Betydningsfuldt uden at betyde noget

Om former, tegn og virkning

Nogle gange, når nogen står foran et af mine billeder, bliver jeg spurgt, hvad det betyder.

Jeg forstår spørgsmålet.

Når noget er figurativt, er der først en velkendt indgang. Man genkender et træ, en figur, måske et sted. Derfra kan man spørge videre: Hvorfor er netop dette vist? Hvad sker der dér? Hvad kunne det stå for?

Med en sort linje på et næsten tomt ark papir mangler dette første holdepunkt.

Så er det nærliggende at tænke, at linjen må stå for noget andet.

Måske en vej. En revne. En grænse.

Jeg får også den slags associationer. Nogle gange minder en form mig om noget, som slet ikke spillede nogen rolle, mens jeg arbejdede.

Men ikke alle linjer begynder med en tanke, som de bagefter skal gøre synlig. Ofte opstår en linje af en bevægelse, af hastighed og tryk eller af papirets modstand. Nogle gange viser det sig først under arbejdet, hvor den kan føre hen.

Linjen kan blive vigtig uden at stå for noget andet.

Denne forskel optager mig.

At betyde noget

To måder at bruge det samme ord på ligger overraskende tæt på hinanden.

Noget kan betyde noget.

Noget kan betyde noget for mig.

Det lyder næsten ens, men beskriver alligevel ikke helt det samme.

Et tegn kan have en aftalt betydning. Hvis et stykke musik derimod betyder meget for mig, behøver jeg ikke at finde et entydigt udsagn i det.

Måske kunne jeg fortælle, hvornår jeg hørte det, eller hvorfor et bestemt sted i musikken rammer mig hver gang. Jeg kunne tale om rytme eller harmoni. Minder kan også spille en rolle.

Det ville forklare noget.

Men det ville stadig ikke være selve musikstykket.

Med musik virker det indlysende for mig. Én tone ændrer den næste. Efter en kraftig lyd kan en pause pludselig få vægt. Forholdet mellem lyd og pause kan i sig selv blive vigtigt, uden at nogen af delene behøver at stå for noget andet.

Jeg oplever noget lignende, når jeg maler.

Jeg sætter et mørkt spor på et lyst ark papir.

Fra det øjeblik ændrer fladen sig. Den ene side får mere vægt. Det frie rum ved siden af virker større eller smallere. En anden linje kan forstærke den første eller træde tilbage. Nogle gange er en lille forskydning nok, og noget, der før var roligt, begynder at vippe.

Sporet behøver ikke at forestille noget.

Det gør allerede noget i billedet.

Måske kommer spørgsmålet om betydning derfor nogle gange for tidligt. Det retter hurtigt blikket mod noget bag det synlige.

En mørk flade kan minde om tab, en linje om en vej. Sådanne læsninger opstår.

Men man kan også holde sig til selve fladen.

En mørk form optager lys anderledes end papiret omkring den. Dens kant ender brat eller opløses i fibrene. Den kommer tættere på en anden form. Mellem dem står et smalt, lyst rum tilbage.

Alt dette er allerede til stede, før det er afgjort, hvad noget kunne stå for.

Måske behøver noget slet ikke at stå for noget andet.

Det er synligt uden derfor at være ufuldstændigt.

Hvad sproget tilføjer

Helt uden for betydning står mine værker alligevel ikke.

Jeg giver dem titler.

Dermed kommer sproget til, og sproget er ikke uden følger.

Et ord kan fremhæve noget, som næsten ikke var synligt før. En form kommer pludselig tættere på et bestemt billede. En bevægelse, der før var åben, minder nu tydeligere om en krop eller et landskab.

Derfor er jeg forsigtig med titler.

Jeg vil ikke have, at de forklarer, hvad der findes i billedet. Samtidig kan jeg ikke lade som om, de står neutralt ved siden af.

Et ord bringer noget med sig.

Det gælder også den, der står foran et billede.

Ingen kommer uden sprog, minder eller tidligere billeder. En form kan minde om noget, jeg aldrig havde haft til hensigt. En anden betragter ser måske noget, som jeg selv ikke havde lagt mærke til.

For mig bliver det først vanskeligt, når en fortolkning opstår så hurtigt, at den næsten ikke efterlader plads til noget andet.

Det kender jeg også fra mine egne værker.

Når jeg først har set en gren i en linje, kan ordet ikke uden videre fjernes igen.

Grenen er nu også i rummet.

Nogle gange er ordet hurtigere end formen.

Måske er det også derfor, jeg tøver med entydige forklaringer.

Ikke alt, der når os, behøver at indeholde en besked.

Et bestemt lys i et rum kan blive i hukommelsen i lang tid. Eller en stemme, hvis klang jeg husker tydeligere end det, den sagde.

Man kan forsøge at forklare, hvorfor noget af dette er blevet vigtigt.

Nogle gange lykkes det overraskende godt.

Og alligevel bliver der en lille afstand mellem forklaringen og oplevelsen.

At noget er svært at forklare, er ikke i sig selv et tegn på kvalitet. Et tilfældigt spor vinder ikke noget ved, at ingen kan sige, hvad det betyder.

Et værk kan være meget klart og alligevel ikke have et entydigt udsagn.

Når det gælder mit eget arbejde, bliver dette spørgsmål konkret på en særlig måde.

Jeg kender dets tilblivelse. Jeg ved, hvilket papir der ligger foran mig, hvor en bevægelse begyndte, og hvilket sted der blev tilføjet senere. Nogle gange husker jeg stadig præcist, hvorfor jeg stoppede.

Denne viden hører med.

Men den forklarer ikke automatisk alt det, der sker i billedet.

Allerede mens jeg arbejder, kan et spor skabe relationer, som ikke fandtes i min oprindelige intention.

Materialet spiller også ind.

Tuschen flyder ikke på en bestemt måde, fordi jeg senere vil genkende noget i den. Papir optager vand alt efter fibrenes struktur. En kant bryder op. Et sted samler der sig mere pigment, mens et andet område tørrer lysere op end forventet.

Der er ikke noget mystisk i det.

Det er processer.

Men de frembringer noget, som jeg må reagere på.

Måske er det derfor, forestillingen om, at et billede blot skal gøre en allerede færdig tanke synlig, ikke interesserer mig særlig meget.

Så ville tanken allerede være afsluttet, før billedet overhovedet var opstået.

Noget kunst bliver til på den måde.

Mit arbejde begynder ofte anderledes.

Jeg har en retning, nogle gange også en ganske klar forestilling. Så snart det første spor ligger på papiret, har situationen ændret sig.

Noget er kommet til.

En form giver et sted vægt, hvor der før ikke var nogen. Allerede det ændrer, hvad der sker ved siden af den.

Noget behøver ikke at henvise til noget andet for at få vægt.

Dets virkning begynder ikke først, når det bliver fortolket.

Når jeg ser på et færdigt værk, kan jeg sige meget om det.

Jeg kan nævne materialet og formatet. Jeg kan fortælle om dets tilblivelse og måske beskrive, hvilke tanker der var vigtige på det tidspunkt.

Der er én sætning, jeg alligevel tøver ved:

Dette billede betyder …

Selvfølgelig kan kunst fortælle, minde om noget eller tage stilling. Nogle former er bevidst brugt som tegn. Men et billede behøver ikke altid at fungere på denne måde.

Ved nogle værker er jeg mere optaget af et andet spørgsmål.

Hvad sker der her?

Der er sort.

Ved siden af er papiret tomt.

En linje ender et sted, hvor den også kunne være fortsat. Mellem to former er der mere plads tilbage, end jeg først havde tænkt.

Intet af dette behøver at være en gåde.

En linje behøver ikke at betegne noget for at få vægt i billedet.

Måske ligger det betydningsfulde nogle gange netop dér.

Ikke i en besked bag formen.

Men i, at den virker, før vi gør den til et tegn.