Tag: 10

Før jeg sætter en linje, kan jeg påvirke meget. Jeg kan vælge papiret, gøre tuschen klar, tage et redskab, som jeg ved, hvordan det vil reagere. Jeg kan bestemme, hvor meget væske der bliver på det, hvordan jeg holder det, og hvor jeg sætter an. Så rører det papiret. Min hånd bevæger sig, redskabet giver efter eller forbliver stift, overfladen suger væske til sig. Ét sted bliver sporet bredere, et andet sted mister det tæthed. Med erfaring kan meget af det vurderes ganske godt. Ikke alt. Det betyder ikke, at linjen opstod tilfældigt. Jeg satte den. Men jeg besluttede ikke hver millimeter af den på forhånd.

Jo mere omhyggeligt jeg arbejder, desto lettere kan det føles, som om resultatet også må blive sådan, som jeg havde forestillet mig. Hvis jeg forbereder et redskab dårligt, og der derfor sker noget, jeg ville undgå, er det ikke en interessant form for åbenhed. Noget går bare galt. Men deraf følger ikke, at enhver afvigelse er en fejl.

Med tiden kan jeg lære mine materialer bedre at kende. Jeg ved nogenlunde, hvor meget et papir suger væske, eller hvordan en tusch opfører sig ved forskellig fortynding. Alligevel fjerner denne viden ikke det øjeblik, hvor noget faktisk sker. Måske interesserer et spor mig netop, når jeg ikke kan forudse det fuldt ud. Det uforudsigelige er derfor ikke automatisk værdifuldt. Men jeg må være opmærksom. Jeg fører redskabet, mens tryk, hastighed, vinkel og overflade virker samtidig. Først når bevægelsen har fundet sted, ser jeg rigtigt, hvad der er opstået.

Nogle gange bliver et område anderledes, end jeg havde forventet. Den første impuls kan være at rette det. Lidt mere tusch. En bevægelse mere. Jævne en kant lidt ud. Nogle gange er det rigtigt. Et værk bliver ikke bedre, bare fordi noget uplanlagt er sket. Men indimellem opdager jeg, når jeg ser igen, at grunden til, at jeg vil gribe ind, egentlig ikke er, at stedet ikke fungerer. Jeg vil gribe ind, fordi det ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Det er en anden grund.

Så står jeg med et enkelt spørgsmål: Forstyrrer afvigelsen værket? Eller forstyrrer den kun min plan? Det kan ikke afgøres på forhånd. Jeg kan først vurdere det, når jeg har noget foran mig. Måske er også dette øjeblik en del af det at arbejde omhyggeligt: ikke straks at korrigere, men først at se, hvad forandringen gør ved værket.

Selvfølgelig vil jeg kende mine materialer og forstå, hvorfor noget sker. Netop derfor kan jeg skelne mellem en afvigelse, der opstår i selve arbejdet, og en, der blot skyldes uopmærksomhed. Forestillingen om, at man i kunstnerisk arbejde bare skal »give slip«, rammer derfor ikke helt det, jeg mener. Jeg vil gerne være involveret uden at skulle kontrollere alt.

Jeg kan formulere en sætning omhyggeligt. Jeg kan være opmærksom på tonen, øjeblikket og på det, jeg ved om den anden. Alligevel kan jeg ikke helt styre, hvordan den bliver modtaget. Et henkastet ord kan virke stærkere, end jeg havde ventet. Noget, der var entydigt for mig, kan forstås anderledes af den anden. At jeg ikke fuldstændigt kan kontrollere denne virkning, fritager mig ikke for ansvaret for det, jeg har sagt. Hvis en sætning bliver modtaget anderledes, kan jeg lytte, spørge ind og om nødvendigt rette.

Jeg er involveret, men ikke alene. I samtalen er der et andet menneske. Når jeg maler, er der et materiale, som ikke bare følger det, jeg har forestillet mig. At jeg ikke kan bestemme alt, gør derfor ikke det, jeg selv gør, mindre vigtigt. Det ændrer snarere, hvad jeg må være opmærksom på.

Når jeg maler, ændrer spørgsmålet sig også efter en bevægelse. Ikke kun: Blev linjen, som jeg ville have den? Men også: Hvad er der nu sket med den i billedet? Ved det første spørgsmål er min tidligere forestilling stadig målestokken. Ved det andet må jeg forholde mig til noget, der nu faktisk er til stede. Måske fungerer linjen anderledes end planlagt, men den fungerer alligevel i billedet. Måske virker den forstyrrende. Måske ændrer den et andet sted, som før virkede selvfølgeligt. Så tager jeg den næste beslutning. Noget retter jeg. Noget fjerner jeg igen. Andet bliver.

En afvigelse er ikke automatisk interessant. Men på et tidspunkt består et værk ikke længere kun af det, jeg på forhånd havde tænkt om det. Jeg har gjort noget. Nu er der noget, som jeg må reagere på. Måske viser præcision sig nogle gange ganske enkelt i overhovedet at lægge mærke til denne forskel.

Det er ikke altid klart med det samme. Et spor, der stadig er vådt, ser anderledes ud end det samme spor nogle minutter senere. Tuschen trænger længere ind. En kant ændrer sig. Det, der umiddelbart efter bevægelsen ligner et problem, kan falde til ro. Eller også gør det ikke. Så kan jeg stadig gribe ind. Nogle gange ved jeg endnu ikke, mens et spor stadig er vådt, om jeg vil ændre noget. Jeg ser på det. Imens tørrer tuschen videre.

Before I put down a line, there is a great deal I can influence. I can choose the paper, prepare the ink, pick up a tool I know how will behave. I can decide how much liquid remains on it, how I hold it, and where I begin. Then it touches the paper. My hand moves, the tool yields or remains rigid, the surface absorbs liquid. In one place the mark grows wider; in another it loses density. With experience, much of this can be judged fairly well. Not everything. That does not mean the line came about by chance. I made it. But I did not decide every millimetre of it in advance.

The more carefully I work, the easier it is to feel that the result, too, should turn out exactly as I imagined. If I prepare a tool badly and something happens that I wanted to avoid, that is not an interesting kind of openness. Some things simply go wrong. But it does not follow that every deviation is a mistake.

Over time, I can get to know my materials better. I know roughly how readily a paper absorbs liquid, or how an ink behaves at different dilutions. Even so, this knowledge does not eliminate the moment when something actually happens. Perhaps a mark interests me precisely when I cannot fully anticipate it. What is unpredictable is not automatically valuable. But I have to remain attentive. I guide the tool while pressure, speed, angle and surface act at the same time. I only see the full result once the movement has taken place.

Sometimes a passage turns out differently from what I expected. The first impulse can be to correct it. A little more ink. A second movement. Even out an edge slightly. Sometimes that is right. A work does not become better simply because something unplanned has happened. But occasionally, on a second look, I realise that the reason I want to intervene is not that the passage does not work. I want to intervene because it did not turn out as I had intended. That is a different reason.

That leaves me with a simple question: Does the deviation disrupt the work? Or does it only disrupt my plan? That cannot be decided beforehand. I can only judge it once I have something in front of me. Perhaps this moment, too, is part of working carefully: not correcting immediately, but first seeing what the change does to the work.

Of course I want to know my materials and understand why something happens. That is precisely what allows me to distinguish between a deviation that arises from the work itself and one that comes simply from inattention. The idea that artistic work is simply a matter of “letting go” therefore does not quite capture it for me. I want to remain involved without having to control everything.

I can formulate a sentence carefully. I can pay attention to tone, timing, and what I know about the other person. Even so, I cannot fully determine how it will be received. A casual word can have more force than I expected. Something that was clear to me can be understood differently by the other person. The fact that I cannot completely control that effect does not take away my responsibility for what I said. If a sentence lands differently than I intended, I can listen, ask, and correct it if necessary.

I am involved, but I am not alone. In a conversation there is another person. In painting, there is material that does not simply conform to what I have in mind. The fact that I cannot determine everything does not make what I do any less important. It changes, rather, what I need to pay attention to.

In painting, too, the question changes after a movement. Not only: Did the line turn out as I wanted? But also: What has happened to it now, in the image? In the first question, my previous idea remains the measure. In the second, I have to engage with something that now actually exists. Perhaps the line works differently from what I intended and still works in the image. Perhaps it gets in the way. Perhaps it changes another area that had seemed settled before. Then I decide what to do next. Some things I correct. Some I remove again. Others remain.

A deviation is not automatically interesting. But at some point a work no longer consists only of what I had thought about it beforehand. I have done something. Now something is there, and I have to respond to it. Perhaps precision sometimes lies simply in noticing this distinction at all.

That is not always immediately clear. A mark that is still wet looks different from the same mark a few minutes later. The ink continues to soak in. An edge changes. What looks like a problem immediately after the movement may settle. Or it may not. Then I can still intervene. Sometimes, while a mark is still wet, I do not yet know whether I will change anything. I look at it. The ink keeps drying as I do.

Bevor ich eine Linie setze, kann ich vieles beeinflussen.

Ich kann das Papier auswählen, die Tusche vorbereiten, ein Werkzeug nehmen, dessen Verhalten ich kenne. Ich kann entscheiden, wie viel Flüssigkeit daran bleibt, wie ich es halte und wo ich ansetze.

Dann berührt es das Papier.
Meine Hand bewegt sich, das Werkzeug gibt nach oder bleibt steif, die Oberfläche nimmt Flüssigkeit auf. An einer Stelle wird die Spur breiter, an einer anderen verliert sie an Dichte. Vieles davon lässt sich mit Erfahrung ziemlich gut einschätzen.

Nicht alles.
Das bedeutet nicht, dass die Linie zufällig entstanden ist. Ich habe sie gesetzt. Aber ich habe nicht jeden Millimeter von ihr vorher beschlossen. Je sorgfältiger ich arbeite, desto eher scheint auch das Ergebnis so werden zu müssen, wie ich es mir vorgestellt habe.

Wenn ich ein Werkzeug schlecht vorbereite und deshalb etwas geschieht, das ich vermeiden wollte, ist das keine interessante Offenheit. Manches geht einfach schief. Aber daraus folgt nicht, dass jede Abweichung ein Fehler ist.

Mit der Zeit kann ich meine Materialien besser kennenlernen. Ich weiß ungefähr, wie stark ein Papier Flüssigkeit aufnimmt oder wie sich eine Tusche bei unterschiedlicher Verdünnung verhält. Trotzdem hebt dieses Wissen den Moment nicht auf, in dem etwas tatsächlich geschieht.

Vielleicht interessiert mich eine Spur gerade dann, wenn ich sie nicht vollständig vorausberechnen kann. Das Unberechenbare ist deshalb nicht automatisch wertvoll. Aber ich muss aufmerksam bleiben.

Ich führe das Werkzeug, während Druck, Geschwindigkeit, Winkel und Oberfläche gleichzeitig wirken. Was daraus entsteht, sehe ich erst ganz, nachdem die Bewegung stattgefunden hat. Manchmal ist eine Stelle dann anders geworden, als ich sie erwartet hatte. Der erste Impuls kann sein, sie zu korrigieren. Noch etwas Tusche. Eine zweite Bewegung. Eine Kante etwas ausgleichen.

Manchmal ist das richtig. Eine Arbeit wird nicht besser, nur weil etwas ungeplant geschehen ist. Aber gelegentlich merke ich beim zweiten Blick, dass ich gar nicht deshalb eingreifen möchte, weil die Stelle nicht funktioniert.

Ich möchte eingreifen, weil sie nicht so geworden ist, wie ich sie vorgesehen hatte. Das ist ein anderer Grund. Dann interessiert mich eine einfache Frage:

Stört die Abweichung die Arbeit? Oder stört sie nur meinen Plan?

Das lässt sich vorher nicht entscheiden. Ich kann es erst prüfen, wenn etwas vor mir liegt.

Vielleicht gehört deshalb auch dieser Moment zur Sorgfalt: nicht sofort zu korrigieren, sondern zunächst zu sehen, was die Veränderung mit der Arbeit macht.

Natürlich möchte ich meine Materialien kennen und verstehen, warum etwas geschieht. Gerade dadurch kann ich unterscheiden, ob eine Abweichung aus dem Arbeiten entsteht oder nur aus Unachtsamkeit.

Die Vorstellung, man müsse beim künstlerischen Arbeiten einfach „loslassen“, trifft es für mich deshalb nicht ganz. Ich möchte beteiligt bleiben, ohne deshalb alles beherrschen zu müssen.

Ich kann einen Satz sorgfältig formulieren. Ich kann auf den Ton achten, auf den Moment und darauf, was ich über den anderen weiß.

Trotzdem kann ich nicht vollständig bestimmen, wie er ankommt. Ein beiläufiges Wort kann stärker wirken, als ich erwartet habe. Etwas, das für mich eindeutig war, kann beim anderen anders verstanden werden.

Dass ich diese Wirkung nicht vollständig kontrollieren kann, nimmt mir nicht die Verantwortung für das, was ich gesagt habe. Wenn ein Satz anders ankommt, kann ich zuhören, nachfragen und gegebenenfalls korrigieren. Ich bin beteiligt, aber nicht allein.

Im Gespräch ist da ein anderer Mensch. Beim Malen ein Material, das nicht einfach meiner Vorstellung folgt.

Dass ich nicht alles bestimmen kann, macht mein eigenes Tun deshalb nicht weniger wichtig. Es verändert eher, worauf ich achten muss. Nach einer Bewegung verändert sich auch beim Malen die Frage. Nicht nur: Ist die Linie so geworden, wie ich sie wollte? Sondern auch: Was ist mit ihr jetzt im Bild geschehen?

Bei der ersten Frage bleibt meine vorherige Vorstellung der Maßstab. Bei der zweiten muss ich mich mit etwas beschäftigen, das inzwischen tatsächlich vorhanden ist.

Vielleicht funktioniert die Linie anders als vorgesehen und trotzdem im Bild. Vielleicht stört sie. Vielleicht verändert sie eine andere Stelle, die vorher noch selbstverständlich schien. Dann entscheide ich weiter. Manches korrigiere ich. Manches nehme ich wieder weg. Anderes bleibt. Eine Abweichung ist nicht automatisch interessant. Aber eine Arbeit besteht irgendwann nicht mehr nur aus dem, was ich vorher über sie gedacht habe.

Ich habe etwas getan. Jetzt ist etwas da, auf das ich reagieren muss.
Vielleicht zeigt sich Genauigkeit manchmal einfach darin, diesen Unterschied überhaupt zu bemerken.

Das ist nicht immer sofort klar.
Eine noch feuchte Spur sieht anders aus als dieselbe Spur einige Minuten später. Die Tusche zieht weiter ein. Eine Kante verändert sich. Was unmittelbar nach der Bewegung wie ein Problem aussieht, kann sich beruhigen.

Oder auch nicht. Dann kann ich immer noch eingreifen. Manchmal weiß ich bei einer noch feuchten Spur noch nicht, ob ich etwas ändern werde.

Ich sehe sie an.
Die Tusche trocknet währenddessen weiter.