Tag: 2

Manchmal reicht ein wenig zu viel Wasser.

Eine Linie wird breiter, als ich sie haben wollte. Das Schwarz zieht weiter. Mein erster Impuls ist, etwas dagegen zu tun.

Ich könnte Wasser aufnehmen, die Stelle verändern oder an anderer Stelle weiterarbeiten. Vielleicht würde das, was mich gerade stört, später kaum noch auffallen. Aber ich kann die Linie nicht wieder in den Zustand bringen, in dem sie vor diesem Moment war. Ich kann sie nur verändern.

Von hier aus muss ich weiterarbeiten.

Das klingt zunächst selbstverständlich. Trotzdem merke ich beim Arbeiten, wie schnell ich so tue, als ließe sich eine Entscheidung wieder zurücknehmen. Ich korrigiere, überarbeite, verdichte oder nehme etwas weg und hoffe dabei manchmal, zu einer früheren Möglichkeit zurückzukehren.

Aber eine Korrektur führt nicht zurück.

Wenn ich Wasser aufnehme, verändert sich die Oberfläche. Wenn ich eine Stelle überarbeite, entsteht eine neue Dichte. Eine zusätzliche Linie verschiebt das Verhältnis zu dem, was schon da ist. Vielleicht ist die ursprüngliche Abweichung danach kaum noch zu sehen. Dafür ist etwas anderes entstanden.

Manchmal verändert der Versuch, eine Stelle zu retten, das Bild stärker als das, was ich zunächst für einen Fehler gehalten habe. Das interessiert mich. Nicht, weil Fehler automatisch etwas Gutes wären. Mit dieser Vorstellung kann ich wenig anfangen. Eine unerwartete Spur wird nicht dadurch interessant, dass sie ungeplant entstanden ist. Manches stört. Manches trägt nicht. Manches hätte ich besser anders gemacht.

Das Material entscheidet das nicht für mich. Wie ich damit weiterarbeite, muss ich selbst entscheiden.

Natürlich kann ich vieles beeinflussen. Ich wähle das Papier, den Pinsel, die Menge an Wasser. Ich bestimme den Ausgangspunkt einer Bewegung und häufig auch ihre Richtung. Je genauer ich ein Material kenne, desto besser kann ich einschätzen, wie es sich wahrscheinlich verhalten wird.

Rechnen ist trotzdem nicht dasselbe wie festlegen.

Mit dem ersten Strich beginnt etwas, das vorher nur als Vorstellung vorhanden war. Vielleicht hatte ich ein ziemlich genaues Bild im Kopf. Vielleicht nur eine Bewegung, eine Dichte oder ein Verhältnis zwischen zwei Bereichen.

Dann liegt eine Spur auf dem Papier. Meine Vorstellung ist damit nicht verschwunden. Aber sie ist nicht mehr allein. Von diesem Moment an arbeite ich mit ihrer Wirkung weiter. Wenn ich wieder eingreife, reagiere ich bereits auf etwas, das ich selbst ausgelöst, aber nicht vollständig vorausgesehen habe. Der nächste Eingriff geschieht deshalb unter anderen Bedingungen als der erste.

Vielleicht erscheint mir das Wort Kontrolle deshalb beim Arbeiten oft zu grob. Es klingt, als müsste ich mich zwischen zwei Möglichkeiten entscheiden: Entweder ich bestimme, was geschieht, oder ich lasse es geschehen.

So arbeite ich nicht.

Manchmal führe ich eine Bewegung sehr genau. Dann lasse ich an einer Stelle etwas geschehen, weil ein sofortiger Eingriff mehr zerstören würde, als er verbessern könnte. Wenig später greife ich wieder bewusst ein. Gerade beim Korrigieren wird mir das deutlich.

Eine Stelle kann mich stören, weil sie tatsächlich nicht trägt. Sie kann mich aber auch stören, weil sie anders geworden ist, als ich sie mir vorgestellt hatte. Das ist nicht dasselbe. Trotzdem kann ich das im Moment des Arbeitens nicht immer leicht unterscheiden.

Mein erster Impuls kann sehr stark sein. Da ist etwas, das ich so nicht wollte, und sofort entsteht der Wunsch, es zu verändern. Je schneller ich reagiere, desto leichter kann ich übersehen, dass sich inzwischen auch der Rest des Bildes verändert hat.

Dann korrigiere ich vielleicht nicht das, was tatsächlich vor mir liegt. Ich versuche, meine frühere Vorstellung zu retten.

Inzwischen beschäftigt mich eine andere Frage mehr als die, ob eine Stelle gelungen oder misslungen ist:

Reagiere ich noch auf das Bild, das vor mir liegt, oder versuche ich, an einer Vorstellung festzuhalten, die es so gar nicht mehr gibt?

Manchmal weiß ich das erst, nachdem ich weitergearbeitet habe.

Eine Korrektur kann eine Stelle beruhigen. Sie kann aber auch eine neue Unruhe erzeugen. Eine Verdichtung, die etwas auffangen sollte, gibt plötzlich einem anderen Bereich mehr Gewicht. Eine neue Spur verändert einen Abstand, und damit verändert sich wieder das, was daneben liegt.

So setzt sich eine Arbeit fort. Sie folgt keinem geraden Weg von einer Vorstellung zu ihrer Ausführung, ist aber auch nicht einfach eine Folge von Zufällen. Ich treffe Entscheidungen. Ihre Folgen werden Teil der Bedingungen, unter denen ich die nächsten Entscheidungen treffe.

Darin liegt für mich etwas anderes als bloßes Loslassen. Loslassen klingt schnell so, als wäre weniger Eingreifen grundsätzlich besser. Als müsste ich nur aufhören, meinen Willen durchsetzen zu wollen und dem Material vertrauen.

Auch das wäre mir zu einfach.

Manchmal braucht ein Bild einen deutlichen Eingriff. Eine Spur kann die Bewegung im Bild unterbrechen. Eine Verdichtung kann den Blick an einer Stelle festhalten, die vorher kaum Gewicht hatte. Manchmal ist eine Entscheidung einfach nicht gut. Dann arbeite ich daran. Nur kann ich dabei nicht so tun, als ließe sich das Geschehene löschen.

Korrigieren bedeutet für mich nicht, zu einem früheren Zustand zurückzukehren. Es bedeutet, mit dem jetzigen Zustand etwas zu tun.

Dadurch kann sich die Arbeit weit von meiner ersten Vorstellung entfernen. Das macht sie nicht automatisch schlechter.

Manchmal merke ich nach einigen Eingriffen, dass etwas entstanden ist, das ich am Anfang nicht hätte planen können. Manchmal sehe ich dagegen, dass ich eine Arbeit immer weiter verändert habe, ohne dass sie dadurch gewonnen hätte. Beides kommt vor.

Deshalb möchte ich aus dem Unvorhergesehenen keine Methode machen. Wenn ich versuchen würde, Überraschungen absichtlich zu erzeugen, würden sie irgendwann ebenfalls zu einer Art Planung. Wenn ich jede Abweichung stehen ließe, weil sie vermeintlich lebendiger oder wahrhaftiger sei, wäre das nur eine andere Regel.

Mich interessiert eher, was nach einer Entscheidung tatsächlich da ist. Vielleicht liegt darin der Grund, weshalb ich so oft zwischen Eingreifen und Beobachten wechsle. Ich muss etwas tun, damit überhaupt etwas entsteht. Danach muss ich sehen, was ich mit diesem Eingriff ausgelöst habe. Dann entscheide ich wieder.

Nicht alles bleibt sichtbar. Eine Stelle kann überarbeitet werden. Eine Linie kann unter einer dunkleren Fläche verschwinden. Wasser kann Pigment verschieben, bis eine frühere Grenze kaum noch zu erkennen ist.

Ich muss nicht mehr sehen können, was vorher da war. Entscheidend ist, dass ich darauf reagiert habe, solange es Teil des Bildes war.

Ein fertiger Plan kann mir beim Arbeiten nur begrenzt helfen. Er kann eine Richtung geben und mir sagen, womit ich beginnen möchte. Aber er kann nicht vorwegnehmen, was während des Arbeitens entsteht. Ich selbst kann es auch nicht.

Das bedeutet nicht, dass ich dem Bild nur folgen müsste, als hätte es einen eigenen Willen. Das Bild weiß nicht, was richtig ist. Das Papier gibt mir keine Antwort. Wasser besitzt keine Absicht.

Die Entscheidungen bleiben meine. Nur treffe ich sie nicht mehr vor einer leeren Fläche. Ich kann eingreifen und verändern, aber der vorige Zustand steht mir nicht mehr zur Verfügung.

Vor mir liegt irgendwann etwas, das ich nicht vollständig geplant, aber Schritt für Schritt mit hervorgebracht habe.

Ich habe die erste Linie gesetzt. Wasser hat sich ausgebreitet. Das Papier hat die Tusche aufgenommen. Danach habe ich wieder entschieden. Und danach noch einmal.

Wo dabei meine Absicht endet und das Material beginnt, lässt sich kaum bestimmen.

Vielleicht muss ich das auch nicht.

Ich kann nur von dem aus weiterarbeiten, was jetzt da ist.

Nogle gange er lidt for meget vand nok.

En linje bliver bredere, end jeg ville have den. Det sorte breder sig videre. Min første impuls er at gøre noget ved det.

Jeg kunne tage noget af vandet op, ændre området eller arbejde videre et andet sted. Måske ville det, der generer mig lige nu, næsten ikke være synligt senere. Men jeg kan ikke føre linjen tilbage til den tilstand, den var i før dette øjeblik. Jeg kan kun ændre den.

Herfra må jeg arbejde videre.

Det lyder umiddelbart selvfølgeligt. Alligevel lægger jeg mærke til, hvor hurtigt jeg arbejder, som om en beslutning kunne tages tilbage. Jeg retter, bearbejder, gør noget tættere eller tager noget væk og håber nogle gange på at kunne vende tilbage til en tidligere mulighed.

Men en rettelse fører ikke tilbage.

Når jeg tager vand op, ændrer overfladen sig. Når jeg bearbejder et område, opstår en ny tæthed. En ekstra linje forskyder forholdet til det, der allerede er der. Måske er det, der først virkede forkert, næsten ikke længere synligt bagefter. Til gengæld er der opstået noget andet.

Nogle gange ændrer forsøget på at redde et område billedet mere end det, jeg først opfattede som en fejl. Det interesserer mig. Ikke fordi fejl automatisk er noget godt. Den forestilling kan jeg ikke bruge til meget. Et uventet spor bliver ikke interessant, bare fordi det ikke var planlagt. Noget forstyrrer. Noget fungerer ikke. Noget burde jeg have gjort anderledes.

Materialet træffer ikke den beslutning for mig. Hvordan jeg arbejder videre med det, må jeg selv afgøre.

Selvfølgelig er der meget, jeg kan påvirke. Jeg vælger papiret, penslen, mængden af vand. Jeg bestemmer, hvor en bevægelse begynder, og ofte også hvilken retning den tager. Jo bedre jeg kender et materiale, desto bedre kan jeg vurdere, hvordan det sandsynligvis vil opføre sig.

At vide, hvad man kan forvente, er stadig ikke det samme som at bestemme, hvad der sker.

Med det første strøg begynder noget, der indtil da kun fandtes som en forestilling. Måske havde jeg et ret præcist billede i hovedet. Måske kun en bevægelse, en tæthed eller et forhold mellem to områder.

Så ligger der et spor på papiret. Min forestilling er ikke forsvundet. Men den står ikke længere alene. Fra det øjeblik arbejder jeg videre med det, sporet har ændret. Når jeg griber ind igen, reagerer jeg allerede på noget, jeg selv har sat i gang, men ikke helt kunne forudse. Det næste indgreb sker derfor under andre betingelser end det første.

Måske er det derfor, ordet kontrol ofte føles for groft, når jeg arbejder. Det lyder, som om jeg skal vælge mellem to muligheder: Enten bestemmer jeg, hvad der sker, eller også lader jeg det ske.

Sådan arbejder jeg ikke.

Nogle gange styrer jeg en bevægelse meget præcist. Så lader jeg noget ske et sted, fordi et øjeblikkeligt indgreb ville ødelægge mere, end det ville forbedre. Lidt senere griber jeg bevidst ind igen. Det bliver særligt tydeligt for mig, når jeg retter noget.

Et område kan genere mig, fordi det faktisk ikke fungerer. Men det kan også genere mig, fordi det er blevet anderledes, end jeg havde forestillet mig. Det er ikke det samme. Alligevel er det ikke altid let at skelne mellem de to, mens jeg arbejder.

Min første impuls kan være meget stærk. Der er noget, jeg ikke ønskede, og straks får jeg lyst til at ændre det. Jo hurtigere jeg reagerer, desto lettere kan jeg overse, at resten af billedet i mellemtiden også har forandret sig.

Så retter jeg måske ikke det, der faktisk ligger foran mig. Jeg prøver at redde min tidligere forestilling.

Efterhånden optager et andet spørgsmål mig mere end spørgsmålet om, hvorvidt et område er lykkedes eller mislykkedes:

Reagerer jeg stadig på det billede, der ligger foran mig, eller prøver jeg at holde fast i en forestilling, som ikke længere findes i den form?

Nogle gange ved jeg det først, efter at jeg har arbejdet videre.

En rettelse kan skabe ro i et område. Den kan også skabe en ny uro. Et område, jeg har gjort tættere for at skabe balance, kan pludselig give et andet område mere vægt. Et nyt spor ændrer en afstand, og dermed ændrer det, der ligger ved siden af, sig også.

Sådan fortsætter et værk. Det følger ikke en lige vej fra en forestilling til dens udførelse, men det er heller ikke bare en række tilfældigheder. Jeg træffer beslutninger. Konsekvenserne af dem bliver en del af de betingelser, jeg træffer de næste beslutninger under.

For mig er det noget andet end blot at give slip. At give slip kan hurtigt komme til at lyde, som om det altid er bedre at gribe mindre ind. Som om jeg bare skulle holde op med at forsøge at gennemtvinge min vilje og stole på materialet.

Også det ville være for enkelt for mig.

Nogle gange har et billede brug for et tydeligt indgreb. Et spor kan bryde bevægelsen i billedet. Et tættere område kan fastholde blikket et sted, der før næsten ingen vægt havde. Nogle gange fungerer en beslutning ganske enkelt ikke. Så arbejder jeg på det. Men jeg kan ikke lade, som om det, der er sket, kan slettes.

For mig betyder det at rette ikke at vende tilbage til en tidligere tilstand. Det betyder at gøre noget med den tilstand, værket er i nu.

På den måde kan værket bevæge sig langt væk fra min første forestilling. Det gør det ikke automatisk dårligere.

Nogle gange opdager jeg efter flere indgreb, at der er opstået noget, jeg ikke kunne have planlagt fra begyndelsen. Andre gange ser jeg, at jeg er blevet ved med at ændre et værk, uden at ændringerne har tilført det noget. Begge dele sker.

Derfor vil jeg ikke gøre det uforudsete til en metode. Hvis jeg bevidst forsøgte at skabe overraskelser, ville også de på et tidspunkt blive en form for planlægning. Hvis jeg lod enhver afvigelse stå, fordi den angiveligt var mere levende eller mere sand, ville det bare være en anden regel.

Det, der interesserer mig mere, er, hvad der faktisk er der efter en beslutning. Måske er det derfor, jeg så ofte skifter mellem at gribe ind og at se. Jeg må gøre noget, for at der overhovedet kan opstå noget. Bagefter må jeg se, hvad mit indgreb har sat i gang. Så træffer jeg en ny beslutning.

Ikke alt forbliver synligt. Et område kan bearbejdes igen. En linje kan forsvinde under et mørkere område. Vand kan forskyde pigment, indtil en tidligere grænse næsten ikke længere kan ses.

Jeg behøver ikke længere at kunne se det, der var der før. Det afgørende er, at jeg reagerede på det, mens det var en del af billedet.

En fastlagt plan kan kun hjælpe mig til en vis grad, mens jeg arbejder. Den kan give mig en retning og fortælle mig, hvad jeg vil begynde med. Men den kan ikke forudse, hvad der opstår under arbejdet. Det kan jeg heller ikke.

Det betyder ikke, at jeg bare skal følge billedet, som om det havde sin egen vilje. Billedet ved ikke, hvad der er rigtigt. Papiret giver mig intet svar. Vand har ingen hensigt.

Beslutningerne er stadig mine. Jeg træffer dem bare ikke længere foran en tom flade. Jeg kan gribe ind og ændre noget, men jeg kan ikke længere vende tilbage til den tidligere tilstand.

På et tidspunkt ligger der noget foran mig, som jeg ikke har planlagt fuldstændigt, men som jeg skridt for skridt har været med til at skabe.

Jeg trak den første linje. Vandet bredte sig. Papiret sugede tuschen til sig. Så traf jeg en ny beslutning. Og endnu en.

Hvor min hensigt slutter, og materialet begynder, er svært at afgøre.

Måske behøver jeg heller ikke afgøre det.

Jeg kan kun arbejde videre ud fra det, der er her nu.

Sometimes a little too much water is enough.

A line grows wider than I wanted it to. The black spreads further. My first impulse is to do something about it.

I could lift some of the water, change the area, or continue working somewhere else. Perhaps what bothers me now would barely be noticeable later. But I cannot return the line to the state it was in before this moment. I can only change it.

From here, I have to continue.

That sounds obvious at first. Yet while working, I notice how quickly I behave as though a decision could simply be taken back. I correct, rework, make something denser or take something away, sometimes hoping to return to an earlier possibility.

But a correction does not take me back.

If I lift water from the paper, the surface changes. If I rework an area, a new density emerges. An additional line shifts the relationship to what is already there. Perhaps what first seemed wrong is barely visible afterwards. But something else has appeared in its place.

Sometimes the attempt to save an area changes the image more than what I first thought was a mistake. That interests me. Not because mistakes are automatically good. I have little use for that idea. An unexpected mark does not become interesting simply because it was unplanned. Some things disturb. Some things simply do not work. Some things I should have done differently.

The material does not make that decision for me. I still have to decide what to do with it.

Of course, there is a great deal I can influence. I choose the paper, the brush, the amount of water. I decide where a movement begins and often the direction it takes. The better I know a material, the better I can judge how it is likely to behave.

Knowing what to expect is still not the same as determining what will happen.

With the first stroke, something begins that until then existed only as an idea. Perhaps I had a fairly precise image in mind. Perhaps only a movement, a density, or a relationship between two areas.

Then there is a mark on the paper. The idea I had has not disappeared. But it is no longer alone. From that moment on, I work with what that mark has changed. When I intervene again, I am already responding to something I set in motion myself but could not fully foresee. The next intervention therefore takes place under different conditions from the first.

Perhaps that is why the word control often feels too crude when I work. It sounds as though I have to choose between two possibilities: either I determine what happens, or I let it happen.

That is not how I work.

Sometimes I guide a movement very precisely. Then, in one area, I let something happen because intervening immediately would destroy more than it would improve. A little later, I intervene deliberately again. I notice this most clearly when I am correcting something.

An area may bother me because it genuinely does not work. But it may also bother me because it has become different from what I imagined. Those are not the same thing. Yet in the moment of working, I cannot always tell the difference easily.

My first impulse can be very strong. Something is there that I did not want, and immediately I want to change it. The faster I react, the easier it is to overlook that the rest of the image has changed in the meantime as well.

Then perhaps I am not correcting what is actually in front of me. I am trying to rescue my earlier idea.

By now, another question matters more to me than whether an area works or not:

Am I still responding to the image in front of me, or am I trying to hold on to an idea that no longer exists in that form?

Sometimes I only know after I have continued working.

A correction can calm an area. It can also create a new restlessness. A denser passage meant to balance something out may suddenly give another area more weight. A new mark changes a distance, and that in turn changes what lies beside it.

This is how a work continues. It does not follow a straight path from an idea to its execution, but neither is it simply a sequence of accidents. I make decisions. Their consequences become part of the conditions under which I make the next ones.

For me, this is something different from simply letting go. Letting go can easily sound as though intervening less is always better. As though I only need to stop imposing my will and trust the material.

That too would be too simple for me.

Sometimes an image needs a decisive intervention. A mark can interrupt the movement within it. A denser area can hold the eye in a place that previously carried little weight. Sometimes a decision simply does not work. Then I work on it. But I cannot pretend that what has happened can be erased.

For me, correcting does not mean returning to an earlier state. It means doing something with the state that exists now.

The work may move a long way from my first idea as a result. That does not automatically make it worse.

Sometimes, after several interventions, I notice that something has emerged that I could not have planned at the beginning. At other times, I see that I have kept changing a work without it gaining anything from those changes. Both happen.

That is why I do not want to turn the unexpected into a method. If I deliberately tried to create surprises, they too would eventually become a kind of planning. If I left every deviation untouched because it was supposedly more alive or more truthful, that would simply be another rule.

What interests me more is what is actually there after a decision. Perhaps that is why I move so often between intervening and observing. I have to do something for anything to emerge at all. Afterwards, I have to see what that intervention has set in motion. Then I decide again.

Not everything remains visible. An area can be reworked. A line can disappear beneath a darker area. Water can shift pigment until an earlier boundary is barely recognisable.

I no longer need to be able to see what was there before. What matters is that I responded to it while it was part of the image.

A fixed plan can only help me so much while I work. It can give me a direction and tell me what I want to begin with. But it cannot anticipate what will emerge during the process. Neither can I.

That does not mean I simply have to follow the image as though it had a will of its own. The image does not know what is right. The paper gives me no answer. Water has no intention.

The decisions remain mine. I simply no longer make them in front of an empty surface. I can intervene and change things, but the previous state is no longer available to me.

Eventually, something lies in front of me that I did not fully plan, but that I helped create step by step.

I put down the first line. Water spread. The paper absorbed the ink. Then I made another decision. And then another.

Where my intention ends and the material begins is difficult to determine.

Perhaps I do not need to.

I can only continue from what is here now.