen videre
på en anden måde, fjerner lidt vand eller lader et område
være i fred.

Til at begynde med synes jeg, at noget er mislykket: et
område, der er blevet for mørkt, en brudt linje eller en kant,
der løber anderledes end planlagt.

Jeg lader ikke alt stå. Men nogle gange opdager jeg netop på
sådan et sted noget, jeg ikke havde set før.Mens jeg arbejder,
spørger jeg mig selv, om der virkelig stadig mangler noget i
billedet, eller om jeg kun fortsætter, fordi jeg er usikker.

Det er ofte lettere for mig at tilføje noget end at stoppe.

Selv efter at jeg er holdt op, bliver lyset ved med at påvirke
billedet. Lyse områder sender det tilbage; sorte flader optager
det. Med tiden forandrer lyset selve overfladen.

Med få virkemidler
Jeg arbejder for det meste med sort og hvid. En linje eller en
flade kan være nok, mens meget forbliver urørt.

Ét strøg mere kan forstyrre billedets ro. Det, der for et
øjeblik siden virkede åbent, kan pludselig virke for tungt eller
for lukket. Nogle gange bliver netop en linje, som jeg
forventer meget af, næsten uden virkning.

Efter et billede, der er blevet for tiltalende, bliver jeg mere
forsigtig. Hvis en flade har overskygget alt andet, søger jeg
mere luft i det næste billede. Nogle gange er det først gennem
et mislykket billede, at jeg forstår, hvad jeg egentlig ledte
efter.

I et lille spor mødes vand, pigment, papir, tryk og tid. Jeg kan
ikke vise alt det, der sker dér. Det er sandsynligvis heller ikke
det, jeg ønsker.

En mørk flade kan fastholde blikket længe. Ved siden af den
træder det urørte papir tydeligere frem.

Også tomrummet må bære.
Når jeg undlader noget, ser jeg billedet anderledes. En kant
bliver tydeligere, et spor træder frem, og lyset falder
anderledes på papiret.

Landskaber ses næsten ikke i mine billeder. Naturen finder
jeg snarere i den måde, materialet opfører sig på: i hvordan
tuschen flyder eller går i stå, og hvordan en form fortættes
eller begynder at opløses igen.

Når jeg skriver, lægger jeg mærke til noget lignende: rummet
mellem ordene. Noget bliver mærkbart netop dér, hvor jeg
ikke siger det helt ud.

Måske er det derfor, jeg igen og igen vender tilbage til Hvad
jorden bevarer.