Tag: 7

Jeg hænger indimellem fast i en lille detalje, når jeg registrerer et nyt værk i mit værkarkiv. Værknummer, titel og årstal er hurtigt på plads, og målene giver som regel heller ingen problemer. Materialeangivelsen får mig derimod nogle gange til at tøve. Er »tusch på papir« nok, eller bør jeg notere den præcise papirtype? Skal jeg notere, at et ark senere er blevet beskåret med et par millimeter? Det er små spørgsmål, men jeg vil helst slippe for senere at skulle finde hvert enkelt værk frem for at kontrollere den slags detaljer.

Når jeg skal have et værk indrammet, har jeg brug for præcise mål. Vil jeg vide, hvilke værker der er lavet på en bestemt slags papir, hjælper betegnelsen mig. Værknummeret gør det lettere at finde frem til det rigtige. Mere forventer jeg i første omgang ikke af mit arkiv. Alligevel bruger jeg af og til forbavsende lang tid på at få registreringerne til at være ensartede.

Arket kan stadig ligge ved siden af computeren, mens jeg skriver oplysningerne ind. Jeg kan se, hvor tuschen er trængt dybere ind i fibrene, hvordan en form ændrede sig under arbejdet, eller hvor to flader mødes anderledes, end jeg oprindelig havde tænkt. Intet af det står i tabellen. Når jeg senere leder efter et bestemt værk, er den korte beskrivelse nok. Så snart jeg har det foran mig, er det helt andre detaljer, der optager mig.

Fra mit geografistudium kender jeg forholdet mellem præcision og udvælgelse. Et kort viser også kun en del af det, der findes på et sted. Veje og vandløb bliver til linjer, og terrænets former kan aflæses af højdekurverne. Et enkelt træ ved en vejdeling kan mangle, selv om det er et tydeligt pejlemærke, når man står der. Jeg kan heller ikke nødvendigvis se på kortet, hvordan stien føles under fødderne, eller om jeg kan høre et vandløb, før jeg får øje på det. Sådanne ting kan være vigtige undervejs, uden at kortet af den grund er upræcist.

På studiet beskæftigede jeg mig mere indgående med, hvordan kort bliver til: hvilke detaljer der kan skelnes i en bestemt målestok, hvilke symboler man bruger, og hvor meget de rumlige forhold må forenkles. Højdekurverne husker jeg særligt godt. På papiret virker de så selvfølgelige, at man let glemmer, hvor kunstig deres form egentlig er. I terrænet findes der ingen streger, som markerer bestemte højdeniveauer på en skråning. Højdeforskellene findes, men stregerne hører kortet til.

Med mit værkarkiv er det på samme måde. Kolonnerne er der, jeg udfylder dem og finder som regel det, jeg leder efter. Hvorfor jeg lige valgte disse kategorier, tænker jeg sjældent over. Jeg kunne have inddelt oplysningerne på mange andre måder. Materialerne kunne beskrives mere detaljeret, jeg kunne tilføje oplysninger om tilblivelsen eller registrere forskellige papirtyper hver for sig. Til nogle formål ville det være nyttigt, til andre blot gøre søgningen mere besværlig.

Først når et værk skiller sig ud, opdager jeg, hvad der mangler i mit system. En kombination af materialer er vanskelig at sammenfatte i en kort post, eller jeg vil gerne gemme en særlig oplysning, som der ikke er nogen passende kolonne til. Nogle gange tilføjer jeg en kategori. Som regel lader jeg opbygningen være, som den er.

Jeg ved dog ikke, hvad der vil interessere mig om nogle år. Måske vil jeg undersøge, hvordan min brug af bestemte materialer har ændret sig, eller se nærmere på en gruppe værker med fællestræk, jeg endnu ikke har fået øje på. Det, jeg allerede har registreret, er let at sammenligne. Vil jeg undersøge noget andet, må jeg finde arkene frem igen og håbe, at jeg stadig kan genkende de detaljer, jeg leder efter.

Af og til spekulerer jeg på, hvor meget de valgte kategorier styrer det, jeg leder efter. Når jeg kan sortere værkerne efter papirtype, opdager jeg måske sammenhænge, jeg ellers ville have overset. Andre ligheder er sværere at finde. Måske træder de først frem, når flere ark ligger ved siden af hinanden.

Ved siden af de faste oplysninger har mit arkiv en kolonne, der ganske enkelt hedder »Noter«. For mange værker står den tom. Andre gange skriver jeg noget om tilblivelsen, en særlig egenskab ved papiret eller en kort bemærkning, som ikke passer ind i nogen af de andre kategorier. Noterne er meget forskellige i længde og vanskelige at sammenligne.

Jeg har overvejet at inddele noterne mere systematisk. Indtil videre har jeg ladet feltet være, som det er. Af og til støder jeg på en note, jeg for længst havde glemt.

Sometimes I get caught up in a small detail when entering a new piece into my archive. The catalogue number, title and year are quickly recorded, and the dimensions rarely cause any trouble. But I sometimes spend longer on the materials. Is “ink on paper” enough, or should I record the exact type of paper? Do I need to mention that a sheet was trimmed by a few millimetres afterwards? These are small questions, but I would rather not have to take out every piece again just to check such details.

For framing, I need accurate dimensions. If I want to find out which works were made on a particular paper, its name helps. The catalogue number makes each piece easier to identify. For now, that is about all I need from my archive. Still, I sometimes spend a surprising amount of time making sure the entries are consistent.

The sheet in question may still be lying beside my computer. I can see where the ink has soaked more deeply into the fibres, how a shape changed as I worked, or where two areas meet differently from what I originally intended. None of this appears in the spreadsheet. When I later look for a particular work, the brief description is enough. Once I have it in front of me, entirely different details catch my attention.

I know this relationship between precision and selection from studying geography. A map, too, shows only part of what exists in a place. Paths and waterways appear as lines, while the shape of the land can be read from contour lines. A single tree at a fork in the path may be missing, even though it is a noticeable landmark when you are actually there. Nor can I necessarily tell what a path feels like underfoot or whether I will hear a stream before I see it. Such things can matter along the way without making the map inaccurate.

During my studies, I spent more time learning how maps are made: which details remain visible at a given scale, which symbols are used and how far spatial relationships need to be simplified. The contour lines have stayed with me in particular. They look so natural on paper that it is easy to forget how artificial their form really is. Out in the landscape, there are no lines marking regular intervals of elevation across a hillside. The differences in height are real; the lines belong to the map.

Something similar happens with my archive. The columns are there, I fill them in, and I can usually find what I am looking for. I rarely stop to wonder why I chose those particular categories. I could have arranged things quite differently. Materials could be described in greater detail, information about how a work came about could be added, or different types of paper could be recorded separately. That might help with some questions while making other searches more cumbersome.

It is only when a work is unusual that I notice what the existing system does not allow for. A combination of materials is difficult to fit into a short entry, or I want to record something for which there is no appropriate column. Sometimes I add a category. Most of the time I leave the structure as it is.

I don’t know, though, what will interest me in a few years. Perhaps I will want to trace how my use of particular materials has changed, or I will be looking at a group of works whose similarities I have not yet noticed. What I have already recorded is easy to compare. For anything else, I will have to look at the sheets again and hope I can still identify the details I am looking for.

I sometimes wonder how much the categories I have chosen shape what I look for. If I can sort the works by paper type, I may notice connections I would otherwise have missed. Other similarities are harder to find. They may only emerge when several sheets are laid out side by side.

Alongside the fixed fields, my archive has a column simply called “Notes”. For many works it stays empty. In other cases, I record something about how a piece came about, a feature of the paper, or a brief remark that did not fit into any of the other categories. The entries vary in length and are difficult to compare.

I have thought about organising these remarks more systematically. For now, I have left the field as it is. Occasionally, I come across a note I had long forgotten.

Manchmal bleibe ich beim Eintragen einer neuen Arbeit in mein Werkarchiv an einer Kleinigkeit hängen. Werknummer, Titel und Jahr sind schnell erfasst, auch die Maße bereiten normalerweise keine Schwierigkeiten. Bei der Materialangabe überlege ich dagegen gelegentlich länger. Reicht „Tusche auf Papier“, oder sollte ich die genaue Papiersorte festhalten? Muss ich vermerken, dass ein Blatt nachträglich um wenige Millimeter beschnitten wurde? Es sind unscheinbare Fragen, aber ich möchte später nicht jedes Bild hervorholen müssen, um solche Einzelheiten nachzusehen.

Für eine Rahmung brauche ich verlässliche Maße. Wenn ich herausfinden möchte, welche Werke auf einem bestimmten Papier entstanden sind, hilft mir dessen Bezeichnung. Die Nummer wiederum erleichtert die eindeutige Zuordnung. Viel mehr verlange ich zunächst nicht von meinem Archiv. Trotzdem verbringe ich mitunter erstaunlich viel Zeit damit, die Einträge einheitlich zu halten.

Dabei kann das betreffende Blatt noch neben meinem Rechner liegen. Ich sehe, wo die Tusche unterschiedlich tief in die Fasern eingezogen ist, wie sich eine Form während des Arbeitens verändert hat oder wo zwei Flächen anders aufeinandertreffen als ursprünglich beabsichtigt. Von solchen Dingen erzählt die Tabellenzeile nichts. Wenn ich später nach einem bestimmten Werk suche, genügt mir die knappe Beschreibung. Sobald ich es vor mir habe, interessieren mich wieder ganz andere Einzelheiten.

Aus meinem Geographiestudium kenne ich dieses Verhältnis zwischen Genauigkeit und Auswahl. Auch eine Karte zeigt nur einen Teil dessen, was an einem Ort vorhanden ist. Wege und Gewässer erscheinen als Linien, Geländeformen lassen sich an Höhenlinien erkennen. Ein einzelner Baum an einer Abzweigung kann fehlen, obwohl er vor Ort ein auffälliger Orientierungspunkt ist. Ebenso wenig erfahre ich unbedingt, wie sich ein Weg unter meinen Füßen anfühlt oder ob ich einen Bach schon höre, bevor ich ihn sehe. Solche Dinge können unterwegs wichtig werden, ohne dass die Darstellung deshalb ungenau wäre.

Während des Studiums habe ich mich ausführlicher damit beschäftigt, wie Karten entstehen: welche Einzelheiten bei einem bestimmten Maßstab noch erkennbar sind, welche Zeichen verwendet werden und wie stark man räumliche Verhältnisse vereinfachen muss. Besonders die Höhenlinien sind mir in Erinnerung geblieben. Sie erscheinen auf dem Papier so selbstverständlich, dass man leicht vergisst, wie künstlich ihre Form eigentlich ist. Im Gelände gibt es keine Striche, die einen Hang in regelmäßigen Höhenabständen durchziehen. Die Höhenunterschiede sind vorhanden, die Linien gehören zur Karte.

Mit meinem Werkarchiv geht es mir ähnlich. Die Spalten sind vorhanden, ich fülle sie aus und finde meistens, wonach ich suche. Warum ich ausgerechnet diese Kategorien gewählt habe, frage ich mich selten. Dabei hätte ich vieles anders einteilen können. Materialien ließen sich genauer unterscheiden, Angaben zur Entstehung ergänzen oder verschiedene Papierarten gesondert erfassen. Für manche Fragen wäre das hilfreich, für andere würde es die Suche nur umständlicher machen.

Erst bei einer ungewöhnlichen Arbeit fällt mir auf, was die vorhandene Ordnung nicht berücksichtigt. Eine Materialkombination lässt sich schlecht in einem kurzen Eintrag zusammenfassen, oder ich möchte eine Besonderheit festhalten, für die keine passende Spalte vorgesehen ist. Manchmal ergänze ich eine Kategorie. Meistens lasse ich die Ordnung, wie sie ist.

Allerdings weiß ich nicht, was mich in einigen Jahren interessieren wird. Vielleicht möchte ich dann nachvollziehen, wie sich meine Verwendung bestimmter Materialien verändert hat, oder ich beschäftige mich mit einer Werkgruppe, deren Gemeinsamkeiten mir heute noch nicht auffallen. Was bereits erfasst ist, kann ich leicht vergleichen. Bei allem anderen muss ich die Blätter erneut ansehen und hoffen, dass sich die gesuchten Einzelheiten noch feststellen lassen.

Gelegentlich frage ich mich, wie sehr die vorhandenen Kategorien auch meine Suche beeinflussen. Wenn ich die Werke nach Papierarten sortieren kann, fallen mir möglicherweise Zusammenhänge auf, die ich sonst übersehen hätte. Andere Gemeinsamkeiten lassen sich nicht so einfach finden. Sie ergeben sich vielleicht erst, wenn mehrere Blätter nebeneinanderliegen.

Neben den festen Angaben gibt es in meinem Archiv eine Spalte, die einfach „Notizen“ heißt. Bei vielen Arbeiten bleibt sie leer. In anderen Fällen halte ich dort etwas zur Entstehung fest, eine Besonderheit des Papiers oder einen kurzen Hinweis, den ich keiner anderen Kategorie zuordnen konnte. Die Einträge sind unterschiedlich ausführlich und lassen sich kaum miteinander vergleichen.

Ich habe schon überlegt, diese Bemerkungen genauer zu ordnen. Bisher ist es bei dem freien Feld geblieben. Manchmal finde ich darin eine Notiz wieder, an die ich längst nicht mehr gedacht hatte.