Herfra videre

Nogle gange er lidt for meget vand nok.

En linje bliver bredere, end jeg ville have den. Det sorte breder sig videre. Min første impuls er at gøre noget ved det.

Jeg kunne tage noget af vandet op, ændre området eller arbejde videre et andet sted. Måske ville det, der generer mig lige nu, næsten ikke være synligt senere. Men jeg kan ikke føre linjen tilbage til den tilstand, den var i før dette øjeblik. Jeg kan kun ændre den.

Herfra må jeg arbejde videre.

Det lyder umiddelbart selvfølgeligt. Alligevel lægger jeg mærke til, hvor hurtigt jeg arbejder, som om en beslutning kunne tages tilbage. Jeg retter, bearbejder, gør noget tættere eller tager noget væk og håber nogle gange på at kunne vende tilbage til en tidligere mulighed.

Men en rettelse fører ikke tilbage.

Når jeg tager vand op, ændrer overfladen sig. Når jeg bearbejder et område, opstår en ny tæthed. En ekstra linje forskyder forholdet til det, der allerede er der. Måske er det, der først virkede forkert, næsten ikke længere synligt bagefter. Til gengæld er der opstået noget andet.

Nogle gange ændrer forsøget på at redde et område billedet mere end det, jeg først opfattede som en fejl. Det interesserer mig. Ikke fordi fejl automatisk er noget godt. Den forestilling kan jeg ikke bruge til meget. Et uventet spor bliver ikke interessant, bare fordi det ikke var planlagt. Noget forstyrrer. Noget fungerer ikke. Noget burde jeg have gjort anderledes.

Materialet træffer ikke den beslutning for mig. Hvordan jeg arbejder videre med det, må jeg selv afgøre.

Selvfølgelig er der meget, jeg kan påvirke. Jeg vælger papiret, penslen, mængden af vand. Jeg bestemmer, hvor en bevægelse begynder, og ofte også hvilken retning den tager. Jo bedre jeg kender et materiale, desto bedre kan jeg vurdere, hvordan det sandsynligvis vil opføre sig.

At vide, hvad man kan forvente, er stadig ikke det samme som at bestemme, hvad der sker.

Med det første strøg begynder noget, der indtil da kun fandtes som en forestilling. Måske havde jeg et ret præcist billede i hovedet. Måske kun en bevægelse, en tæthed eller et forhold mellem to områder.

Så ligger der et spor på papiret. Min forestilling er ikke forsvundet. Men den står ikke længere alene. Fra det øjeblik arbejder jeg videre med det, sporet har ændret. Når jeg griber ind igen, reagerer jeg allerede på noget, jeg selv har sat i gang, men ikke helt kunne forudse. Det næste indgreb sker derfor under andre betingelser end det første.

Måske er det derfor, ordet kontrol ofte føles for groft, når jeg arbejder. Det lyder, som om jeg skal vælge mellem to muligheder: Enten bestemmer jeg, hvad der sker, eller også lader jeg det ske.

Sådan arbejder jeg ikke.

Nogle gange styrer jeg en bevægelse meget præcist. Så lader jeg noget ske et sted, fordi et øjeblikkeligt indgreb ville ødelægge mere, end det ville forbedre. Lidt senere griber jeg bevidst ind igen. Det bliver særligt tydeligt for mig, når jeg retter noget.

Et område kan genere mig, fordi det faktisk ikke fungerer. Men det kan også genere mig, fordi det er blevet anderledes, end jeg havde forestillet mig. Det er ikke det samme. Alligevel er det ikke altid let at skelne mellem de to, mens jeg arbejder.

Min første impuls kan være meget stærk. Der er noget, jeg ikke ønskede, og straks får jeg lyst til at ændre det. Jo hurtigere jeg reagerer, desto lettere kan jeg overse, at resten af billedet i mellemtiden også har forandret sig.

Så retter jeg måske ikke det, der faktisk ligger foran mig. Jeg prøver at redde min tidligere forestilling.

Efterhånden optager et andet spørgsmål mig mere end spørgsmålet om, hvorvidt et område er lykkedes eller mislykkedes:

Reagerer jeg stadig på det billede, der ligger foran mig, eller prøver jeg at holde fast i en forestilling, som ikke længere findes i den form?

Nogle gange ved jeg det først, efter at jeg har arbejdet videre.

En rettelse kan skabe ro i et område. Den kan også skabe en ny uro. Et område, jeg har gjort tættere for at skabe balance, kan pludselig give et andet område mere vægt. Et nyt spor ændrer en afstand, og dermed ændrer det, der ligger ved siden af, sig også.

Sådan fortsætter et værk. Det følger ikke en lige vej fra en forestilling til dens udførelse, men det er heller ikke bare en række tilfældigheder. Jeg træffer beslutninger. Konsekvenserne af dem bliver en del af de betingelser, jeg træffer de næste beslutninger under.

For mig er det noget andet end blot at give slip. At give slip kan hurtigt komme til at lyde, som om det altid er bedre at gribe mindre ind. Som om jeg bare skulle holde op med at forsøge at gennemtvinge min vilje og stole på materialet.

Også det ville være for enkelt for mig.

Nogle gange har et billede brug for et tydeligt indgreb. Et spor kan bryde bevægelsen i billedet. Et tættere område kan fastholde blikket et sted, der før næsten ingen vægt havde. Nogle gange fungerer en beslutning ganske enkelt ikke. Så arbejder jeg på det. Men jeg kan ikke lade, som om det, der er sket, kan slettes.

For mig betyder det at rette ikke at vende tilbage til en tidligere tilstand. Det betyder at gøre noget med den tilstand, værket er i nu.

På den måde kan værket bevæge sig langt væk fra min første forestilling. Det gør det ikke automatisk dårligere.

Nogle gange opdager jeg efter flere indgreb, at der er opstået noget, jeg ikke kunne have planlagt fra begyndelsen. Andre gange ser jeg, at jeg er blevet ved med at ændre et værk, uden at ændringerne har tilført det noget. Begge dele sker.

Derfor vil jeg ikke gøre det uforudsete til en metode. Hvis jeg bevidst forsøgte at skabe overraskelser, ville også de på et tidspunkt blive en form for planlægning. Hvis jeg lod enhver afvigelse stå, fordi den angiveligt var mere levende eller mere sand, ville det bare være en anden regel.

Det, der interesserer mig mere, er, hvad der faktisk er der efter en beslutning. Måske er det derfor, jeg så ofte skifter mellem at gribe ind og at se. Jeg må gøre noget, for at der overhovedet kan opstå noget. Bagefter må jeg se, hvad mit indgreb har sat i gang. Så træffer jeg en ny beslutning.

Ikke alt forbliver synligt. Et område kan bearbejdes igen. En linje kan forsvinde under et mørkere område. Vand kan forskyde pigment, indtil en tidligere grænse næsten ikke længere kan ses.

Jeg behøver ikke længere at kunne se det, der var der før. Det afgørende er, at jeg reagerede på det, mens det var en del af billedet.

En fastlagt plan kan kun hjælpe mig til en vis grad, mens jeg arbejder. Den kan give mig en retning og fortælle mig, hvad jeg vil begynde med. Men den kan ikke forudse, hvad der opstår under arbejdet. Det kan jeg heller ikke.

Det betyder ikke, at jeg bare skal følge billedet, som om det havde sin egen vilje. Billedet ved ikke, hvad der er rigtigt. Papiret giver mig intet svar. Vand har ingen hensigt.

Beslutningerne er stadig mine. Jeg træffer dem bare ikke længere foran en tom flade. Jeg kan gribe ind og ændre noget, men jeg kan ikke længere vende tilbage til den tidligere tilstand.

På et tidspunkt ligger der noget foran mig, som jeg ikke har planlagt fuldstændigt, men som jeg skridt for skridt har været med til at skabe.

Jeg trak den første linje. Vandet bredte sig. Papiret sugede tuschen til sig. Så traf jeg en ny beslutning. Og endnu en.

Hvor min hensigt slutter, og materialet begynder, er svært at afgøre.

Måske behøver jeg heller ikke afgøre det.

Jeg kan kun arbejde videre ud fra det, der er her nu.