Tag: 6

On Visibility and the Gaze of Others

I have an image in front of me, and at some point I realise that I do not want to add anything more, so I put it aside.

Maybe it leans against a wall for a few days. Maybe it disappears among other works.

During that time, hardly anyone knows it exists.

Sometimes no one but me.

Still, it does not feel unfinished to me.

The ink has dried. The decisions have been made.

Something that was previously only a possibility is now actually there.

And yet something changes as soon as another person stands in front of it.

Not on the paper.

But around the image.

Someone stops at a part I barely noticed.

Maybe they ask about the title.

Maybe they say nothing at all.

From that moment on, someone else knows about the work.

That cannot be undone.

I am therefore less interested in whether an image needs a viewer.

The question has become more complicated for me.

What was already there before someone else saw it?

And what only comes with that gaze?

Before Anyone Knows About It

When a work is finished, I know many things that no one else can later see.

I know what the paper looked like before. I remember the first mark and sometimes even the point where I almost stopped.

This knowledge is not hidden in the image.

It simply belongs to how it came into being.

Another person does not know this path.

They encounter only what is now in front of them.

Perhaps this is one of the reasons why showing a work can seem as natural as a next step.

With some images, once they are finished, the question of when I will show them arises almost automatically.

Not necessarily because I need approval.

More as if showing them belonged to the natural continuation of what began in the studio.

Perhaps sometimes it does.

But “afterwards” is not the same as “in order for it to become complete.”

A piece of music makes this difference especially clear to me.

Someone can play alone. The last note ends. No one listened.

The fact that no one was there does not change the fact that it was played.

With an image, it is similar and at the same time more difficult.

Because an image remains.

Someone can still encounter it later.

Another Person’s Gaze

With this encounter, something new actually comes into being.

A work that stands quietly among others in the studio can have a different effect in an exhibition space. Someone sees a connection I did not see, or asks a question that would never have occurred to me.

From then on, there is an encounter that did not exist before.

If no one else has seen the work, these traces of another person’s perception are not there.

Perhaps that is one reason why visibility can so easily be confused with value.

What is seen produces reactions.

What gets no reaction can quickly seem as if there was less there.

But at first, this only says something about who knew about it.

Not about what happened.

I notice this difference too in works that remain in the archive for a long time.

Not every one of them is meant to stay there.

Some I want to show, or see again one day in another context.

But that does not make the time before that empty.

The work is already there.

My Own Gaze

Of course my works have a witness.

Me.

That sounds almost too obvious.

I was there.

I saw the work come into being.

Why does another person’s gaze still feel different?

Perhaps because my own gaze is never entirely separate from the act of making it.

I know the decisions. I know which part could have been different. I see not only the image, but also some of what came before.

Another person is not given this history along with it.

Their gaze begins later.

Perhaps that is precisely why it sometimes feels like confirmation.

Something that until then existed only within my own circle moves beyond it.

But I do not quite like the word “confirmation” either.

It sounds as if the work had been waiting for a judgement.

It does not have to.

Perhaps the difference lies elsewhere.

My own gaze belongs to the making of the work.

Another person’s gaze opens a relationship that was not there before.

When Something Becomes Visible

I want other people to encounter my works.

That is precisely why I am interested in what happens in the moment when they leave their own space.

An image that is exhibited or passed on enters contexts that I cannot fully determine.

In an exhibition, it stands beside other works. Perhaps later someone lives with it and connects something with it that had nothing to do with how it came into being.

This relationship only arises then.

Before that, it was not there.

But that does not mean the image itself was missing before.

This is a small difference, and perhaps that is exactly why it stays with me.

A work can gain something through another person’s gaze that I cannot give it myself.

It can also remain unshown for a while.

Unshown and incomplete are not the same thing.

When No One Is Looking

When I put a finished work aside, I do not always know who will see it later.

That remains open.

What is not open is the moment when I stopped.

At some point, the final mark was made.

After that, many things can happen.

Another person may see something in it that I missed.

The work may be given a new place or become connected with a memory that is not mine.

Perhaps that is why I do not always want to show a finished work immediately.

Not to hide it.

More to avoid forgetting this difference.

Someone else can come later.

That changes something.

But it is not the beginning.

Om synlighed og andres blik

Jeg har et billede foran mig, og på et tidspunkt mærker jeg, at jeg ikke vil tilføje mere, så jeg stiller det til side.

Måske står det lænet op ad en væg i nogle dage. Måske forsvinder det mellem andre værker.

I den tid er der næsten ingen, der ved, at det findes.

Nogle gange ingen andre end mig.

Alligevel oplever jeg det ikke som ufærdigt.

Tuschen er tørret. Beslutningerne er truffet.

Noget, der før kun var en mulighed, er nu faktisk til stede.

Og alligevel ændrer noget sig, så snart et andet menneske står foran det.

Ikke på papiret.

Men omkring billedet.

Nogen hæfter sig ved et sted, som jeg næsten ikke havde lagt mærke til.

Måske spørger de til titlen.

Måske siger de slet ingenting.

Fra det øjeblik ved en anden, at værket findes.

Det kan ikke gøres ugjort.

Derfor er jeg mindre optaget af, om et billede har brug for en betragter.

For mig er spørgsmålet blevet mere kompliceret.

Hvad var der allerede, før en anden så det?

Og hvad kommer først til med dette blik?

Før nogen ved det

Når et værk er færdigt, ved jeg meget, som ingen andre senere kan se.

Jeg ved, hvordan papiret så ud før. Jeg husker det første spor og nogle gange også, hvor jeg næsten var stoppet.

Denne viden er ikke skjult i billedet.

Den hører bare til dets tilblivelse.

En anden kender ikke denne vej, men møder kun det, der nu er foran sig.

Måske er det en af grundene til, at det at vise et værk kan virke så selvfølgeligt som et næste skridt.

Når nogle billeder er færdige, opstår spørgsmålet om, hvornår jeg vil vise dem, næsten automatisk.

Ikke nødvendigvis fordi jeg har brug for andres accept.

Mere som om det at vise dem hørte til den naturlige fortsættelse af det, der begyndte i atelieret.

Måske gør det nogle gange også.

Men “bagefter” er ikke det samme som “for at det bliver fuldstændigt”.

Et musikstykke gør denne forskel særligt tydelig for mig.

Man kan spille alene. Den sidste tone slutter. Ingen har lyttet.

At ingen var der, ændrer ikke på, at det blev spillet.

Med et billede er det på samme måde og samtidig sværere.

For et billede bliver tilbage.

Det kan stadig møde nogen senere.

En andens blik

Med dette møde opstår der faktisk noget nyt.

Et værk, der står stille mellem andre i atelieret, kan virke anderledes i et udstillingsrum. Nogen ser en forbindelse, jeg ikke har set, eller stiller et spørgsmål, jeg aldrig selv ville være kommet på.

Fra da af er der et møde, som ikke var der før.

Hvis ingen andre har set værket, er disse spor af en andens blik ikke der.

Måske er det en af grundene til, at synlighed så let kan forveksles med værdi.

Det, der bliver set, skaber reaktioner.

Det, der ikke får nogen reaktion, kan hurtigt komme til at virke, som om der var mindre dér.

Men det siger i første omgang kun noget om, hvem der vidste om det.

Ikke om, hvad der skete.

Jeg lægger også mærke til denne forskel ved værker, der bliver længe i arkivet.

Ikke alle skal blive der.

Nogle vil jeg gerne vise eller på et tidspunkt se igen i en anden sammenhæng.

Men derfor er tiden før ikke tom.

Værket er allerede der.

Mit eget blik

Selvfølgelig har mine værker et vidne.

Mig.

Det lyder næsten for indlysende.

Jeg var der.

Jeg så værket blive til.

Hvorfor føles en andens blik alligevel anderledes?

Måske fordi mit eget blik aldrig er helt adskilt fra handlingen.

Jeg kender beslutningerne. Jeg ved, hvor noget kunne være blevet anderledes. Jeg ser ikke kun billedet, men også noget af det, der gik forud.

En anden får ikke denne forhistorie med.

Den andens blik begynder senere.

Måske føles det netop derfor nogle gange som en bekræftelse.

Noget, der indtil da kun fandtes i min egen kreds, træder ud.

Men ordet “bekræftelse” bryder jeg mig heller ikke helt om.

Det lyder, som om værket indtil da havde ventet på en dom.

Det behøver det ikke.

Måske ligger forskellen et andet sted.

Mit eget blik hører til værkets tilblivelse.

En andens blik åbner en relation, der ikke var der før.

Når noget bliver synligt

Jeg vil gerne have, at mine værker møder andre.

Netop derfor interesserer det mig, hvad der sker i det øjeblik, de forlader deres eget rum.

Et billede, der bliver udstillet eller givet videre, kommer ind i sammenhænge, som jeg ikke helt kan bestemme.

På en udstilling står det ved siden af andre værker. Måske lever nogen senere med det og forbinder noget med det, som intet havde med dets tilblivelse at gøre.

Denne relation opstår først da.

Før var den der ikke.

Men derfor manglede selve billedet ikke før.

Det er en lille forskel, og måske optager den mig netop derfor.

Et værk kan gennem en andens blik få noget, som jeg ikke selv kan give det.

Det kan også forblive uden at blive vist i et stykke tid.

At et værk ikke er vist, er ikke det samme som, at det er ufuldstændigt.

Når ingen ser

Når jeg stiller et færdigt værk til side, ved jeg ikke altid, hvem der senere vil se det.

Det står åbent.

Det, der ikke står åbent, er det øjeblik, hvor jeg stoppede.

På et tidspunkt var det sidste spor sat.

Derefter kan meget ske.

En anden kan se noget i det, som jeg overså.

Værket kan få et nyt sted eller blive forbundet med et minde, der ikke er mit.

Måske vil jeg derfor ikke altid vise et færdigt værk med det samme.

Ikke for at skjule det.

Snarere for ikke at glemme denne forskel.

En anden kan komme til senere.

Det ændrer noget.

Men det er ikke begyndelsen.

Von Sichtbarkeit und dem Blick der anderen

Ich habe ein Bild vor mir, merke irgendwann, dass ich nichts mehr hinzufügen möchte, und stelle es zur Seite.

Vielleicht lehnt es für einige Tage an einer Wand. Vielleicht verschwindet es zwischen anderen Arbeiten.

In dieser Zeit weiß kaum jemand, dass es existiert.

Manchmal niemand außer mir.

Trotzdem empfinde ich es nicht als unfertig.

Die Tusche ist getrocknet. Die Entscheidungen sind getroffen. Etwas, das vorher nur eine Möglichkeit war, ist nun tatsächlich vorhanden.

Und doch verändert sich etwas, sobald ein anderer Mensch davorsteht.

Nicht am Papier.

Aber um das Bild herum.

Jemand bleibt an einer Stelle hängen, die ich kaum beachtet hatte. Vielleicht fragt er nach dem Titel. Vielleicht sagt er gar nichts.

Von diesem Moment an weiß jemand anderes von der Arbeit.

Das lässt sich nicht wieder ungeschehen machen.

Mich beschäftigt deshalb weniger, ob ein Bild einen Betrachter braucht. Die Frage ist für mich komplizierter geworden.

Was war schon da, bevor jemand anderes es gesehen hat?

Und was kommt erst mit diesem Blick hinzu?

Bevor jemand davon weiß

Bei einer fertigen Arbeit kenne ich vieles, was später niemand sehen kann.

Ich weiß, wie das Papier vorher aussah. Ich erinnere mich an die erste Spur und manchmal noch daran, an welcher Stelle ich beinahe aufgehört hätte.

Dieses Wissen ist nicht im Bild versteckt.

Es gehört einfach zu seiner Entstehung.

Ein anderer Mensch kennt diesen Weg nicht.

Er begegnet nur dem, was jetzt vor ihm ist.

Vielleicht ist das einer der Gründe, warum das Zeigen einer Arbeit so selbstverständlich wie ein nächster Schritt wirken kann.

Bei manchen Bildern entsteht nach dem Fertigstellen fast automatisch die Frage, wann ich sie zeigen werde.

Nicht unbedingt, weil ich Zustimmung brauche.

Eher, als gehörte das Zeigen zur natürlichen Fortsetzung dessen, was im Atelier begonnen hat.

Vielleicht tut es das manchmal auch.

Aber „danach“ ist nicht dasselbe wie „damit es vollständig wird“.

Ein Musikstück macht diesen Unterschied für mich besonders deutlich.

Jemand kann allein spielen. Der letzte Ton endet. Niemand hat zugehört.

Dass niemand dabei war, ändert nichts daran, dass es gespielt wurde.

Bei einem Bild ist es ähnlich und gleichzeitig schwieriger.

Denn ein Bild bleibt.

Es kann später noch jemandem begegnen.

Der Blick eines anderen

Mit dieser Begegnung entsteht tatsächlich etwas Neues.

Eine Arbeit, die im Atelier still zwischen anderen steht, kann in einem Ausstellungsraum anders wirken. Jemand sieht eine Verbindung, die ich nicht gesehen habe, oder stellt eine Frage, auf die ich selbst nie gekommen wäre.

Von da an gibt es eine Begegnung, die vorher nicht existierte.

Wo niemand anderes die Arbeit gesehen hat, fehlen diese Spuren fremder Wahrnehmung.

Vielleicht liegt darin ein Grund, weshalb Sichtbarkeit so leicht mit Wert verwechselt werden kann.

Was gesehen wird, erzeugt Reaktionen.

Was keine Reaktion bekommt, kann schnell so wirken, als sei dort weniger gewesen.

Dabei sagt das zunächst nur etwas darüber, wer davon wusste.

Nicht darüber, was geschehen ist.

Ich merke diesen Unterschied auch bei Arbeiten, die lange im Archiv bleiben.

Nicht jede davon soll dort bleiben. Manche möchte ich zeigen oder irgendwann in einem anderen Zusammenhang wiedersehen.

Aber deshalb ist die Zeit davor nicht leer.

Die Arbeit ist bereits da.

Der eigene Blick

Natürlich gibt es bei meinen Arbeiten einen Zeugen.

Mich.

Das klingt fast zu offensichtlich.

Ich war da.

Ich habe die Arbeit entstehen sehen.

Warum fühlt sich der Blick eines anderen trotzdem anders an?

Vielleicht, weil mein eigener Blick nie ganz von der Handlung getrennt ist.

Ich kenne die Entscheidungen. Ich weiß, welche Stelle anders hätte werden können. Ich sehe nicht nur das Bild, sondern auch einiges von dem, was davor lag.

Ein anderer Mensch bekommt diese Vorgeschichte nicht mitgeliefert.

Sein Blick beginnt später.

Vielleicht wirkt er gerade deshalb manchmal wie eine Bestätigung.

Etwas, das bisher nur in meinem eigenen Kreis existierte, tritt hinaus.

Aber auch das Wort „Bestätigung“ gefällt mir nicht ganz.

Es klingt, als hätte die Arbeit vorher auf ein Urteil gewartet.

Das muss sie nicht.

Vielleicht liegt der Unterschied woanders.

Der eigene Blick gehört zur Entstehung.

Der fremde Blick eröffnet eine Beziehung, die vorher nicht da war.

Wenn etwas sichtbar wird

Ich möchte, dass meine Arbeiten anderen begegnen.

Gerade deshalb interessiert mich, was in dem Moment geschieht, in dem sie den eigenen Raum verlassen.

Ein Bild, das ausgestellt oder weitergegeben wird, gerät in Zusammenhänge, die ich nicht vollständig bestimmen kann.

In einer Ausstellung steht es neben anderen Arbeiten. Vielleicht lebt später jemand damit und verbindet etwas damit, das mit seiner Entstehung nichts zu tun hatte.

Diese Beziehung entsteht erst dann.

Vorher war sie nicht da.

Aber vorher fehlte deshalb nicht das Bild.

Das ist ein kleiner Unterschied, und vielleicht beschäftigt er mich gerade deshalb.

Eine Arbeit kann durch einen fremden Blick etwas bekommen, das ich ihr selbst nicht geben kann.

Sie kann auch eine Zeitlang ungezeigt bleiben.

Ungezeigt und unvollständig sind nicht dasselbe.

Wenn niemand hinsieht

Wenn ich eine fertige Arbeit zur Seite stelle, weiß ich nicht immer, wer sie später sehen wird.

Das ist offen.

Was nicht offen ist, ist der Moment, an dem ich aufgehört habe.

Irgendwann war die letzte Spur gesetzt.

Danach kann vieles geschehen.

Ein anderer Mensch kann etwas darin sehen, das mir entgangen ist. Die Arbeit kann einen neuen Ort bekommen oder mit einer Erinnerung verbunden werden, die nicht meine ist.

Vielleicht möchte ich eine fertige Arbeit deshalb nicht immer sofort zeigen.

Nicht, um sie zu verbergen.

Eher um diesen Unterschied nicht zu vergessen.

Jemand anderes kann später hinzukommen.

Das verändert etwas.

Aber es ist nicht der Anfang.